Bliv overvældet ved Gardens by the Bay – Singapore

Gardens by the Bay - Singapore

Bliv overvældet ved Gardens by the Bay – Singapore

Store kæmpe blomster med farvende lys der skifter farve i mørket og musicalsang, der fylder hele haven op. Jeg ved det godt. Gardens by the Bay er overvældende. Totalt Singapor-ish – og jeg er vild med det!

Normalt befinder jeg mig rigtig godt i miljøer, der ikke er skabt til at underholde publikum. Jeg må sige, at jeg lige gør en undtagelse her. Noget af det første vi gjorde, da vi kom til Singapore, var at tage til Gardens by the Bay. Det blev også noget af det sidste vi gjorde, da vi 3 uger senere (efter et ophold på Bali) vendte tilbage.

Byen i haven og supertræer

Da mine forældre boede i Singapore i årene 1992-1995  var der ikke noget, der hed Gardens by the Bay. Ja jorden, det er bygget på fandtes ikke engang! Det er bygget på indlemmet land, og arbejdet blev påbegyndt i året 2006 – og åbnet for offentligheden i 2011.

Gardens by the Bay blev skabt som en del af regeringens strategi for at omforme Singapore, fra det de kaldte “Garden City” (en by med mange haver) til “Our City in a Garden” (Byen i haven). Det var (er) deres ønske at hele byen skal opfattes som én stor have, for at hæve indbyggernes livskvalitet med natur og grønne områder.

Gardens by the Bay består af 2 af verdens største drivhuse og de såkaldte “supertrees” – supertræer, der mest af alt ligner 25-50 meter høje blomstertårne. Selve blomstertårnene er dækket af orchidéer og slyngplanter, der illumineres ved mørkets frembrud.

Blomstertårnene er fyldt med solceller som bruges til afgang for varm luft fra drivhusenes kølesystemer. Sammen med solcellerne har blomstertårnene den funktionalitet at de opsamler regnvand til brug for vanding og køling, og på den måde efterligner de rigtige træer.

Bag ved Gardens by the Bay ligger det nye Casino, Marina Bay Sands, arkitektonisk smukt og med et touch af asiatisk storhedsvanvid, der er meget typisk Singapore.
Udsigt til Mariana Sands fra Gardens by the Bay - Singapore

Udsigt til Mariana Sands fra Gardens by the Bay – Singapore

Overvældende Rhapsody i tropenatten

Det er en oplevelse at gå rundt imellem blomstertårnene, der er forbundet med gangbroer – OCBC Skyway – ved dagslys. Men om aftnenen er det overvældende!

Hver aften omdannes alle træer og gangbroer til det helt store eventyr af lysende farver og musik! I et 15-minutters langt Garden Rhapsody show gennemgår blomstertårnene den ene farvekombination efter den anden, lidt som om de var levende organismer med alverdens farverige følelser.

(Showet opføres hver aften kl. 19.45 og 20.45 – og er ganske gratis).

Vi vidste det godt at vi burde se det om aftenen, da vi ankom der første gang, om dagen. Men det passede ikke lige ind at komme der om aftenen. Og vi vidste også godt, at vi sikkert gik glip af noget…

Jeg tror bare ikke nogen af os havde set det komme, den effekt showet havde på os, da vi den aller sidste aften, dagen før vi skulle rejse hjem, stod der midt i tropeaftenen, med hele vores sind fyldt med oplevelser fra vores første tur i Asien som familie. Hvor overvældende det føltes.

Det kan godt være at de i Singapore taber ansigt ved at vise følelser, men de mangler på ingen måde at være i kontakt med følelserne. Og de nåede i den grad mine.

Festlig afrunding på 4 ugers rejse

Selv samme dag havde vi været i China Town og Sebastian havde nøje udvalgt en kinesisk drengepyjamas. Herunder, på billedet, står han i sit kinesiske out-fit og med klip-klapperne fra Bali, som blev hans eneste fodtøj på hele turen. Det havde været 4 lange, lærerige uger i Asien, som ikke bare havde givet ham én på opleveren, men også givet ham noget af det, man ikke kan lære i skolen eller hjemme i baghaven.

Singapore blev Sebastians store hit. Og ikke mindst denne eventyrlige have af farvestrålende blomstertårne. Stedet, vi ankom til – sveddryppende på vores første dag i Asien, og 3 uger efter, afklimatiserede og mætte af oplevelser – men stadig lige rejseivrige.

Vi skulle hjem til Danmark dagen efter men denne aften samlede alle trådene på vores rejse og mindede os om, hvor priviligerede vi er at få lov at opleve den store verden. Den mindede os om hvor stort det er at stå der, os 3 sammen, på den anden side af jorden, med et hav af oplevelser at leve videre med.

Så gør det bestemt ikke noget at blive lidt overvældet.

Sebastian i Gardens by the Bay - med kinisisk py

På den anden side

Klokken er i skrivende stund cika 14 her i Danmark. Omme på den anden side af jorden, sådan ca. ved Gardens By the Bay og Marina bay Sands, Singapore, er der helt sikkert en lille familie der har været ude og opleve Asien og har været igennem Singapores overvældende lysshow og Rhapsody.

Jeg elsker at tænke på at selvom jeg er herhjemme, så lever og ånder byen deromme på den anden side af jorden. Intet går i stå. Hver dag er der endnu en oplevelse og eventyr der bliver oplevet.

Vi ses, Singapore!

Gardens by the bay in Singapore

Nyttige links

-> Gardens by the Bay
-> Marina Bay Sands
-> Visit Singapore

Gardens by the Bay, Singapore

Lise Kryger
lisekryger@gmail.com
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar