De 9 vigtigste erkendelser fra mine rejser i 2016

Lise Kryger Bali
Lise Kryger Bali
Hvad 2016 lærte mig om det at rejse som mor på mine 4 rejser til Portugal, Singapore, Bali og Prag.

Hvad er rejser værd, hvis ikke vi lærer og erkender undervejs?

Det er fedt at rejse, og det er spændende, sjovt, udfordrende og ikke mindst lærerigt. At rejse som forældre med et barn, er i sandhed en anden oplevelse og rejse, end når vi har rejst alene eller som par uden barn.

Det er lige netop dét, at rejse som par med barn, der præger vores rejser i disse år, og derfor også giver helt nye erfaringer og erkendelser, som er gode for mig at tygge på. For hvad er det vi som familie ønsker at opleve? Hvad er det vi trives bedst med? Hvilke udfordringer rykkede os positivt? Hvordan sørger vi for, at alle har en stemme i, hvad vi ønsker at bruge vores ferie til?

En ting er sikkert, vi finder kun ud af det ved at prøve os frem. Intet er som det var sidste år, og vores beslutninger tages på mavefornemmelse, fakta og erfaringer.

Så hvad har rejserne i 2016 lært mig? Og hvad vil jeg tage med mig – her i 2017, når vi rejser ud i verden igen?

Rejserne i 2016 var:

  1. Flyrejse til Porto, Portugal
    2. 4 ugers rejse til Singapore og Bali (Havde booket flyet til Singapore + Bali og hotel de første 4 dage. Resten af rejsen tog vi efter lyst, behov og mavefornemmelsen)
  2. Spontan biltur til Prag, Tjekkiet

De 9 vigtigste erkendelser fra mine rejser i 2016

Erkendelse#1
Sorgløs rejseglæde har stor værdi for mig og os

Der er rejser, hvor sorgløsheden indhenter dig og fjerner tid og bekymringer. Visker dem rene, og får dig til at synke ned i en pude af nydelse, oplevelse og ægte lykke.

Og så er der rejser, hvor det er fantastisk spændende men også behårdt og udfordrende. Rejser, der kræver samarbejde og kompromis og mange gange tællen til 10 (eller 100000).

De sorgløse rejser manglede sidste år. Og det kunne vi mærke, især da vi vendte hjem fra 4 uger i Asien, med tinitus, feber og et væld af oplevelser og indtryk, som vi skulle bearbejde. Og lige netop dét nåede vi ikke. Det kan mærkes på familien, og vi har kunne mærke det længe efter vi kom hjem.

Sorgløse rejser er ikke utopiske, de er et valg om rejsemåde og destinationer og et hav af valg, som vi tog inden og mens vi var afsted.

Det er et faktum at vi vil vælge noget fra i vores næste rejser og noget andet til, for at få mere sorgløs rejseglæde ind, som en del af vores rejser.

Erkendelse #2
Singapore er stadig den fedeste storby

Som jeg også skrev i dette indlæg var det et sats at vende tilbage til Singapore, som jeg har befundet mig så meget i, i 90’erne, og håbe at det stadig ville tænde mig.

Og selvom Singapore er blevet langt mere turistet, især ved Clarke Quay og China Town (for slet ikke at tale om Sentosa, som dengang kun var en ø, der var ved at blive lavet om til en forløstelsesø), så er der stadig så meget dagligdag og hverdagsliv over byen, at mit indre by-barometer pinger ud.

Glæden over at se alt det nye der var dukket op i Singapore var stor. Især da vi fik fornøjelsen af at opleve Marina Sands og Gardens by the Bay.

Peter og Sebastian ved Gardens by the Bay, Singapore
Peter og Sebastian ved Gardens by the Bay, Singapore

Erkendelse #3
Det er muligt at ændre en diskurs undervejs 

Vi oplevede at gå i stå mens vi var afsted. I Candidasa ramte vi panden mod muren og endte et sted, vi ikke ønskede at være. Muren bestod i befinde os i en by der gjorde og triste uden at vi ikke vidste hvad det egentlig var vi ville på Bali, om vi skulle rejse videre og væk fra øen – eller blive og søge nyt (– og hvad det så skulle være).

Det er svært at erkende, når jeg er undervejs, at jeg ikke føler at jeg trives. Men det er vigtigt at erkende det, så det bliver muligt at rette kursen tilbage i den rigtige retning. Og jo hurtigere, jo bedre så rejseglæden og lysten til at være afsted kommer igen. Det lykkedes os heldigvis. Det var en længerevarende process, hvilket jeg er glad for at vi tog. Den proces vil jeg beskrive senere, i et andet indlæg. Pointen er, at det er vigtigt og muligt at rette op på en kurs, du ikke længere ønsker.

Erkendelse #4
Jeg er en større chicken end jeg troede

Jep. Jeg turde ikke tage båden til Gili øerne. Jeg, den ellers så seje backpacker turde ikke! Og jeg som har taget masser af bådture til tropiske øer i Asien! Lonely Planet og alle de lokale, som vi spurgte, advarede os mod at tage særlige bådafgange til Gili. Og så gik mine tanker i selvspind om bådkæntringer og en 7 årig dreng, der endnu ikke havde lært at svømme. Om natten blev jeg hjemsøgt af forfærdelige katastrofetanker om hvor galt det kunne gå. Og vi valgte i sidste ende at vælge oplevelsen fra og tage den et andet sted i verden.

Jeg følte mig som en chicken, og jeg syntes faktisk det var svært at erkende. Men nu jeg tænker tilbage på episoden, er jeg glad for at jeg lyttede til mig selv. Også selvom jeg i dag, når jeg tænker tilbage, godt kan se, at risikoen var ultra, ultra lille.

Men det var min første oversøiske rejse som mor og jeg havde brug for at tage udfordringerne i de bidder, som jeg kunne håndtere.

Har jeg fortrudt at jeg ikke tog derud?

Viser du mig billeder af børnefamilier der nyder de mest fantastiske øer (Gili), så ville jeg ønske jeg havde haft modet. Men, lige netop fordi jeg ikke pressede mig selv er min selvtillid som rejsende vendt tilbage, og jeg føler mit gamle backpackerstyrke igen.

Vi skal nok få oplevet, det vi skal opleve!

Erkendelse #5
Jeg er langt modigere end jeg troede

Jeg havde ikke rejst oversøisk med min søn før. I de mange år der var gået havde jeg skabt et billede af at jeg burde være “den frygtløse rejsende mor”. Jeg havde mistet selvtilliden og glemt hvor stærk jeg føler mig, når jeg rejser.

Derfor valgte jeg Bali som første oversøiske rejse. Og jeg valgte rejsemålene ud fra, hvor jeg ville føle mig tryg, som den jeg er, og med det ansvar jeg har overfor min søn. Jeg stod ved min usikkerhed og netop dét gjorde at jeg genvandt trygheden og selvtilliden igen. Og jeg opdagede, at jeg var nået så meget længere end jeg havde forestille mig.

Hvilket blot bekræfter, endnu engang,at det at rejse udvider horisonten, ikke bare for verden – men også indadtil.

Erkendelse #6
Min søn er den sejeste rejsende

Min søn kan langt mere end jeg går og tror. Han beviste igen og igen mod og vilje til de sejeste og største udfordringer. Han peb ikke en eneste gang over længden af flyveturen, og han klarede høj feber i Ubud og han dykkede mellem fisk og koraller i Amed.

Han voksede ved hver udfordring og han kom hjem som en langt stærkere og modigere dreng, end da ha tog afsted.

Og så var hans begejstring for de mange nye dyr, landskaber, befolkninger, og måder at se ud på og tale på, fantastisk at observere.

Lise og Sebastian, Porto, Portugal
Lise og Sebastian, Porto, Portugal

Erkendelse #7
Bali er ikke min drømme-ø

Bali er ikke min drømme ø. Nu har jeg været der. Jeg har set Ubud og deres ilddans i det hellige tempel, de sorte strande mod nord, og Agung, rismarkerne … og de fantastiske smil, ofringer og kling-klong-klang lyde, der rumler blødt hen over Bali.

Men Bali er så meget andet, som jeg gerne vil undvære på mine rejser fremover. Støj, larm, uro, slidte områder og turisme. Larm … – sagde jeg forresten larm?

Bali er et fantastisk udgangspunkt at rejse med børn. Men Bali er ikke min drømme-ø. Den har jeg stadig til gode at vise min søn.

Erkendelse #8
Internet er fedt, men også noget lort

Jeg kan lige så godt være helt ærlig.

Internet er en stor del af mit liv. Jeg er blogger, mediegrafiker og online nørd på alle mulige planer. Og jeg elsker at sluse mig ind i kanalen af internettes strømme og forlade mig selv og verden omkring mig for en stund. Også når jeg rejser. Også selvom jeg sidder på verdens lækreste bounty-ø eller det flotteste bjerg i Nepal.

Jeg er bare sådan. Undskyld, smukke verden. Jeg må erkende det.

Men, fuck jeg hader det også på samme tid. Det sluger mig, mit nærvær og min oplevelse af at være til stede i det lokale, naturen, familien, øjeblikket …

Jeg drømmer stadig tilbage til de rejser hvor internettet ikke har været en mulighed … og jeg tror også jeg vil vælge dem til, fremover.

Internettet er fantastisk, men selv jeg får brug for at logge mere af, når jeg er afsted.

Erkendelse #9
Jeg har slet slet ikke fået nok af at rejse

Behøver vist ikke nogen forklaring … jo mindre jeg rejser, jo mere længes jeg efter at komme afsted. Jo mere jeg rejser, jo mere afhængig bliver jeg af at opleve verden …

Yup – Im hooked … og jeg elsker det.

Lise, Sebastian og Peter, Prag, Tjekkiet
Lise, Sebastian og Peter, Prag, Tjekkiet
Skrevet af
Mere fra Lise Kryger

Gakkede rejsesituationer – dem med billede

Kender du det - gakkede rejsesituationer? Her har jeg samlet nogle af...
Læs mere

6 kommentarer

  • Fedt og meget modigt indlæg. Super god skrevet og jeg beundrer at man følger sin mavefornemmelse og ændre kurs.

    Når man tænker på, at det er jeres første oversøiske rejse med jeres søn, synes jeg faktisk det er meget modigt at tage så langt væk.

    Bali er smuk men bestemt heller ikke min drømmeø. Jeg var alene med min datter derude i næsten 4 uger lige efter bomberne i Kuta. Fordelen dengang var at der ikke var nogle turister. Jeg var ude at rafte med min datter på Bali – faldt ud og smadrede mit knæ – opereret to gange siden. Så jeg har blandende minder fra øen.

    Det du skriver om internet er en god pointe – På den ene side savner jeg det- kan blive desperat når det ikke virker men … som du også skriver det er sgu sundt at logge ud.

    Smukt sammenfattet, det du skriver om at du elsker at rejse. Det kunne være mine ord.

    /Annette

    • Hej Annette,

      Tak for dine ord!

      Egentlig syntes jeg ikke selv det var specielt modigt af os at rejse til Bali. Mine forældre har boet i Singapore og Thailand, så jeg har befundet mig rigtig meget i Asien – og det samme havde Peter. Men mine manglende erfaringer med at rejse langt væk med Sebastian var nok det, der spillede mig et puds. Jeg valgte netop Bali, fordi jeg vidste det var et nemt sted at rejse med børn. Jeg følte mig tryg i området.

      Men tryghed er ikke altid det samme som at man bliver inspireret og føler, at det rigtige. Det måtte jeg også sande 😉 Og Peter havde endda advaret mig. Men det gode er jo at jeg opnåede at vinde rejse-tilliden tilbage, og så er det jo bare om at vælge vores næste rejser ud fra vores nye erfaringer.

      Det lyder som lidt af en oplevelse med din tur til Bali! Kan godt forstå hvis du har blandede minder fra øen. Men bortset fra omstændighederne, så må det ha været fantastisk at være afsted bare dig og din datter? Jeg forestiller mig at det må ha givet jer nogle store oplevelser sammen, som kun du og hun har 🙂

      /Lise

  • Ja tryghed og insiration – føles rigtig, men hænger ikke altid sammen, desværre.

    Jeg ville nu godt til Bali igen, sammen med min mand men frygter at jeg bliver skuffet og at det i dag er blevet et turist helvede. Men smukt er der vel stadig.

    Ja vi har haft rigtig mange oplevelser sammen derude i verden. I en del år hvor vi kun var os to, sparrede vi op hele året for derefter at tage ud i verden i mindst 4 uger. Der har givet os oplevelser sammen som i dag er guld værd. Det allerbedste er nok de værdier, hun i dag har som voksen, synes jeg. Som f.eks. oplevelser er vigtiere en ting, hun er blevet “verdensklog” og meget tolerent osv. Den gave er for mig, den bedste jeg har givet hende som forælder.

    /Annette

    • Bali er stadig smuk. Og der er FANTASTISKE mennesker. Og jeg har bestemt også oplevet fantastiske steder, hvor jeg har hvilet og fundet ro. Især i Ubud og Amed.

      Det lyder virkelig dejligt med jeres oplevelser sammen. Det er også min største mission at vise Sebastian alle de mange måder man kan leve på, tænke på, tro på, spise på osv. Verden viser så mange værdier der er vigtige at lære.

  • Hej Lise.
    Hold op, hvor skriver du godt og levende. Jeg (Kathrine) sidder her og bliver helt rørt.
    Vi har ikke selv børn endnu, men jeg tror alligevel jeg kan forestille mig den frygt, du ind imellem bliver ramt af.
    På vores rejse rundt i Sydamerika vågnede jeg nogle gange op om natten og var overbevist om, at der var jordskælv eller at der var sket/skulle ske noget slemt. Flere gange på den rejse var jeg decideret utryg, men måske det også hang sammen med, at vi i Chile var blevet røvet for stort set alt hvad vi ejede. Nå, nok om det, jeg ville egentlig bare sige, at jeg synes det er et rigtig spændende (og anderledes!) indlæg du her har skrevet – keep up the good work ????????

    • Hej Katrine,

      Hvor blev jeg glad for din kommentar 🙂 Tusind tak!

      Det er bare så såre almindeligt at bekymre sig mere når man er ude af sit vante miljø. Det ligger jo til vores overlevelse at vi afsøger eventuelle farer når vi ikke kender til det område vi befinder os i. Og især hvis man i forvejen er stresset eller presset, eller som du har været ude for en traumatisk oplevelse. Det kræver lige at hjernen lader sig overtale til at slippe vagtsystemet og falde til ro.

      Det er vildt spændende at skrive om, og jeg kommer til at skrive meget mere a la det her i fremtiden.

      Endnu engang – tak 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *