Derfor er Singapore et gensyn værd!

Singapore gardens by the bay

Derfor er Singapore et gensyn værd!

Skal man gå tilbage til en fuser? Nej vel? Men hvad så med en succes? Skal man gå tilbage til en succes og krydse fingrene for at succesen gentager sig? Eller er det bedre at kapsle den gode oplevelse ind i en tidslomme og sige det var dét – og søge lykken et nyt sted?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv da vi på vores sidste rejse skulle vælge hvilke lande vi ønskede at opleve. Af flere årsager var Singapore blandt vores udvalgte lande, et land som jeg i perioden 1992-1995 besøgte adskillige gange af længere tids varighed.

I over 20 år har jeg ikke besøgt landet, og de mange rejser og oplevelser jeg har haft i Singapore var blevet til erindringer fra en svunden æra, indkapslet i en hermetisk lukket tidslomme jeg kun lukkede op for, når jeg blev mindet om det af familie (og særlige dufte).

En anden verden

Singapore var mit første trinbræt ud i en verdenen på den anden side af jorden. Singapore var tropisk, varm og så helt, helt anderledes. Der var store viftelignende palmer langs vejene og en fugtighed der fik mig til at svede store våde plamager alle steder på tøjet. Duften af lime og basmati med et tvist af sublim frangipani- og jasminduft brændte sig ind på min nethinde.

Dengang var Singapore det mest eksotiske jeg nogen sinde havde oplevet og byens puls gav midlertidige hjertestop når jeg nåede ind i en af byernes kolonistiske tidslommer. Det hele og pulsen hang sammen igen når blinklyset viste grønt og en lind strøm af mennesker drev over vejen på Orchard Road, eller inderen langede en “hot curry” og perlende Tiger Beer over en disk i Little India.

For slet ikke at tale om Chinatown med dens gamle forretninger og små kinesiske “snasks”…

Jo, erindringerne var nok blevet en smule følelsesladede med tiden.

chinatown singapore

Little India Singapore

Ville Singapore kunne leve op til mine forventninger?

Ville et gensyn blive en succes? Eller havde byen og jeg forandret os til et mismatch der kun ville skuffe mig og ødelægge erindringen om min tropiske smeltedigel?

Jeg kunne ikke modstå fristelsen for at genopleve byen og afprøve om vi stadig passede sammen. Nu ikke længere bare mig og Singapore, men nu Singapore med jeg + min lille familie, Peter og Sebastian.

Jeg tog chancen.

Vi rejste fra Hamburg til Singapore hvor vi skulle være i 3 dage. Herefter 3 uger på Bali, for til sidst at bruge 4 dage i Singapore, inden vores hjemrejse.

Var Singapore så et gensyn værd efter 20 år?

Oh yes… nu skal du høre hvorfor!

Derfor er Singapore et gensyn værd!

  1. Hviler i sig selv

    Singapore har fat i sin rygrad. Byen hviler med sin multikulturelle puls på stærke ben og i hastig udvikling. Jeg oplevede, at selvom det var 20 år siden jeg sidst havde besøgt byen og rigtig mange ting var forandrede, revet ned, bygget om eller bygget til, at byen og singaporeanerne har fat i deres rod og historie som de kærer om.

    Singapore er et gensyn værd fordi den er en ægte by med ægte mennesker der lever og ånder deres daglige liv, fuldstændig uberørt og på samme tid fuldstændig påvirket af verden udenom. Det giver en spændingstilstand der sitrer og vækker mig.

  2. Overraskende udvikling

    Som jeg husker Singapore i 90’erne, så var de ikke bange for at gå forrest. Heller ikke når det gjaldt usædvanlige løsninger eller om at række højest mod stjernerne. Singapore udvikler sig konstant.Og når de ikke kan komme længere, så gør de bare vejen længere.

    Alt er muligt. Ikke mere land at bo i? Så bygger vi bare opad. Ikke mere opad? Så udvider vi blot med nyt land i havet.Her har vi en grøn ø – og vupti er øen forandret til en forlystelses-ø. (uanset at øen ikke er noget for mig, overraskede det mig at de havde formået at få Universal Studios til øen).

    Singapore overrasker med deres gigantiske kasino – Marina Sands og gigantiske blomster i deres nye inddæmmede landområde – Gardens by the Bay.

  3. Byen der tilbyder dig alt

    Hvad vil du ha’ at spise? Vietnamesisk, thailandsk, laotisk, indonesisk, kinesisk, indisk, filipinsk, japansk, italiensk, argentinsk… eller hvad med dansk? Du kan få lige hvad du vil ha’ (og især hvis du tager tiden til at undersøge hvor).

    Eller hvad vil du lave? Ligge på stranden, underholdes, shoppe, feste, gå i biffen, spise på toppen af en skyskraber – føles helt omsonst at blive ved… du kan næsten alt i Singapore. Det er i hvert fald den følelse jeg fik da jeg var der.

    Et gensyn med Singapore vil med stor garanti kunne mætte selv den mest besøgte med et eller andet – der er nok at tage af.

    chinatown - Singapore

  4. Gastronomi i verdensklasse (også for fattigrøve)

    Og nu var snakker om at føle sig mæt… Maden var god sidste gang jeg besøgte Singapore. Meen jeg havde også ofte problemer med maven når jeg spiste ude. Det skete ikke denne gang. Og vi spiste ude alle dage.

    Du finder alle de små gadekøkkener samlet i foodhawker centre alle mulige steder i byen. Her kan du få al den lækre mad dit hjerte kan begære og for en ganske lille pris i sammenligning med de mange og ofte dyrere restauranter. Maden er i top og du kan få madoplevelser du aldrig havde drømt om fandtes.

    Har du besøgt Singapore flere gange har du måske allerede prøvet dem. Men hvis du tænker efter vil du nok kunne erindre hvor mange forskellige muligheder der var at vælge imellem. Der er stadig masser af madeventyr du endnu har til gode!

    Elsker du mad? Så er Singapore altid et gensyn værd!

  5. Same same – men med mere!

    Singapore er på rigtig mange måder som Singapore også var for 20 år siden. Pretty much… Jeg bemærkede at Danmark stadig er berømte for “Michaels Learns to Rock” og at de både spiller dem og Marie Frank i shoppingcentrene og taxaerne. Orchard Road er stadig det samme, dog er de mange MC Donalds og Hard Rock Cafeer skiftet ud med Starbucks som du finder næsten ved hver 20 meter du går.

    Singlish (singapore-engelsk) all over, Mandarin (kinesisk sprog), det grønne havvand med de mange tankskibe, silobygningerne, broerne med de pink blomsterbede over East Coast Park Highway og ikke at glemme, den rislende stilhed over Raffles Hotel. For slet ikke at snakke om gulvtæppet i Shangi Airport… tror faktisk det er det samme som i 90’erne – blødt, brunt og varmt.

    Men der er så meget mere, og jeg nød at opleve at jeg ikke kunne mættes, fordi jeg også havde forandret mig. Singapore var udviklet. Jeg var blevet 44, gift og mor til Sebastian på 7 år. Jeg så det hele med nye øjne selvom jeg genkendte det.

    Dig der rejser, og som genser Singapore… du vil se det hele med det du har bærende i din rygsæk – alt er det samme men nu med mere!

  6. Vækker følelserne til live

    Er du bange for ikke at føle noget ved gensynet? Bare rolig, den del tager Singapore sig af – du stiller dig bare ned til Gardens by the Bay til lysshowet kl. 19:45 hver aften. Her bliver du bombarderet med himmelhøje blomster der rækker op i himlen, laserlys-show og musik der vækker alt hvad der minder om store følelser frem i dig. Er du af den superfølsomme type, så forbered dig med lommetørklæder og giv dig hen – this is your time!

Enjoy!

Gardens by the Bay - Singapore

Lidt fakta om Singapore

Singapore, officielt Republikken Singapore er en østat, som ligger ved sydspidsen af Malayahalvøen.

Landet ligger 137 kilometer nord for ækvator, syd for den malaysiske stat Johor og nord for de indonesiske Riausøern

Areal: 719,1 km²

Befolkninstal: Ca. 5,4 millioner

Valuta: Singaporeanske dollars

Officielle sprog: Engelsk, Tamil, Malajisk, Standard-mandarin

Nyttige links

-> Visit Singapore

-> Gardens by the Bay

-> Chinatown, Singapore

-> Little India, Singapore

-> Marina Sands, Singapore

Her kan du opleve de 5 eventyr

Lise Kryger
lisekryger@gmail.com
1Kommentar

Skriv en kommentar