Hold nytår i Europa

Hold nytår i Europa
Hold nytår i Europa
Overvejer du at bringe nytår uden for Danmarks grænser? 5 tips du kan tage med dig, hvis du som os, elsker at holde dit nytår i Europa!

+ 5 tips til dig, der vil holde nytår et sted i Europa

Der er jo Dronningens Nytårstale … festmiddagen, kransekagen og fyrværkeriet kl. 12. Og så er der jo også Danmarks Radios pigekor der synger “Vær velkommen herrens år … mens champagnen springer … fyrværkeriet brager og vi krammer hinanden og ønsker hinanden “Godt nytår!” Det er nytår i Danmark … men hvad så, når du holder nytåret et sted i Europa?

Vi har flere gange vendt snuden udenlands over nytåret, og er blevet ret vilde med at holde vores nytårsaften under fremmede stjerner … eller raketter.

Vi har de seneste 14 år holdt vores nytår i 8 byer i Europa (foruden Danmark, naturligvis). Palma, Reykjavik, London, Madrid, Faro, et sted i bjergene på Tenerife, Barcelona og senest – Amsterdam.

Alle steder har haft sit eget touch, som har gjort vores nytårsaften til noget helt særligt.

Når verden vokser

Danmark er dejligt! Dronningen er som hun skal være, det samme gælder middagen, det gode selskab, kransekagen, champagnen og fyrværkeriet kl. 12. Og Danmarks Radios pigekor …

Men … at sidde ude i verden, hvor end det så er, giver mig en følelse af at være en del af noget større. Nytåret er en bølge fra Fiji hen over jordkloden, og når jeg holder nytår ude i Europa, føler jeg at jeg bliver en del af det.

Så rykker jeg grænserne fra at være en del af en fest i hjemmet, med vennerne, familien, vejen, nabolaget og ja …  resten af Danmark, til at række ud til hele verden.

Så føler jeg mig lille og ydmyg. Men på en rigtig rar måde.

Hele verden starter på ny

Jeg RÅ elsker at sidde på en spansk café og drikke min morgenkaffe, udendørs – i solskin.

Jeg elsker at mærke liv – også selvom det er 1. januar

Og det er her jeg mærker håb.

Hvert år, når jeg kommer til denne tid, begynder jeg at rykke op indeni, og mærke årshjulet gå en smule i stå.

Mørket og kulden trækker sig som et stort tungt tæppe hen over vinterdagene.

Selvom nytåret holdes på samme breddegrader, så er det alligevel som om jeg for en stund trækker tæppet til side, og baner vej for, at noget nyt kan komme til.

Det får simpelthen hjulene igang igen.

Det nye …

Men hvad så med nytårs traditionerne?

For at være helt ærlige, så troede vi ikke, at vi var så meget til traditionerne herhjemme. Men vi erfarede, at den måde, som vi godt kan lide at fejre nytåret ind, på mange måder føles mere festlige, når vi har traditionerne med.

Dronningens nytårstale og vagtskifte. Jeg må indrømme, jeg ser nytårstalen … Hvis altså jeg kan! Enten på den bærbare eller på mobilen.

Og så er der også andre traditioner, som vi opsøger. Fx sørger vi på en eller anden måde, at lave os en god middag med rødvin og gerne en champagne at springe kl. 12. Eller måske noget kransekage – eller hvad nu landet eller byen vi besøger har at tilbyde.

Nogen gange fanger vi også en restaurant, der serverer en lækker nytårsmenu.

Men ellers … så er lader vi det komme – det som kommer. Det tilføjer aftenen noget unikt ikke at vide hvordan aftenen vil blive.

5 tips til dig, der vil holde nytår et sted i Europa

  1. Vær åben for forandringer i dine planer. Vi er altid helt åbne for, at nytåret bliver på landets og stedets præmisser. Måske har de fyrværkeri, måske ikke. Måske fejrer de det meget, måske ikke.
  2. Skab dit eget nytår, der hvor du er. Vi har nogen gange spist på restaurant sammen med andre gæster. Vi har også siddet i en stenhytte på Tenerife uden festligheder omkring os, andet end den fest vi selv havde. Hver fest har vi følt var noget helt unikt.
  3. Køb ind, så du har det du skal bruge til en hyggelig/festlig/højtidelig aften – eller hvad du nu er til. Vi har flere gange kreeret festmåltider af de simpleste indkøb, men har også givet den gas til andre tidspunkter
  4. Tjek stedets åbningstider og sørg for at du har mad og drikke til de dage, hvor området har butikslukket. Vi har oplevet adskillige steder, at alt lukker ned i 1-3 dage efter nytårsaften.
  5. Lad dig rive med. Nytåret kan være så enkel og smuk. Som at stå på et bjerg og kigge ud over det store landskab, som vi oplevede det på Tenerife. Eller nytåret kan være en gadefest med glade og opstemte mennesker – som vi oplevede i Madrid, London og Reykjavik. Og nytåret kan være en stille aften, med dybe tanker, god mad og en overskyet himmel i bjergene nord for Barcelona.

Vær der, hvor du er

Vores nytårsaften i Faro var en anderledes nytåraften for os. Min far var død 2 måneder forinden og jeg var gravid, i 5. måned med Sebastian. Aftenen var blandet. Sorg og lykke blandede sig i en indre tværstrøm, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Den nat mærkede jeg ikke champagnen og nytåret som de andre år. Til gengæld var det denne nytårsaften, jeg mærkede de første små bobler i maven. Tegnene på, at jeg havde en baby i maven.

Nytår er, hvad du er til, hvor du er henne i livet, og nytår er hvad du håber og ønsker dig.

Jeg elsker at rejse i nytåret, det sprænger altid rammerne – bare en lille smule … mere.

Hvor har du oplevet din bedste nytårsaften?

 

  Nytår i Europa

Skrevet af
Mere fra Lise Kryger

Tulum – stedet hvor solen står op og eventyrene begynder

Oplev eventyrlige Tulum. Her er vild natur, smukke sandstrande, lækkert turkisblåt hav...
Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *