Kun et jakkesæt, en tandbørste og et par undere

To små historier om at rejse let. Ikke at jeg har tabt mig 30 kg. men “let” – i form af at rejse med meget lidt baggage og hvorfor det giver mening:

Kun et jakkesæt, en tandbørste og et par undere

For nogle år siden, da jeg arbejde som programmør og projektleder ved Travelmarket, outsourcede vi noget af vores udvikling til Ukraine. Jeg var derfor projektleder for et par fantastiske ukrainske fyre. Min erindring går tilbage til den dag vi skulle afholde møde i Danmark, og vi spændt ventede 2 af de ukrainske fyre, som skulle rejse hertil og være for et par dage. Rejsen var helt sikkert en oplevelse for de 2 ukrainske fyre – Sergey og Kostya.

De skulle flyve til København og herfra med tog til Vejle. Da jeg modtog dem ved banegården undrede jeg mig over hvor Kostyas baggage var. Jeg spurgte ham hvor baggagen var og svaret var “Jeg har mit jakkesæt på, en tandbørste og et par underbukser i lommen – vi skal jo kun være her 2 dage”.

Jeg må indrømme at jeg har rejst med meget få ting rundt omkring i verden, men det her slår helt sikkert min rekord. Basalt set behøver vi jo sådan set kun vores pas, penge, lidt tøj, tandbørste og for manges vedkommende mobilen.

Daypack, ghettoblaster og whiskey

For en del år siden tog min kammerat Kenneth og jeg til Egypten sammen. Vi havde på forhånd aftalt at en daypack burde være nok til en 14 dages tur til Egypten. Det var ikke pga. billigere flybilletter i et lavprisselskab, vi ønskede bare at nøjes med en daypack. Vores formål med at rejse med daypack var et andet. Vi ønskede ikke alt besværet med at rejse rundt med en stor rygsæk.

Nu tænker du måske at der ikke er plads til meget andet end lige nøjagtigt det man har brug for med en lille daypack. Rent faktisk formåede vi at proppe en mindre ghettoblaster med i rygsækken foruden vores tøj, guide- og skønlitterære bøger, som på det tidspunkt kun kunne fås i papirform. Alt sammen havde vi i rygsækken og det gik ganske fint med pladsen.

I lufthavnen kunne vi, der er glade for whisky, naturligvis ikke afholde os fra at købe en flaske whiskey til rejsen, så den kom naturligvis også med i rygsækken.

Tip: 40-50 graders egyptervarm whiskey er knap så godt… men det er en hel anden historie.

Hvad kan du lære af det?

Det budskab jeg prøver at fortælle er at det er værd at overveje hvor meget du egentlig har brug for at rejse med. Ofte fylder vi vores rygsække eller tasker op med ting vi slet ikke har brug for. Prøv at vende det hele på hovedet og sig til dig selv: “På denne rejse vil jeg kun have én daypack med”. Idet du begrænser din plads på forhånd sikrer du samtidigt at du ikke kommer til at tage for meget med, og at du kun får det vigtigste med.

Kommer du til at mangle noget undervejs er det ofte meget billigere at købe det du mangler ude i den store verden end det vil koste at købe det i Danmark. Lande som f.eks. Indien, Indonesien, Thailand, Laos, Egypten og rigtig mange andre destinationer har tøj der er temmelig meget billigere end i Danmark, så hvorfor ikke benytte sig af at få lidt nyt undervejs frem for at slæbe det med hjemmefra?

5 fordele ved at rejse let:

  • Når du rejser med lavprisselskaber slipper du for ekstra gebyrer, hvis du kun har en daypack med.
  • Du slipper for at vente på at din baggage kommer på bagagebåndet i lufthavnen.
  • Din bagage bliver ikke forsinket og den bliver ikke væk når du rejser med fly.
  • Du slipper for at gå rundt med en tung taske.
  • Offentlig transport er nemmere pga. større mobilitet (du behøver ikke bede nogen holde øje med tasken når du skal på toilet).

God rejse og gode eventyr!

Peter Vejrum Terp
peterterp@gmail.com
Ingen kommentarer

Skriv en kommentar