Når eventyret udebliver på rejsen – Stil dig selv disse 3 vigtige spørgsmål næste gang eventyret udebliver fra din rejse

Det kan ske for os alle. Vi sparer sammen til drømmerejsen og rejser ud i verden med håbet om at udleve vores drømme. Vi pakker forventninger og forestillinger ned sammen med teva sandaler, pas og rejsedagbog og glæder os til at indfri det hele og vende hjem, beriget og med nye eventyr i rygsækken.

Og så sker der dét, der ikke må ske. Eventyret udebliver. Der går hverdag i rejsen, vi bliver syge, vi keder os eller hvad det nu er, der blokerer for vores rejseglæde. I hvert fald finder vi os selv midt i rejsen og det blev alligevel slet ikke så fedt, som vi havde håbet.

Hvad filan gør du så?

Nu er det jo hverken jordens undergang eller dommedag, jeg sætter fokus på her. Men jeg ved af erfaring at det at rejse er en stor begivenhed, ikke bare i mit liv men for de fleste, der bruger både halve og hele år på at spare op og planlægge den længe ventede rejse.

Og vi er jo alle forskellige og der skal naturligvis også forskelligt til. Jeg tænker dog, at du, hvis du sidder et eller andet sted i verden og din rejse er “gået i stå” – eventyret udebliver, at du måske kan få noget ud af de tanker og erfaringer vores lille familie, har gjort os.

Da eventyret udeblev på vores drømmerejse

Vi havde snakket om rejsen længe. Vanen tro besluttede vi os først for destinationen kort tid inden, vi skulle afsted. Men vi havde drømt om at rejse langt væk – længe.

Og nu var det endelig nu. Vi skulle flyve til Singapore, første gang for både Peter og Sebastian og jeg skulle gense byen, som jeg førhen har besøgt så mange gange. Herefter skulle vi rejse videre til Bali, hvor vi skulle rejse rundt i 3 uger. Alt i alt, skulle vi være væk i 4 uger.

Peter Og Lise I Fly Mod Singapore
Sebastian Og Lise I Flyet Mod Singapore

Det var vores første oversøiske rejse med barn. Sebastian var netop fyldt 7 år. Og der var ikke det, vi ikke havde snakket om, vi skulle vise ham.

Han skulle se en tropisk ø, for første gang. Han skulle opleve skyskrabere, spise asiatisk, bade og dykke ved tropiske strande… mærke den tropiske hede når dørene fra lufthavnen gik op, og han trådte ud.

Jo, vi så det hele for os. Det ville helt sikkert blive fantastisk. I alle 4 uger.

Og det gjorde det også, indtil…

Men først gik det godt.

Det var et eventyr. Singapore, palmerne, Gardens by the Bay, den tropiske hede, der fik os til at trandsvede.

Udsigten var fantastisk. Peter og Sebastian på toppen af Marina Bay Sands, Singapore.
Udsigten var fantastisk. Peter og Sebastian på toppen af Marina Bay Sands, Singapore.
Sebastian på Sentosa Island, Singapore. Vi nød stranden, men undgik de dyre forlystelser.
Sebastian på Sentosa Island, Singapore. Vi nød stranden, men undgik de dyre forlystelser.

Der var også Bali… Ubud og alle de dejlige ting vi oplevede… firedance, aberne i Monkey Forest. Svømmepølen…

Du finder ikke smukkere pools end dem, du oplever på Bali. Her er det vores swimmingpool i Ubud, vi skal i. Vandet er fersk og køligt. Bali.
Du finder ikke smukkere pools end dem, du oplever på Bali. Her er det vores swimmingpool i Ubud, vi skal i. Vandet er fersk og køligt. Bali.
På vores lille tur ud fra Ubud by, ser Sebastian en Balinesisk skulptur, der står midt i det hele. Ubud. Bali.
På vores lille tur ud fra Ubud by, ser Sebastian en Balinesisk skulptur, der står midt i det hele. Ubud. Bali.

Jo, vi væltede os i eventyr.

Og så kom vi til Candidasa.

Candidasa fik os til at hanke op i os selv

Candidasa er en by, der ligger på den balinesiske østkyst. Vi valgte at rejse dertil fordi vi kunne se der var strand, vi kunne bade i og fordi vi tænkte byen lå godt, strategisk, når nu vi skulle videre rundt på Bali bagefter.

Gennem Airbnb bookede vi et hus for 7 dage. Efter 3 dage, havde vi fået mere end nok og besluttede at lade lejemål være lejemål og begyndte at se os om efter et andet sted, vi kunne rejse til.

Stedet vi boede i Candidasa så jo fortryllende ud. Hvordan kan man andet, end at føle sig lykkelig her? Det skulle da lige være, hvis du har glemt dine indre værdier...
Stedet vi boede i Candidasa så jo fortryllende ud. Hvordan kan man andet, end at føle sig lykkelig her? Det skulle da lige være, hvis du har glemt dine indre værdier…

Hvad gik galt?

Candidasa var ikke det vi drømte om. Huset vi havde lejet lå godt nok helt ned til stranden og huset som sådan, var også fint. Men vi kunne ikke bade ved stranden, der var kun var en lille bitte stribe sand og det var fyldt med skrald og affald.

Byen var tom for autentisk liv og vi var udmattede af larm fra bilerne der susede op og ned af den eneste gade, hvor vi travede frem og tilbage for at gøre “et eller andet”.

Vi tog på et par udflugter, men hver gang kom vi tilbage til byen og vores “hjem” og følte os modløse og rastløse. En dag opdagede jeg, at vi ikke længere var glade. Smilende kom ikke så ofte, og vi var begyndt at bide af hinanden.

Skulle vi ride den af og ville vi bruge vores kostbare tid på Bali og håbe på, at det blev bedre?

Efter en ærlig snak blev vi enige om, at det var blevet tid til at sadle om.

Vi var ikke rejst om på den anden side af jorden, til nogle af verdens mest spændende lande uden at føle, at vi udlevede vores drøm.

Så hvad var det så egentlig vi ville?

Det var i virkeligheden nok humlen i det hele. Vi vidste det faktisk ikke. Her sad vi, i Candidasa, på Bali, og anede ikke, hvad det egentlig var vi ville her. Krise!

Efter et par dages intens undersøgelse af hvad der var gået galt og hvordan vi kom tilbage på rette spor, fandt vi endelig vejen frem – og hvad vores næste skridt mod vores asiatiske eventyr, skulle være.

Men først havde vi været igennem hele rækken af vores indre værdier, vores rejseerfaringer og hvor vi var – lige nu og her.

Det gik op for os at vi havde forandret os siden vi for mange år siden havde rejst oversøisk, dengang som kærester uden barn. Vores behov havde forandret sig. Vi ville noget andet i dag.

Det gik også op for os at vi ikke ønskede at rejse på den måde, vi kunne mærke, andre anbefalede os at rejse på, fordi vi var en familie.

Vi ville rejse på lige præcis den måde, vi havde brug for at rejse på.

Og for at få eventyrene frem igen, måtte vi være modige og stå ved vores begrænsninger og behov og vælge ud fra vores mavefornemmelser. Regardless… frygten for at vi ville miste eventyret igen.

Vi tog chancen.

Vi opsagde lejemålet. Ignorerede, at vi ikke kunne få pengene tilbage. I stedet for at græde over spildt mælk vendte vi snuderne mod nord, mod Amed, væk fra byen og ud i naturen… der, hvor vi fandt det Bali vi søgte og snorklede på koralrevene.

Sebastian tager billeder af endnu en smuk solnedgang i Amed, Bali.
Sebastian tager billeder af endnu en smuk solnedgang i Amed, Bali.

Sådan kommer du tilbage på sporet, der hvor eventyrene findes

Det lyder jo meget nemt. Men det varede faktisk mange dages intens søgen og snakke og kostede os vores nattesøvn, før vi selv knækkede koden. Vi stod jo med et luksusproblem, men når du sidder på den anden side af jorden og har et barn som gerne vil vide, hvor det skal være de næste mange uger. Så er der et andet slags pres på.

I virkeligheden, er det nok bare typisk os. Vi sætter os i situationer, som vi har brug for at lære af. Og situationen her kan overføres direkte på vores måde, vi lever vores liv derhjemme på også.

Anyways.

De 3 vigtige spørgsmål, du med stor fordel kan stille dig selv, næste gang eventyret udebliver fra din drømmerejse

Her er nogle spørgsmål som du kan bruge til at finde dine kerneværdier igen, finde ro og skabe eventyr.

  1. Hvilke værdier, er vigtige for dig og din familie for at fungere optimalt?
  2. Hvilke vaner (hjemmefra) savner du – og hvilke, vil du gerne have indført på rejsen?
  3. Eventyret finder du ofte, når du bevæger dig lige lidt ud over din comfortzone. Hvor vil du starte eventyret, der får dit hjerte til at banke?

10 tips på falderebet (især til dig, der rejser længe med børn)

Her kommer nogle erfaringer som vi gerne vil give videre til dig, der står ude i verden og har mistet eventyret.

  1. Vid, når du er på en længerevarende rejse, at uanset hvor fantastisk destination og eventyrrejse du er på, vil der komme tider, hvor du keder dig, tingene ikke går som ønsket – og eventyret udebliver.
  2. Rejser du som familie er der rigtig mange gange du vil tænke, ok – den tager jeg næste gang, jeg kommer til landet. Du behøver ikke at skulle alt med dit barn på denne  rejse. Livet er (formentlig) langt.
  3. Selvom du rejser med børn er det ikke nødvendigvis et faktum, at du og din familie er til underholdning og “familie steder”. Der er intet galt i det.
  4. Det er heller ikke sikkert at dit barn synes prædefineret børneunderholdning er interessant.
  5. Dit barn elsker at være sammen med dig. At lave noget sammen med dig. Og stille sin nysgerrighed – og lege. Det er der rige muligheder af uden om forlystelsesparker, børnevenlige strande og europæisk mad m. fritter.
  6. Det er ikke altid muligt at forholdene til børn er 100% optimale. Nogen gange er maden bare ikke for små, vestlige tunger. Sebastian elskede hvidt, sødt brød. Og på nogle rejser, i nogle perioder var det dét, han levede af det meste af en dag. Han havde det fint. Han overlevede. Og fik en is til dessert.
  7. Lange rejser kan til tider virke lidt hverdagsagtige. Det er ok. Det gør ikke noget. Nyd, at du har rutiner – og hvil i det. Du har også brug for at sætte autopiloten på indimellem for ikke at blændes af overstimulering hvert eneste minut.
  8. Spild ikke tiden på at være steder, du ikke bryder dig om. Har du muligheden for at søge noget der passer bedre til den du er, og det din familie har brug for, så sadel om. Græd ikke over spildt mælk. Glæd dig over, at du greb efter chancen og muligheden.
  9. Ligger du vågen om natten fordi du prøver at finde din indre go’e gamle og modige vovehals? Men bliver din rolle som mor/far med barn ved med at minde dig om at du har et ekstra liv, du skal værne om?  Vær realistisk, undersøg forholdene og gå med mavefornemmelsen. Tag de skridt, der passer til dig på dit rejse niveau. Du behøver ikke være en superman eller heltinde. Du er du allerede, når du er der for dig selv og dit barn.
  10. Er du bange for at vælge forkert og gentage en dårlig oplevelse? Vær ikke bange for at tage fejl. Det er vores erfaring at eventyrene opstår, når du tør slippe forventningerne og tager (velovervejede) chancer at eventyrene rigtig begynder at dukke op.

Og hvorfor er det så vigtigt med eventyr?

Eventyr er så utrolig vigtigt i min verden, fordi livet er benhårdt og vi går så ufattelig mange ting igennem. Eventyret er det naive, uspolerede håb på, at du får et pusterum indimellem det hele. Et sted vi alle kan søge hen og give de strabadser vi gennemgår, mening.

Får det hele til at sparkle og glimte bare en anelse mere.

Fandt vi eventyret?

Vi havde en fantastisk rejse, og vi vendte hjem igen med bagagen propfyldt af eventyr og en anelse klogere på os selv og vores rejsevaner. Så ja, det gjorde vi.

Os tre, foran Marina Bay Sands. Taget fra Gardens by the Bay, Singapore
Os tre, foran Marina Bay Sands. Taget fra Gardens by the Bay, Singapore

Hvad mener du? Er eventyret vigtigt i dit liv?

 

 

Privacy Preference Center