Verdens mest stille (men hyggelige) storby – Göteborg

Göteborg, Sverige
Göteborg, Sverige
Her er en sjælden perle: den skandinaviske storby, der kan mere end de fleste. Göteborg er smuk, autentisk og så er den stille... helt stille.

Når jeg tænker på storbyer er det for det meste forbundet med støj, mange mennesker og masser af traffik. Gerne lidt kaotisk, lidt for meget og også en smule hårdt at befinde sig i over længere tid. Men her er byen, som formår at skabe helt andre billeder. Her er byen der får mig til at føle ro, lys, luft og hygge.

Når jeg får brug for at komme lidt væk hjemmefra sammen med min familie, er det som regel fordi jeg er nysgerrig og elsker at opleve nye steder rundt omkring i verden. Men jeg behøver ikke altid at rejse hele jorden rundt, for at få stillet min nysgerrighed.

Nogle gange ligger nogle af jordklodens bedste oplevelser lige foran næsen, i baghaven eller som her – i Göteborg, blot en sejltur fra Frederikshavn over Kattegat.

Og what’s not to like når de to, jeg elsker aller højest i verden, er med mig til at gå på eventyr – i både kendte og ikke kendte dele af verden?

Der er grund til at stoppe op mange gange, når du er til fods i Göteborg
Der er grund til at stoppe op mange gange, når du er til fods i Göteborg

Hvad er typisk Göteborg?

Noget af det mest interessante ved at gå på eventyr i verden er, at møde forskellen på det jeg kender og det nye, jeg endnu ikke kender så godt.

Pippi huse: Fx er husene i Göteborg meget “svenske”. Mange af dem ligner de huse, jeg som barn så i Astrid Lindgrens historier. Farvede træhuse med udskæringer og sprossede vinduer. Men selvfølgelig et fint mix af nyt og gammelt, som i de fleste storbyer.

Sebastian og Peter foran et typisk, svensk byhus. Göteborg
Sebastian og Peter foran et typisk, svensk byhus. Göteborg

Ligestilling: Noget andet, vi begge to bemærkede, var de mange mænd, der gik rundt med barne- og klapvogne i gadebilledet. Gerne sammen med andre fædre – og deres børn. Det ser vi også i Danmark men på en eller anden måde var det meget tydeligt i gadebilledet i forhold til, hvad vi normalt ser herhjemme. Sverige har en stærk ligestillingsdebat, som vi også har herhjemme, men måske er de alligevel længere fremme, end vi er?

Himmel: Så er der lyset. Göteborg består af mange store brede gader og boulevarder, som giver luft og lys til byen. Derudover er der også de mange parker og havnen, der giver plads til at se højt på himlen og til at solen når ned til dig, mens du går rundt i byen.

Der er meget at kigge på i Göteborgs havn
Der er meget at kigge på i Göteborgs havn

Blomsterne: Da vi var i Göteborg (i starten af september), var byen fyldt med blomster – overalt. I parkerne, på broerne, på vejene, i blomsterkasserne, i vinduerne, foran hotellerne. Som havde Paris taget sine blomster med sig under armen og blandet sig med Göteborgs gadebillede.

Der er plads til at tage det roligt og slappe af på en god solorig søndag, Trädgårds Föreningen – Göteborg
Der er plads til at tage det roligt og slappe af på en god solorig søndag, Trädgårds Föreningen – Göteborg
Trädgårds Föreningen – Göteborg
Trädgårds Föreningen – Göteborg
Göteborg er fyldt med blomster – også i september
Göteborg er fyldt med blomster – også i september
Blomster overalt i Göteborg
Blomster overalt i Göteborg

Stilhed: Og så er der stilheden. Ja vist, Göteborg er med sine knap 550.000 indbyggere en storby, og den kan da også høres, men den er den mest stille storby, vi – Peter og jeg – har besøgt.

Store dele af biltrafikken er erstattet af sporvogne, som kører stille og roligt gennem byen i et roligt tempo. I stedet for spruttende bilmotorer og dyttende horn, hvisler sporvognene igennem på kryds og tværs og efterlader ikke meget mere end et lille vindsus, nedlagte skinner på vejen – og trådnettet i luften.

Göteborg, den stille by
Göteborg, den stille by

Haga

Vi kendte ikke til bydelen, da vi pludselig var midt i den – Haga. Ikke at forveksles med parken “Haga”, der ligger i Stockholm. Nej, bydelen Haga som ligger i Göteborg og som er et must for dig at besøge, næste gang du kommer til byen.

Hvorfor? Fordi Haga har noget unikt over sig. Haga er en af de ældste bydele i Göteborg og gågaden er prydet af gamle, karakteristiske og velrenoverede træhuse (dét, de kalder for “Landshövdingehuse“).

Den er bydelen, hvor du finder de små, hyggelige vintage butikker, caféer og delikatessebutikker.

Peter og Sebastian i Göteborg - Haga
Peter og Sebastian i Göteborg – Haga
Der er mange små delikatesse butikker i Haga, Göteborg
Der er mange små delikatesse butikker i Haga, Göteborg

Sebastian spottede med det sammen en helt rigtig legetøjsbutik. Du ved, sådan en som vi havde i “gamle dage”. En legebutik, hvor du kunne købe alle mulige sjove ting og sager, som ikke nødvendigvis har et “brand” bag sig.

Her kan du få svenske dalarheste, sjove figurer fra Astrid Lingrens karakterer, flotte svenske textiler (jo godt nok ikke helt legetøj, men til at sy til børn) med svenske motiver. Og ikke mindst LEGO, som jo er Sebastians store hobby. Og jo, de havde pakker (som altid, når vi er i udlandet), som vi endnu ikke har set herhjemme i Danmark.

Han brugte alle sine lommepenge på en LEGO pakke, som han skulle lege med, når vi kom tilbage til hotellet.

Sebastian brugte alle sine lommepenge i en legetøjsbutik i Haga, Göteborg
Sebastian brugte alle sine lommepenge i en legetøjsbutik i Haga, Göteborg

I Haga finder du adskillige caféer. Her har vi fundet én, hvor vi kunne sidde udenfor, i solen og nyde en øl. Caféen serverede udelukkende økologiske øl, hvilket bare gjorde det hele meget mere lækkert at nyde.

Jeg ved det godt. Vi er nemme. Peter og jeg. En øl i solen… vores dreng omkring os, hinanden og allerede nye eventyr rigere.

Men, hvad mere kan man ønske sig?

Vi fandt en plads i solen, på en café, der serverede økologisk øl. Haga - Göteborg.
Vi fandt en plads i solen, på en café, der serverede økologisk øl. Haga – Göteborg.

 Links

-> Haga, Göteborg

  Göteborg

Skrevet af
Mere fra Lise Kryger

Turen går til Bøgernes Verden

Anmeldelse: Bliv inspireret af hele verdens litteratur – og bliv opdateret inden...
Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *