Drømmen om Amerika

Her kommer fortællingen om en lille familie, der i starten af 70’erne valgte at rejse om på den anden side af jorden. Min familie, bestående af min far og mor og min bror og jeg på henholdsvis, 5 og 3 år.

Min far havde fået et stipendium til at tage sin PH D i analytisk kemi på universitetet i Lafayette, Indiana. Meningen var, at han skulle arbejde der i et år, mens min mor gik hjemme og min bror kom i skole og jeg i børnehave.

Det blev et år som kom til at betyde alt for os som familie, og for både min bror og jeg blev det et år, som vi kom til at referere til hele vores barndom og kimen til de første sprøde drømme om at følge vores nysgerrighed om at opleve verden blev sået. Alle drømme starter et sted, her startede rejsedrømmene for mig.

Når drømmen starter med en luksusliner over Atlanten

Det var ikke fordi vi var rige, at vi sejlede med luksusliner tværs over Atlanten. Tværtimod. Det var heller ikke fordi, der ikke gik nogle fly der passede os. Det var fordi min mor var rædselsslagen for at flyve og havde sat som betingelse for at tage med til USA, at vi sejlede til Amerika.

Rejsen startede derfor med tog til Frankrig, hvor vi steg om bord på den famøse luksusliner QE 2 i Cherbourg for at krydse det store ocean. Turen over Atlanten var uden storm og isbjerge, og der var swimmingpool og god mad i restauranten og en kahyt med koøje i.

Efter en uges tid stod vi op klokken 4, vi var ankommet til New York og var ved at indsejle til den store by. Disen hang tæt over New yorks mange broer og Manhattan gled forbi os, indhyllet i tæt tåge. Jeg tænker ofte, når jeg ser disse billeder, hvordan det mon har været for min far og mor at stå der på færgen med 2 små børn, et par kufferter og en ukendt fremtid, de gik i møde. Hvad mon der gik gennem dem af følelser og tanker?

Og hvad mon alle de mennesker, der gennem tiden er sejlet ind, netop her til New York, har følt? Frygt om alt det uvisse og nye blandet sammen med drømmen om Amerika. Drømte de om nye eventyr?

Rejsen over Atlanten var overstået. Min far og mor havde nået deres første destination, og de havde begge børn med sig endnu. Frygten om, at vi blev væk på den store båd eller faldt over bord havde fyldt en hel uge og kunne nu lette, hvilket jeg tydeligt kan se på dette billede, som blev taget, da vi gik fra borde på QE 2.

Foran os lå nu et døgn i New York, inden vi skulle videre med toget til Chicago, hvor gode venner stod og ventede på os.

Når drømmene pludselig bliver til virkelighed

Som ved de fleste rejser er transit til et nyt land ikke nem. Man er nået et stykke vej og selvom man ønsker at hvile ud, inden man skal videre, sidder næste rejse altid i baghovedet og minder én om at være på vagt og huske på, at man snart skal afsted igen.

Døgnet, vi skulle være i New York, har sikkert ikke været nem. Vi må have været trætte, og især os børn forstod sikkert ikke længden på vores rejse, og hvad vi havde foran os. Når man så samtidig befinder sig i en af verdens største byer, hvor det hvirvler rundt med mennesker, trafik og skyskrabere så høje, at man selv bliver bitte lille, ja så kræver det nok endnu mere at være familie på rejse.

Togturen gik gennem Pennsylvania, Ohio og op gennem Indiana til Chicago i en kupé med køjesenge i. Vi sad oppe hele natten og kiggede ud gennem togvinduet, spændte på alt det nye, vi så glide forbi ude i natten. Amerikanske byer, natur og flotte, amerikanske træhuse.

Når drømmen bliver til hverdag

Efter Chicago drog vi til vores by Lafayette, hvor vi fik en lejlighed at bo i. Som med alle drømme, der varer over tid, begyndte hverdagen nu også for os at tage over, vi skabte nye rutiner og alt det fremmede blev mere og mere normalt for os. Vi gjorde ting, som vi også ville gøre hjemme i Danmark. Og alligevel var der store forskelle.

Alt var nyt. Alt skulle prøves på ny for første gang. Vi fandt bl.a. vores daglige gang i de store supermarkeder, som vi dengang aldrig havde set så store før hjemme i Danmark. Vi gik i Eisner hver dag og tog indimellem bussen til SEARS og K-Mart. Alle havde de nye spændende ting, der endnu ikke var nået til Danmark. Og K-Mart var flot pyntet op til jul – også på en måde, vi endnu ikke oplevede i Danmark.

Min far startede på universitetet, Mads startede i skole og jeg begyndte i børnehave. Min mor var den, der sørgede for det hjemlige og samlede familien for at skabe ro midt i kaos.

Børnehave og skole

Dagene gik med skole og børnehave. Mads lærte at tale engelsk ret hurtigt. Jeg selv blev sprog forvirret og holdt nærmest op med at tale i flere måneder. Sproget kom dog tilbage og efter lidt pludder snak, begyndte jeg også at tale en blanding af dansk/engelsk.

Når man oplever intense episoder i sit liv, er vi på vagt. Vores instinkt leder efter farer og vi oplever vores oplevelser meget intenst. Derfor husker jeg en del fra min tid i børnehaven, men ikke ret meget fra min børnehavetid i Danmark (efter jeg kom hjem fra USA). Jeg kan genkalde stærke følelser og særlige situationer (formentlig hjulpet på vej af de billeder, jeg har fra episoden). Børnehaven var en svær tid for mig, men pædagogerne tog mig kærligt til sig, og jeg fandt da ud af det hen af vejen.

Når drømmen giver nye venner

Vi fik mange nye venner på det år, vi boede i USA. Min far og mor var begge opsøgende og blev også imødekommet af andre expats, som min far arbejdede med. Venskaberne var amerikanske, men de fik også venner fra andre lande. Mine forældre vedligeholdte mange af deres nye venskaber i mange år og besøgte også hinanden.

Mads fik mange gode venner i skolen, som jeg hægtede mig på i starten. Vi legede også lidt med de andre børn i swimmingpoolen. Lidt senere blev jeg modig nok til at opsøge nogle af de piger, som fandtes i boligkarreen, men ellers var jeg vist mest sammen med min familie.

Når drømmen kaster eventyr af sig

Vores år i USA gav os oplevelser, som vi aldrig ville have fået, hvis vi blot var blevet hjemme i trygge Danmark. Det blev oplevelser, som vi snakkede meget om i familien og stadig snakker om indimellem. Det var store spændende eventyr men også eventyr, der ikke var helt trygge – men alligevel spændende at berette om bagefter.

Nogle af de store eventyr var jo f.eks. at sejle over Atlanten, se Frihedsgudinden, mærke indlands varmen og fugtigheden i Lafayette, opleve ægte spøgelsesbyer (forladte byer) og isvintre, hvor alting blev indhyllet i is. Vi så også Indianapolis Motor Speedway – den kæmpestore racerbane, mødte amerikas oprindelige folk. Det var også oplevelser som at køre i Greyhound busser, flyve for første gang og se toge så lange, som vi aldrig havde oplevet dem før… der var så meget at opleve.

Derudover var der f.eks. også de spøjse oplevelser, som f.eks. dengang vi en vinterdag, lidt penge fattige sidst på måneden, fandt en 5$-seddel under isen og skyndte os at tage på Donuts, hvor vi brugte alle pengene på donuts.

Men der var også de lidt mere frygtsomme eventyr, som når Lafayette blev ramt af tornadoer, og vi måtte sidde ude under opgangens trappe, indtil faren drev over. Mine forældre havde altid en taske pakket med vores pas, lidt legetøj og slik, som vi tog med os indtil tornadoerne drev over. Vi oplevede hagl så store som golfkugler og en himmel, der blev helt grøn, inden tornadoen dukkede op. Engang oplevede vi en voldsom tornado, som bogstaveligt talt løftede et hus op fra jorden og satte det ned på den anden side af vejen. Det var i området, hvor Mads’ skolelærer boede. Det blev eventyr, jeg ofte fortalte levende om til mine veninder, selv mange år efter.

Der var også dengang jeg, efter en isstorm, gled på isen foran supermarkedet SEARS og fik hjernerystelse. Amerikanerne var ikke vant til at folk gik rundt på gaderne, som vi danskere gjorde, så de havde ikke skrabet isen væk. Da jeg begyndte at kaste op, fik SEARS fat i min fars finske ven, Heikihei, som lånte os sin bil, så vi kunne køre på skadestuen. På vejen blev vi stoppet af politiet (vi kan ikke længere huske, hvorfor), men da jeg begyndte at kaste op, lod de os heldigvis køre videre. På skadestuen ville de ikke tage imod mig, før vi havde betalt en masse penge. Det havde vi jo ikke, men så var det godt, vi kunne låne af Heikihei. Gode venner er gode at have, når man rejser ud i verden.

Når drømme styrker familien

Jeg husker tiden i USA, som om vi hurtigt blev integreret i det amerikanske liv. Vi havde en hverdag og et liv, som mange andre amerikanere havde. Vores netværk fungerede, og jeg oplevede Lafayette som min hjemby, mens vi var der. Vi havde ikke ret mange penge og måtte nogle gange kæmpe lidt hårdere, end vi nok ville have gjort herhjemme, fordi min mor ikke arbejdede.

Men fordi vi var rejst væk fra vores liv, familie og venner, holdt vi sammen, os fire. Jeg tror, at året i USA har været med til at skabe et stærkt fundament for vores familie. Et fundament, som jeg tror har styrket os op gennem min barndom. En følelse af, at vi holder sammen, uanset hvad.

Når drømmen koster

Men drømme kommer ikke gratis. Alting har en pris.

Når man rejser ud forlader man alt, hvad man har af trygge rammer hjemmefra. Vi havde ikke internet og mail og vi havde ikke råd til en telefon, så al kontakt hjem til Danmark foregik med brevpost og pakker. Vi savnede vores familie.

Selvom jeg kun var en lille pige, savnede jeg min mormor og farmor. Jeg savnede Mols, min farmors sommerhus, og ja, alt det trygge, jeg var rejst væk fra. Indimellem fik vi breve og vores familie sendte os også billeder hjemmefra Danmark, hvilket vi brugte rigtig meget tid på at snakke om og se. Vi optog ofte kassettebånd med snak og sange fra vores hverdag, som vi sendte hjem til Danmark. Nogle af afspilningerne har vi endnu – de er sjove at lytte til i dag.

Når drømmen får en ende

Men længslen efter familien hjemme i Danmark fik heldigvis en naturlig ende. Efter et år var min fars stipendium på universitet udløbet, og vi pakkede vores få ting sammen i kufferter og tog rejsen hjemad igen. Det var ikke en nem rejse hjem, vi stod igen med stor uvished og nye udfordringer med at tilpasse os et liv i Danmark.

Vi skulle jo egentlig have sejlet hjem igen, men da QE 2 i mellemtiden var brændt og endnu ikke restaureret, måtte vi med fly hjem.

Vi kørte med Greyhound bus fra Chicago til New York, hvor vi fløj med Jumbojet til Danmark. Her blev drømmen om at blive “jumbo mor” (stewardesse) født hos mig, og jeg følte mig i mange år overbevist om, at jeg skulle være stewardesse, når jeg blev voksen. Jeg fik dog andre drømme hen af vejen.

Vi var nu blevet et helt års erfaring rigere, og med os hjem til Danmark, havde vi fået nu en kuffert fyldt med oplevelser og eventyr. Eventyr, som vakte vores nysgerrighed på verden udenfor Danmark og en (til tider rastløs) længsel efter at opleve mere af verden. Eventyr, vi udelukkende havde fået, fordi mine forældre havde haft drømmen om Amerika – og fordi de fandt modet til at udleve drømmen.

Og se lige her, mit bevis på, at jeg allerede som 3½ årig kunne kalde mig for globetrotter.

25 år efter

I år 2000 vendte mine forældre tilbage til USA, denne gang for at bosætte sig i Louisville, Kentucky. Den første gang jeg besøgte dem, lejede vi en bil og kørte til Lafayette for at gense vores gamle hjem og område, som vi havde boet i 25 år forinden.

Her står vi foran vores gamle lejlighed. Alt lignede sig selv. Altanen, min bror og jeg havde leget på, vinduerne til opgangen, hvis trappe, vi gemte os under tornadoen og den udendørs trappe, vi hang ud på, når vi kom hjem fra swimmingpoolen. Alt så ud, som var vi lige rejst derfra. Vi genså skolen, børnehaven, shoppingcentrene og Burger King’en, der reddede os fra slunkne uger med 1$ burgere.

Duften var stadig den samme som dengang. Luftfugtigheden var stadig den samme. Tiden var nærmest gået i stå. Vi var som rejsende, der kom forbi fra fremtiden for at gense kulisserne til vores tidligere liv.  Alt stod klar og parat til, at vi kunne hoppe ind i dem og lege, at vi stadig boede der. Det var rørende at se, og jeg fik helt en klump i halsen.

I dag ved jeg, at området stadig findes. Indimellem tager jeg turen på Google Maps. Når jeg har ledt lidt dukker kulisserne op igen, og hvis går jeg ned i Street View, er jeg der næsten som på ny.

Drømmen om Amerika blev udlevet, men den er ikke færdig udlevet. Jeg ved jeg må tilbage. Ikke bare for at gense Lafayette men også for at opleve alle de andre spændende steder i USA. Se USA med nye øjne og ikke mindst med 45 års erfaring rigere. Men dejligt er det at tænke tilbage på. Et dejligt eventyr.

  Links

• QE 2’s officielle hjemmeside

Vores hjem i Lafayette, Indiana, USA