Kulturchok på Irian Jaya

Verdens næststørste ø er “Ny Guinea”. Den Indonesiske halvdel af øen hedder “Irian Jaya” og det er her mit eventyr finder sted en del år tilbage, nemlig i 1994.

Indtil omkring 1940 var 70% af øen mere eller mindre ukendt land, hvor der stadig fandtes kannibaler på øen. Faktisk, forlød det i starten af 2000’erne, at man havde fundet en ny, hidtil ukendt, stamme kannibaler.

Eventyret starter

Jeg havde rejst i cirka 3 måneder, da vi var på vej til Sentani på Irian Jaya. Jeg var meget spændte på, hvad Irian Jaya ville byde os. Dette skyldtes, at jeg i modsætning til andre steder, jeg havde rejst, slet ikke havde hørt noget om Irian Jaya fra andre rejsende.

Mine egne forventninger var meget blandede, for der var en sætning, som blev ved med at ligge i mit baghoved “Hvorfor er der ikke nogen, der har været der?”. På den anden side var jeg også vildt spændt på at besøge en ø, hvor der næsten aldrig kom turister.

Paradis på jorden?

Planen efter ankomsten i Sentani, var at flyve ind i landet til Wamena og senere tage på jungletrek sammen med de to andre, jeg rejste med. Flyveturen foregik i et meget lille fly, men turen var utrolig flot. Vi fløj mellem bjerge, over søer, over floder, over jungle og skove. Havde jeg ikke vidst bedre, havde jeg troet, det var paradis på jorden.

Næsten Indiana Jones

Da jeg var kommet til Wamena, var min første tanke “Hold da kæft, det er sku lige som at se Indiana Jones”. De indfødtes udseende var meget blandet, nogle gik i almindeligt tøj, andre gik med penisfutteral (et rør lavet af tørret græskar, der bruges af mændene som beklædning). Selveste byen, Wamena, virkede nærmest som en spøgelsesby. Der var næsten ingen mennesker på gaden, og det virkede i det hele taget meget tomt. Men efter at have fundet et sted at bo, og havde fået snakket med nogle af indbyggerne, tror jeg, at byen virkede tom, fordi befolkningen hovedsagelig boede i bjergene.

Trekking

Næste dag startede planlægningen af et 5 dages trek ind i junglen. Vi snakkede med en guide, som vi havde mødt dagen før og sammen hyrede vi nogle bærere til at hjælpe os med at bære mad og oppakning.

Vi startede trekket med at køre ind til foden af bjergene, og så startede vores trek for alvor. Det var en utrolig oplevelse bare at gå mellem bjergene – naturen var usædvanlig flot.

Da vi skulle krydse de første floder, begyndte jeg at overveje, om det nu også var en god ide at tage på dette trek. Broerne var godt nok lavet af missonærerne, som i øvrigt fandt Irian Jaya i 1936, problemet var bare at broerne så ud, som om de ikke var blevet vedligeholdt siden de var blevet bygget. Broerne var bygget i bedste Indiana Jones stil, og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at selv Indiana Jones han ville have lavet en brun plet i bukserne, efter at have krydset et par af de broer, vi krydsede.

Tættere på lokalbefolkningen

Det første sted vi overnattede, var hos en lærer. Det var en lærerig oplevelse, for den ældste af lærerens børn var ivrig efter at lære engelsk, og vi kom derfor tættere ind på deres hverdag.

Vi bemærkede at børnene ikke rigtigt havde noget legetøj. Det vakte derfor stor begejstring hos børnene, da vi begyndte at lave papirflyvere, og efter at de havde øvet sig, kunne de også selv producere deres egne papirfly.

Rotter

Da vi var nået frem til den stamme, vi skulle bo hos, skulle vi sove i en af de lokales hytter. På grund af højdene, som var ca. 2000 meter, var det en noget kold omgang. Men det var ikke vores eneste udfordring for at få vores nattesøvn. For vi havde også et andet problem – i form af rotter. Vi havde vores medbragte mad med, som vores bærere havde slæbt rundt på, det lå i samme hytte, som vi skulle overnatte i. Og hvor der er mad er der rotter! En nat, hvor jeg lå og sov ved siden af vores medbragte mad, vågnede jeg ved en rotte, der kravlede over min skulder og hoved. Ikke lige den slags kæledyr man har lyst til kravler rundt på en om natten, så det blev ikke til meget søvn den nat!

Grisefest

Vores guide havde arrangeret en ceremoni for os, med den stamme, vi boede hos. Ceremonien startede med en stammekrig (naturligvis et skuespil), hvor to stammer kæmpede mod hinanden uden at ramme. Efter stammekrigen fulgte en grisefest. Grisefesten startede med at grisen blev fanget, derefter var der to mænd, der holdt den op mellem sig, hvorefter grisen blev skudt med en pil. Det var starten på et festmåltid, hvor de fleste deltagerne i ceremonien var malede og klædt i deres traditionelle tøj. Maden bestod naturligvis af den gris, der lige var blevet skudt med en pil, og søde kartofler. De spiser faktisk søde kartofler altid, også når de holder fest.

Hvad var det bedste på rejsen?

Hvis man havde spurgt mig om, hvad jeg troede, der ville ske på denne rejse, tror jeg næppe, jeg ville have sagt, at jeg ville krydse vilde floder og holde fest sammen med de indfødte og sågar ex-kannibaler.

Dagen efter gik turen tilbage mod civilisationen, og jeg begyndte at tænke på at få et bad og noget rent tøj.

Er Indiana Jones eventyrene så derude?

Jeg vil sige, at de var der i 1994, det var et stort eventyr og meget anderledes, end hvad jeg havde oplevet før – og sådan set også efter. Jeg tror stadig, at det er muligt at finde Indiana Jones eventyrene, men der er helt sikkert færre af dem i dag, end der har været.

Og jeg kan godt tænke, at jagten på eventyrene er med til at “ødelægge” kulturen og områder, til fordel for masseturisme. F.eks. kan man i dag bestille en rejse ved et rejsebureau, der tager på eventyr i lige netop det område, jeg besøgte i 1994 – ikke nødvendigvis samme stamme, men samme område. Allerede i 1994 var der en snert af, at det kunne komme, bl.a. pga. den arrangerede stammekrig, der blev præget på os – men det var stadig i det meget spæde start dengang, og har helt sikkert forandret sig en del siden 1994. Uanset, om det er Irian Jaya, Borneos jungle eller en stillehavsø, så er tendensen, at når først det eventyrlige bliver opdaget, så er der andre, der også vil opleve det, hvilket så i sidste ende kan ødelægge et område til fordel for turismen.

  Her finder du Wamena, Irian Jaya, Indonesien