Der er noget helt særligt over de græske øer. Det første jeg kommer i tanker om er det krystalklare vand med kig til flere meters dybde. Det næste jeg tænker på er blæksprutter og fisk, der hænger til tørre på havnene, mens fiskerbåde bliver renset og måske får en frisk gang maling – og så er det øhopping! Øhop, hvor du rejser fra ø til ø og på den måde oplever øerne og havet i en skøn blanding af græsk stemning og sommer eventyr, der varmer dig langt ind i vinteren.
Vi har rejst i Grækenland af flere omgange. Første gang, jeg besøgte landet var en sommer, hvor vi havde stor trang til at stikke af fra det hele og give los på frihedsfølelsen og opleve Grækenland på, hvad vi mente måtte være den bedste måde at opleve landet på – nemlig ved at flyve til landet og så ellers rejse rundt mellem øerne.
Øhop i Grækenland
Vores tur gik derfor til Athen, hvor vi fløj direkte til Lesbos, hvorefter vi fløj videre til Santorini. Fra Santorini sejlede vi til Naxos, og til slut endte vi med at tage færgen fra Naxos og til Piræus, som er byen, du sejler til, når du vil til Athen via havet.
Vi var afsted i 3 uger og for at nå så meget som muligt, fløj vi rundt i starten. Der er omkring 6.000 græske øer, hvoraf blot et par hundrede af dem er beboede, og afstandene imellem dem kan være ganske store. Dog følte vi, at havet der forbandt øerne, manglede i vores måde at rejse på, og valgte derfor flyveturene fra og hoppede i stedet på færgerne.
At sejle mellem øerne, har vi aldrig fortrudt et sekund. Særligt rejsen fra Naxos til Piræus. Ruten var et sandet eventyr, da vi skulle sejle længe og derfor oplevede stemningerne på havnene, hver gang færgen lagde til en ø for at samle passagerer og fragt op.
Noget af det bedste ved at sejle er, når færgen lægger fra land og havnen, du rejser fra, forsvinde bag dig. Foran ligger eventyrene, og under dig oceaner af vand fyldt med fisk, blæksprutter, krabber og måske endda hajer og hvaler.
Det er svært ikke at nyde udsynet fra dækket, når man sejler blandt øer, som vi gjorde her, i det græske øhav. Udover at øerne, vi sejlede forbi, hver især havde noget særligt over sig, oplevede vi også fiskerne, der var ude i deres fiskerbåde for at fiske dagens fisk. Oplevelsen af Grækenland fuldbyrdes næsten endnu mere, når du får livet, der foregår på havet, med. Især de små græske træbåde er slet ikke til at stå for.
At sejle i det græske øhav er næsten altid lig med solskin og varme vinde. Stikker solen for meget, eller er vinden for heftig, har de fleste færger overdækkede stole og borde på dækket, du kan sidde ved. Vores færge var gammel og der var ikke så meget, vi kunne fornøje os med af kaffe og lækkerier, men vi havde heldigvis medbragt snacks og drikkevarer, til at holde os kørende det meste af dagen.
Den græske øhavs-stemning
Hvis jeg skal nævne én ting, som jeg virkelig husker og ofte drømmer mig tilbage til, fra vores tur til Grækenland, var det den stemning, der bredte sig ombord, da solen begyndte at gå ned og himlen blev oplyst af pastelfarver og blødte alle farver op i et blidt og kærligt lys. Det var som om vi alle faldt til ro, som om dagens oplevelser på havet var ved at slutte, og vi gjorde os klar til at tilbringe natten på havet. Men intet sluttede. Alting fortsatte.
Fra de blide pasteller gled solen helt ned bag bjergene og kastede sit lys op i de vildeste orange-røde nuancer og skabte disede silhuetter mellem dem. Stemningen, vi oplevede den aften i det græske øhav, er nærmest ubeskrivelig. Det var nærmest som at være med i en drøm, der gled forbi den støjende færge, der med sine tunge maskiner skubbede os stille og roligt gennem bølgerne og natten.
Når natten sænker sig på havet – og alting alligevel vågner
Vi havde bestilt en kahyt, vi kunne sove i. Den var lille, ubekvem og der er ikke meget at fortælle om den, andet end at den havde et lille vindue og at vores senge var i hver sin side, med en lille natlampe til. Men kahytten blev vores lille helle, vi trak os tilbage til indimellem, hvor vi læste, spillede kort og bare lå i hver sin køje og snakkede om, hvordan natten mon ville blive, og hvordan aftensmaden i kantinen var.
Aftensmaden i kantinen var ubeskrivelig uhumsk, dyr og smagte som at række tungen ud af vinduet. Men på en eller anden måde hørte det lidt de gamle færgers tid til og blev på en eller anden måde en naturlig oplevelse, som stod i kontrast til alt det smukke, vi ellers oplevede på turen.
Og natten…. ja, natten blev slet ikke som forventet.
Vi vidste jo godt, at færgen lagde til på de forskellige øer. Men vi havde på ingen måde forestillet os det liv og stemning, vi oplevede, hver gang det skete. De første gange var som altid spændende, fordi hver ø jo er forskellig, og det var dens havn også. At lægge til, uanset, om du går i land eller ej, er bare et eventyr i sig selv. Hvordan ser byen ud, og hvem skal med om bord? Det gav mange små afbræk i vores ellers lange sejltur, for hver gang vi nærmede os en ø, skyndte vi os op på dækket for at følge med i alt, hvad der foregik.
Selv sent om aftenen, skyndte vi os ud af vores kahyt for at komme op og følge med. På havnene sad de gamle mænd på deres plasticstole, mens de drak kaffe og diskuterede, nogle spillede brætspil – andre fulgte det hele med et vågent og rutineret blik.
På havnen blev vi tilskuere til personlige dramaer med jubel og knus, når familier blev samlet med glæde syn – eller til tårer og klump-i-halsen-vink, som gentog sig igen og igen, indtil familiemedlemmerne til sidst blev til små sorte prikker i horisonten, som vendte sig om for at tage hjem.
Om natten vågnede vi indimellem op ved at færgens maskiner standsede for at lægge til kaj. Vi kunne høre kraner, der løftede tunge paller med fragt og gods til og fra borde, mænd der kom med ordrer, fløjter, der blev fløjtet.
Det var ikke meget søvn, vi fik den nat, og da vi vågnede næste morgen, meget meget tidligt, skyndte os naturligvis op på dækket igen, rejse trætte, men for at se alt det nye, vi sejlede mod. Indsejlingen til Piræus var begyndt.
Indsejlingen til Piræus
Indsejlingen til Piræus om morgenen er noget af det smukkeste! Det har min far altid sagt til mig. Som ung knægt tog han ud for at sejle i Middelhavet og særligt indsejlingen til Piræus, stod ham stadig særligt tydeligt. Da vi tog til Grækenland, var han meget syg af lungekræft og hans ord føltes ekstra stærke, der midt i solopgangen.
Da jeg stod der på dækket, med solen lige imod mig, havets salte duft og de hvide huse på min højre side, kunne jeg kun give ham ret. Det var ikke mindre end magisk.
Derinde, på land, var det morgen, og sikkert masser af larm fra folk som jog afsted på arbejde, scootere og biler, der dyttede. Men der, midt på havet, var der stille. Selv færgens maskineri var næsten lydløs.
Piræus havn
Da vi nærmede os Piræus havn, ændrede den stille atmosfære sig til et larmende, sydeuropæisk havnesceneri. Piræus havn er ikke smuk eller idyllisk. Men en havn, vi ofte benævner, som en af de mest ægte havne, vi nogensinde er sejlet til. Og en af de største.
Havnen var fyldt med store både, kraner og store tykke tov, der lå over det hele. Overalt var der en mand i gang med at ordne noget vigtigt som at tøjre, tjære, bøde garn og navigere de rejsende rundt på kajen. Der lugtede krads af varm asfalt, salt hav, rådne fisk, varm tjære og motorolie. Vandet var stadig grønt, men det klare krystalklare vand var skiftet ud med tykke, lune bølger med drivende olie mønstre fra de store både.
Vi gik fra borde med vores rygsække, stavrede henover tykke tove og fandt vej gennem virvaret hen til toget, som førte os til Athen.
I toget stod vi pludselig i den travle by morgen, den, vi for få timer siden havde set ude fra havet. Eventyret havde ændret sin retning. Vi fulgte trop.
Nyttige links
- Interrail pass til de græske øer
- Sådan bestiller du biletter til de græske færger
- Sådan planlægger du øhop i Grækenland
- Direct Ferries
- aferry
Fra Naxos til Piræus
