Slesvig er en lille by, der ligger i den nordlige del af Tyskland. Selvom byen er populær for turister af flere grunde (særligt om sommeren), har vi aldrig rigtig tænkt på byen som udflugtssted. Men en dag, en kold og lidt mørk dag i februar, tog vi alligevel chancen og kørte derned.
Slesvig ligger ca. 45 km. fra den dansk/tyske grænse og ligger derfor ikke så lang væk fra, hvor vi bor. Turen derned i bil var et forsøg på at udforske, hvor meget mit ben kunne klare (døjer med CRPS i benet), samtidig med, at vi fik fornøjelsen af, at krydse grænsen for første gang i næsten 2 år.
Jeg klarede turen ok, omend med konsekvenser de næste dage. Men bare dét at komme lidt ud over danmarks grænser, fik os til at føle, at verden igen begyndte at åbne sig op – og drømmene om at rejse begyndte at vende tilbage.
Hvad kan du så opleve i Slesvig?
Der er ikke nogen tvivl om, at Slesvig er en by, du nok skal besøge om sommeren. Overalt i den gamle bydel, kunne vi fornemme, hvor smuk og livlig byen må være i solskin med blomster og grønne blade på træerne rundt om i byen. Ja faktisk, må den være ualmindelig idyllisk om sommeren. Men selv, hvis du besøger byen om vinteren, vil du kunne få lidt eventyr ud af byen.
Her får du en håndfuld grunde til, hvorfor du også bør overveje et mikroeventyr i Slesvig:
Den gamle bydel i Slesvig
Slesvig er ikke særligt stor. Der bor omkring 24.000 indbyggere, og når du kører ind i byen, fornemmer du hurtigt dens omfang og placering i området. Byen ligger inde i landet, men i bunden af en fjord, og har derfor også sin egen havn.
Denne februardag, gik vi efter at opleve den gamle bydel, og det har vi ikke fortrudt. Den gamle bydel er, selvom den ikke er så stor, meget hyggelig.
Gottorf Slot Museum
Inden vi drejede ind i Slesvig, kunne vi på vores højre side se, et meget fint og meget stort slot. Vi blev hurtigt enige om, at det måtte vi op og se nærmere på.
Det viste sig, at slottet var et museum, som har en lang og interessant historie, der strækker sig helt tilbage til det 12. århundrede, hvor det oprindeligt blev bygget som en borg.
Slottet blev i det 17. århundrede udvidet og ombygget for hertugerne af Gottorf. Det blev et vigtigt, kulturelt centrum og et samlingssted for mange berømte kunstværker, samlinger og videnskabelige opdagelser. Blandt de mest berømte videnskabsmænd, der arbejdede på Gottorf, var Tycho Brahe og hans assistent, Johannes Kepler.
I dag er slottet et, efter sigende, imponerende museum, der viser besøgende omfattende kunst- og kulturarv fra regionen. Museet er opdelt i flere sektioner, herunder en kunst- og kulturhistorisk samling, en arkæologisk samling og en naturhistorisk samling.
Slottet var lukket den dag, vi var der, så vi kom ikke ind og oplevede museet, men det så flot ud udefra.
Rådhuset og Gråkloster
I den gamle bydel af Slesvig, finder du (ikke overraskende) byens Rådhus. Hvad der til gengæld overraskede os var, at rådhuset stod klinet op af et middelalderligt kloster, Gråkloster. Gråkloster blev opført i 1232, og skulle oprindeligt være bygget som en gammel kongsgård, af Valdemar Sejr og hertug Abel.
Klosteret blev under reformationen overtaget af byen og i stedet indrettet som rådhus – derfor sammenkoblingen. Flot og spændende udefra – og formentlig også et besøg værd indefra.
Sct. Petri domkirke
En af de mest bemærkelsesværdige bygninger, vi lagde mærke til, da vi kom til Slesvig, var Sct. Petri Domkirkens. Sct. Petri domkirke ligger på en bakke med udsigt ud over byen. Kirkens klokketårn rager højt mod himlen og kan ses langt væk. Selve domkirken er helt sikkert et besøg værd.
Domkirken har en lang og rig historie, som rækker helt tilbage til det 11. århundrede, hvor den blev grundlagt af den danske konge, Svend Estridsen. De mange ombygninger, gennem de sidste århundreder, har skabt en unik blanding af stilarter og arkitektur i kirken, hvilket vakte følelser om alle de historiske skæbner, den har rummet gennem tiden.
Kirken er også kendt for sine mange kunstværker og udsmykninger, historiske grave og monumenter, bl.a. gravene af flere danske og tyske konger og dronninger. Blandt de mest kendte er gravene for kong Christian III og hans dronning, Dorothea, der regerede over Danmark og Norge i det 16. århundrede.
Hvor skal du spise?
På vores tur rundt i den gamle bydel i Slesvig, kunne vi se, at der var flere restauranter og caféer. Desværre havde de alle lukket i vinterperioden, men vi fandt heldigvis en lækker restaurant, hvor vi fik en skøn frokost.
Restauranten, Restaurant Luzifer, lå lidt uden for den gamle bydel, på vejen ud mod slottet. Restauranten ligger i, hvad der ligner, en gammelt produktionsbygning, og med de store bryggerkar inde i restauranten, formoder vi, at det har fungeret som bryggeri. Vi har ikke kunnet finde ret mange oplysninger om restauranten, men det er helt sikkert stedet, vi vil spise, næste gang vi besøger byen.
Restaurant Lucifer
Andre seværdigheder
Slesvig ligger kun 45 km fra den dansk/tyske grænse og gør byen til et nemt udflugtsmål. Derudover ligger byen også tæt på andre populære destinationer i det nordlige Tyskland, såsom, Sild og Flensborg. Byen kan derfor nemt bruges som et godt udgangspunkt, hvis du har en større rejseplan i området.
Samlet set kan Slesvig altså noget: Du kan sagtens få et lille mikroeventyr og få en lille en på opleveren. Det gjorde vi, også selvom vi besøgte den en kold og lidt mørk,februar dag.
God tur.