Anmeldelse af Politikens Turen går til "Europas smukkeste vandreruter"

Kender du det, at du har brug for nye veje og ruter at gå? Og kender du det at tanker og følelser skal ned i kroppen og kanaliseres ude i fysiske trin? Og drømmer du om at vandre nye steder, du aldrig har været før? Men, hvor skal du vandre? Her er bogen, der viser dig europas smukkeste vandreruter!

Peter og jeg har talt om det mange gange. Om at vandre. Vi går også meget i det daglige. Og i weekenderne. Vi tager gerne bilen tværs over Danmark bare for at gå nye, smukke ruter. Vi taler så godt sammen, når vi går. Det er som om, vi alle 3 vågner op, slipper tanker og bekymringer og kommer ned i kroppen for bare at være til for en stund.

Det er lige netop dét, vi ønsker at forfølge. Aktivt at tage skridtene, der bevæger os frem og ud i verden. At rejse aktivt og samtidig føle fred i sjælen. Midt i naturen. Midt i Europa. Midt i livet.

Og de små ture er jo nemme at tage – også selvom, du vælger at køre langt for at gå dem. Det er de lidt længere ture, vandreruterne, dem man måske bruger flere dage på at tage og som måske kræver overnatning og god planlægning for at tage, vi mangler kendskab til. Vi havde (har stadig) mange spørgsmål om det at vandre og nogle af svarene, finder vi i bogen “Europas smukkeste vandreruter”.

Spørgsmål som f.eks.: Hvor er der smukt at vandre, hvis vi skulle starte et sted i Europa? Eller, hvor lange er ruterne, vi indimellem snakker om at gå? Og er ruterne noget for os som familie?

Europas smukkeste vandreruter er bogen, der

  1. giver dig et overblik over, hvor du finder de 39 smukkeste vandreruter i Europa. Hvilket er virkelig tillokkende madding for nybegyndere i vandring som os. For er det ikke vildt tillokkende at gå efter de smukkeste ruter, når nu det endelig skal være?
  2. vandreruter, der strækker sig lige fra et par dage til flere uger. Hvilket giver mig håb for at kunne være med som nybegynder og med en 10-årig knægt i hånden.
  3. vandreruter, skiltede og ikke skiltede. For dem, som har brug for vejledning men også elsker at stikke af fra det hele indimellem.

“Europas smukkeste vandreruter” er en guide, der beskriver vandreruter med kort og praktiske tips. Ruterne i bogen strækker sig lige fra lettere “spadsereture” til mere ekstreme ruter. Hver rute er angivet med forskellige sværhedsgrader så du kan forholde dig til om du har det, ruten kræver. Sværhedsgraderne er beskrevet ud fra om de er: teknisk lette/svære, overnatningsmuligheder, udstyr, medicin og børn.

Udover at “Europas smukkeste vandreruter” er tæt spækket med flotte og lokkende billeder fra ruterne, er bogen også sat op praktisk og nemt overskuelig. Du finder nemt rundt i den og kan derfor bruge den som et opslagsværk, der med sine til tider sværmeriske og sanserige tekster, forfører dig ud i fremtidige vandredrømme.

Og hvilken smuk vandrerute er så noget for os som familie?

Uha, jeg startede vist ud det helt forkerte sted! Vi har jo et dybt og efterhånden mangeårigt kærlighedsforhold til Korsika. Så hvad var mere nærliggende end at undersøge ruten, der er beskrevet på Korsika? Udover at min længsel til denne ø blev vakt af teksterne og billederne måtte jeg desværre sande, at jeg havde valgt en af europas sværeste trails.

Smerten ved denne indsigt gik dog hurtigt over da jeg ved, at Korsika har ekstremt mange, smukke vandreruter, vi som familie kan tage (og også har gjort os i). Men hvilken vandrerute kunne så, i følge bogen, være vores første vandrerute?

Når jeg kigger i bogen, går jeg i første omgang efter de dage, ruterne er angivet til at tage. Som familie og nybegyndere i at vandre, vil vi gerne tage det stille og roligt og helst ikke over for mange dage.

Af ruter, der varer max 5 dage, finder jeg ca. 4 ruter, som man kan gå i henholdsvis: Finland (82 km), Polen & Slovakiet (80 km) og 2 ruter i Italien (Cinque Terre: 5-40 km og Sardinien 76 km).

Så hvilke af disse kommer så på førstepladsen – i forhold til vores forhold, kondition og erfaring?

  1. eliminering: Polen (Tatrabjergene), da det kræver god kondition til trekking i moderat til krævende til dels i alpint terræn.
  2. eliminering: Sardinien, da der står at terrænet ikke er helt ufarligt og til tider både glat, stejlt, ujævnt med mange skarpe sten og der mangler ofte markeringer af ruten.

Tilbage står 2 fantastiske vandreruter, jeg godt kunne se vores lille familie vandre! Den ene er vandreruten i Finland, Oulanka Nationalpark og den anden er kystruten i Italien, Cinque Terre! Meget interessante forslag – og ikke mindst inspiration til, hvad der ellers ligger i vente med større erfaring, snarlig teenager og en forbedret kondition.

Europas smukkeste vandreruter, hvor begynder turen?

Så nu har jeg taget de første skridt… så må vi jo se, hvornår de næste tages – og ikke mindst hvor. I hvert fald, er der sået nye frø til nye eventyr.

What else to like, på en kold og mørk novemberdag? I like…

Bogen er en del af Politikens serier “Turen går til…”, denne gang gennem Europas smukkeste vandreruter.

Forfatter: Gerhard von Kapff & Andrea Lammert
Bog: 272 sider
Format: Coffietable format
Forlag: Politikens Forlag
Publiceret i 2019