Indeholder reklame

Kom med os til Bastia – byen, der ligger mellem de Korsikanske bjerge og havet – og byen, der nægter at sælge sin sjæl for at behage turisterne!

Det er ikke sikkert, du opdager det lige med det samme. Måske kommer du til Bastia med færge og skynder dig hastigt videre og ser først byen igen den dag, du forlader øen igen og står på færgen og kigger ind mod land.

Det kan også være, at du besøger Bastia, mens du er på øen for at shoppe, spise, eller fordi du mangler noget til din ophold på øen. Måske, vælger du endda slet ikke at bruge tid på byen overhovedet. Og så opdager du det heller ikke.

Men det er så ærgerligt, hvis du ikke opdager dét. Hvor fantastisk stemningsfuld byen egentligt er.

Vi opdagede det heller ikke lige med det samme. Vi har besøgt byen mange mange gange, hvor vi har shoppet og spist der, og travet frem og tilbage med vores søn, både da han var 3, 6, 9 og 12 år for at finde et lille stykke legetøj til ham. Og vi har stået på færgerne og kigget spændt ind mod byen ved ankomst og med vemodighed set ind mod byen, da vi skulle sejle fra øen igen.

Vi så Bastia, men vi opdagede den ikke rigtigt, før vi denne gang tog os tiden til at “se” og gå på opdagelse i den. Og da var det, at vi endte med at falde pladask for byen og blev forelskede i den – sådan helt op over begge ører.

Her er hvad vi faldt for og hvad vi anbefaler dig at gå efter, næste gang du besøger Bastia.

Oplev hjertet i Bastia – Citadelle de Bastia

Det er ikke uden grund, at vi vælger at kalde denne gamle bydel for Bastias hjerte, for det var her, det hele startede – og ikke mindst hér, at byens smukke, gamle kvarter i dag skaber grobund for byens puls.

Det er her, i citadellet, byen har slået sine første rødder og det fornemmes tydeligt at beliggenheden for foden af bjergene, med udsigt over havets farer, dengang har givet byens beboere et trygt og stærkt strategisk leje.

Inde i citadelllet i Bastia, kan du sidde ved en af fortovscafeerne og få en frokost eller lidt at drikke - og med flot udsigt.

Så snart du kommer ind gennem citadellets enorme bymure, åbner der sig et andet liv og en helt anden stemning, end bylivet uden for murene. Citadellets høje tykke mure, som eftergiver plads til udsigter ud over havet, har formået at skabe en ro, uden at du føler dig fanget og indelukket.

Citadellet emmer af historie og det er tydeligt, hvordan byen er blevet præget af datidens tilflyttere fra Genova. Det ses tydeligt i den måde, husene er bygget på – høje, firkantede og pastelfarvede, og de smalle gyder mellem dem.

Hvis du, som os, entrer bymuren ved Palazzu di i Guvernadori (Guvernørernes Palads), kommer du ud på en plads med restauranter og cafeer med en maritim atmosfære blandet med italienske nuancer, som drager og lokker dig indenfor i gyderne. Udsigten ud over det toscanske øhav er uovertruffen smuk. Glæd dig!

Cafeerne her ligger ved den smukke plads Palazzu di i Guvernadori

Citadellet, den middelalderlige fæstning, blev grundlagt i 1380 af den genovesiske guvernør Leonello Lomellini, som valgte at bosætte sig her. Med tiden udvidede byen sig rundt om til dét, vi idag kender som Bastia.

Lygterne i Bastia er fine og smukke op mod de gamle huse.

Husene ved de smalle gader, inden for bymuren, er badet i pasteller og du kan finde små butikker og et par cafeer og restauranter, men ellers virker bydelen meget rolig og ægte.

Den gamle bydel er fyldt med smalle gyder og smukke Genova inspirerede huse
Der er smukt, der i den gamle bydel i Bastia. Her kommer Sebastian og Lise gående i en af dens smalle gader.

Le Palais des Gouverneurs (Guvernørernes Palads)

Det første syn, der mødte os, da vi kom igennem den store (og meget høje) bymur, var Palazzu di i Guvernadori, Guvernørernes Palads, som tårnede sig op på vores venstre side af den store åbne plads med cafeer.

Palazzu di i Guvernadori - tidligere guvernørernes palads, fængsel og barak - nu museum

Paladset blev opført i guvernør Leonello Lomellinis tid, da genoveserne ved deres ankomst til øen følte et behov for at beskytte Bastia mod invasioner, der kom fra havet. De begyndte da at bygge en bastiglia (voldgrav) og et citadel – det som i dag udgør citadellet, den gamle bydel i Bastia.

Guvernøernes palads var dengang sæde for den genovesiske magt i 1400-tallet indtil den franske erobring i 1768.

Guvernørernes palads har gennem tiderne fungeret som både fængsel og militær kaserne, og har siden begyndelsen af det 20. århundrede til i dag fungeret som museum. Paladset blev renoveret efter bombningerne under 2. verdenskrig.

Palazzu di i Guvernadori - tidligere guvernørernes palads - nu museum

Saint Marie Cathedral

Midt i citadellets smalle gyder gik vi nærmest lige ind i siden på den store katedral Saint Maria Assunta. Peter og Sebastian var inde i kirken, mens jeg var meget optaget af at fotografere de helt utroligt smukke gyder, den lå placeret midt i.

Katedralen Saint Maria Assunta er bygget i årene 1604-1619. Den store katedral huser en ekstraordinær processions statue af sølvjomfruen dateret fra 1852, som bæres under optoget i byens gader hver 15. august.

Katedralens indgang ligger ud til en lille plads/gade foran og er hvid og flot dekoreret. På billedet herunder, anes den hvide front (ved hjørnet af den venstre bygning).

Den store katedral Santa Maria Assunta i Bastia set fra siden af.

Oplev Romieu Garden

Fra den gamle havn i Bastia op mod citadellet, kommer du igennem Romieu Garden. Romieu Garden er en flot anlagt grøn have, som ligger lige udenfor bymuren og ned langs skråningen. Der går en lang og stejl trappe op og som svinger sig mellem grønne områder, smukke bygninger og ikke mindst smukke udsigter ud over havet.

Sebastian og Peter har en lille leg, hver gang vi er ude at rejse, som går ud på at udfordre hinanden ved at løbe op af trapperne. Det gjorde de også her. Jeg undskyldte mig med de mange spændende spots, jeg skulle fotografere. Til gengæld fik de så også retten til at være forpustede.

Sebastian løber op af trappen ved Giardinu Romieu, Bastia

Oplev den korsikanske ånd i Bastias gamle havn

Den egentlige grund til at vi valgte at bruge endnu mere tid på Bastia var, at vi aldrig havde oplevet den gamle havn. Det var, da vi gik ud mod denne, at vi pludselig opdagede Bastia åbne sig op og vise os sit bankende hjerte. Hvordan kunne vi misse denne del af byen? Vi forstår det slet ikke. Vi kan ikke andet end at lade det stå hen i det uvisse, det vigtige er jo, at vi opdagede, hvor vidunderlig Bastia er, hvor charmerende den er – og at vi faldt pladask for den.

Bastias lystbådehavn i den gamle bydel

Den gamle havn ligger for foden af citadellet og er omkranset af gamle (meget slidte) huse i toscansk stil. Når du går rundt om havnen kan du se de farverige huse spejle sig i havnens vand og der er en skøn og rolig stemning, som selv de tungeste regnbyger, der drev ind fra bjergene den dag, ikke kunne tage fra os.

Og selvom regndråberne begyndte at falde hen over hovederne på os gjorde det ikke spor – vi fortrak blot ind på en af havnens mange cafeer og fik os lidt at drikke. Her sad vi og skuttede os lidt, mens vi studerede korsikanerne, i deres daglige konversationer rundt omkring os.

Et af fyrtårnene, som hilser dig velkommen, når du sejler ind i Bastias lystbådehavn

Der er bare noget over havne. Det er altid her, vi orienterer os bedst, hvis vi skal finde rundt i en by. Det er også her alle duftene og drømmene vækkes. Og det er på havnene du kan opleve landets ægte skønhed, og kan mærke lokalbefolkningen… og nogle gange, kan du være så heldig at mærke en autencitet, som går lige i hjertet og brænder sig fast.

Jeg tror det var det, vi alle mærkede her i Bastias gamle havn, ægte korsikansk ro og stolthed.

Manden ser ud til at nyde dagen og livet her ved Bastias lystbådehavn

Fejr sommersolhverv på L’église Saint Jean Baptiste

Det er ikke kun de gamle smukke huse, der spejler sig i Bastias gamle havn, det gør kirken L’église Saint Jean Baptiste også. Og denne kirke er i mine øjne ikke en hvilken som helst kirke men en kirke, der omkring vores egen Sankt Hans tid (23. juni) dyrker en lidt hedensk tradition som skulle være genopblusset her. Kirken fejrer simpelthen sommersolhverv og deres “Saint Johns ferie” med bål.

Derfor vil du d. 23. juni kunne opleve, at de tænder et kæmpe bål under voldene på citadellet, i den gamle havn. Og det skulle, siges der, have regenerative egenskaber, hvis du tager din første svømmetur i havet i denne ferie. Den 24. juni, dagen på helligdagen, afløser messerne hinanden med lyden af ​​klokkespillet fra kirken, og du kan opleve et natoptog i byens ældste kvarter. Det lyder da eventyrligt, ik?

Ghjesgia San Ghjuvà Kirken ses tydeligt nede fra Bastias lystbådehavn

Napoleon Street

Napoleon Street er nok den gade, vi kender bedst fra Bastia og som vi har oplevet hver gang, vi har besøgt byen. Gågaden er hyggelig og fyldt med butikker, du kan shoppe alverdens ting og sager i. Her finder du alt lige fra de helt store brands men også de små, hyggelige kunsthåndværkere, bogbutikker og butikker med lokale produkter, der giver gaden en hyggelig stemning.

Nogle af sidevejene ligger dejligt i skygge af gadens træer, som skaber både charme og hygge rundt om deres cafeer og restauranter.

Hoteller i Bastia (reklame)

Booking.com

Saint Nicolas Square

Saint Nicolas Square er en kæmpe plads, der går parallelt mellem færgehavnen og Napoleon Street. Pladsen er kæmpe stor og åben og omkranses af en allé af 100-årige gamle platantræer, hvorunder du, i den ene side af pladsen, finder en lang række af hyggelige cafeer og restauranter.

Place Saint Nicolas, den store plads, der ligger ned til færgelejet, men som er fyldt med caffeer inde under alleen.

Pladsen inviterer ofte til flere events året rundt som f.eks. koncerter og skøjtebane om vinteren, messer og markeder. Hver søndag afholdes der marked på pladsen, så notér dig det – vi har desværre glemt det hver eneste gang, vi har besøgt Korsika. Til gengæld har Sebastian ofte leget på den lille legeplads… det er han jo så vokset fra nu.

Statuen Napoléon Bonaparte Place Saint Nicolas

Som skrevet, ligger pladsen tæt på færgehavnen. Det er for mig et sted, der rummer mange følelser. Det både vækker minder om den glæde jeg har følt, når vi kom sejlende til byen og spændte (og trætte) stod på dækket og så ind mod vores elskede vilde ø og så en spændende ferie ligge foran os… men også vemod med de gange, vi har måtte forlade øen – og altid – ALT for tidligt.

Der går mange færger til Korsika. Her er det en af Corsica-ferries som ligger i havnen.

Bastia tog os med storm og vi glæder os allerede til at komme tilbage igen. Både Bastia og Korsika har så meget at give! Hver gang vi plukker et eventyr, dukker der et nyt op rundt om hjørnet. Sådan er der bare nogen steder. Kender du også sådan et sted i verden?

Hvad mangler vi at opleve i Bastia?

Lad os endelig vide, hvis du ligger inde med et tip til, hvad vi mangler at se i Bastia. Skriv gerne i kommentarfeltet herunder. Vi vil elske at høre fra dig.

  Her finder du Bastia