Findes der noget bedre end at plukke brombær på en varm sensommerdag? I vores lille familie er det en af de bedste dage på året – og én af dem vi ofte refererer til i vores snakke. For det er noget helt særligt at plukke brombær, både fordi vi er sammen som familie, men også fordi vi befinder os sammen i (ofte) meget smuk natur. Sensommerdage kan nemlig noget helt særligt, solen står lidt lavere på himlen, luften er ofte mere mild og rund end om foråret, og ja, så er begivenheden næsten som en sløjfe, der lukker sommeren af på den mest varme og hyggelige måde.
Hvor finder du vilde brombær?
Vi har brombær i haven og tæt på hvor vi bor, men ofte (og allerhelst) kører vi til Mols, hvor vi kan finde vilde brombær, som smager himmelsk.
Men har du ikke brombær i haven eller bor tæt på Mols, så fortvivl ikke! Du kan sagtens finde vilde brombær alligevel. Brombær vokser nemlig vildt mange steder i Danmark! Nogle brombærsorter kan du finde på tørre områder hvor der er meget sol – f.eks. ved skovbryn, krat, ved hegn og strandområder. Andre brombærsorter lever godt i mere fugtige områder. Så det gælder bare om at komme ud i naturen på den rette årstid.
Men hvornår kan du så plukke dine brombær?
Brombær blomstrer med dens fine, hvide blomster i juni-august, og du kan allerede være heldig at plukke de første brombær sidst i august. Herefter kan du plukke dem i september måned og en sjældent gang helt ind i oktober.
Tips til at plukke brombær
Brombær har mange torne på sig, og du kan nemt blive godt forrevet i din jagt på de bedste brombær. Husk derfor at tage gode sko (ikke klip-klapper) på, langærmede bukser og trøjer, så du undgår de værste skrammer. Plukker du brombær med børn, kan det være en god ide at tage lidt plaster med, så det at plukke brombær forbliver en god oplevelse for alle.
Brombærene er bedst, når de er helt blanke og sorte og nemt kan tages af stilken. Er de stadig lidt røde i det, er de endnu ikke helt modne.
Det er også en rigtig god ide at tage en kurv med til at opbevare de nyplukkede brombær i. Du kan også anvende skåle, gerne nogle der er brede i det, så bærene ikke bliver most eller smattede på hjemturen.
Generelle regler om at plukke brombær
Så længe du befinder dig i statslige skove, må du plukke brombær til eget forbrug overalt (ca. så meget, du kan fylde i en bærepose), men befinder du dig i en privatejet skov, må du kun plukke de bær, du kan nå fra stier og veje. Vær dog opmærksom på om brombærene er blevet udsat for bilers udstødningsgasser eller sprøjtegift fra evt. marker.
Sådan bruger du dine plukkede brombær
Dine brombær kan spises lige fra busken, men de kan også gemmes i nogle få dage. Brombær kan bruges i bagværk – f.eks. tærter og muffins, du kan lave smoothies af dem, eller du kan sylte dem til syltetøj. Hvis du har plukket brombærblade også, kan du tørre og anvende dem som te. Knuser du brombærbladene inden du hælder kogende vand over, spredes deres aroma bedre i teen. Og så er brombær jo også fantastiske på en varm pandekage.
De brombær du ikke bruger, kan du fryse ned – helst med det samme. Du kan undgå at brombærene fryses sammen til én stor klump ved at du spreder dem ud på en plade og fryser i et døgns tid (kræver dog lidt plads i fryseren). Efter et døgns tid kan du så samle dem i en pose og fryse dem, uden at de klumper.
Når du plukker brombær i Nationalpark Mols Bjerge
Når du tager til Nationalpark Mols Bjerge for at plukke brombær, kan du finde de bedste brombær, som ikke er fyldt med trafik-os eller anden forurening. Kommer du på et godt tidspunkt kan brombærene være store, fyldige og fyldt med smag, særligt de første brombær i sæsonen. En god ide er dog at bevæge dig væk fra vejene, da sandstøv fra vejene, kan lægge sig som et lag på bærene.
Det er nok mere reglen end undtagelsen at vi oplever at komme tæt på dyr, når vi befinder os i Mols bjerge, da vilde heste, kvæg og får græsser rundt om i bakkerne. Nogle af dem går også rundt der, hvor vi ønsker at plukke vores brombær. Nogle gange kan det godt være lidt skræmmende med de store køer (særligt tyrene), men vi holder os i behørigt afstand og forsøger at gøre os så ubemærkede som muligt.
Som barn rendte jeg ofte rundt i bakkerne i bare tæer. Det er min mor nok glad for, at hun ikke vidste dengang. Der findes hugorme på Mols, men det er meget få gange, jeg er stødt ind i én. Dog vil jeg gerne have sko på i dag, især fordi jeg bedre kan gå langt med sko, men de er også beskyttende når jeg plukker brombær, eller vandrer i områder, hvor der ligger kogler og sten.
Der er altid noget at opleve på af både store og små eventyr i naturen. At plukke brombær en sensommerdag på Mols er helt sikkert en af dem. God fornøjelse.
Links, du kan få brug for
- Vandrestier i Mols Bjerge
- Mols Bjerge: Brochurer og digitale guides
- Hvad må jeg i naturen?
- Rewilding Mols
Her finder du Nationalpark Mols Bjerge