Sommeren 2018 – vi sidder i bilen og er på vej til Genova fra Bergheim, Frankrig, nærmere betegnet på motorvejen i Schweiz. Turen havde gået nogenlunde efter planen, so far, ingen problemer og ingen længere køer. Vi havde kørt i god tid fra Bergheim og alt tegnede på at vi ville ankomme til Genova tidligt, så vi ville få en god lang aften til at nyde byen i. De planer blev dog hurtigt skudt i sænk. Turen gik pludselig ikke længere efter planen…
Bedst som vi kom kørende midt i motorvejes yderspor, lød der pludselig en mærkelig lyd fra bilen, som med et hoppede og dansede. Vores første tanke, var at vejen måtte være helt ekstrem dårlig pga. vejarbejde. Efter få sekunder gik det op for os, at der måtte være noget andet og værre galt end det. Vores højre bagdæk var ikke bare punkteret, nej – det var eksploderet. Fuck!!! Og ikke bare var bilens dæk eksploderet, vi befandt os midt på en stærkt trafikeret vej, hvor der praktisk taget ingen nødspor var. Hvad gør du så?
Hvad vi gjorde, da uheldet var ude
Vores uheld skete det mest upraktiske sted på hele ruten mellem Bergheim og Genova – og jeg må indrømme at min første tanke var: FUCK! Hvad nu! Heldigvis, slog hjernen hurtigt over i survival-mode og min hjerne tog heldigvis hurtige og fornuftige beslutninger. Jeg tændte katastrofeblinket og navigerede bilen ind i rabatten. Pga vejarbejde, var der ikke noget nødspor i højre side men kun et smalt nødspor i yderrabatten.
Ydersporet var på denne strækning meget smallere end den normalt ville være pga. vejarbejde. Og nu hvor bilen holdte i ydersporet betød det at ydersporet blev endnu smallere for de biler, der stadig susede forbi på motorvejen. Udover dette betød det smalle nødspor, at der ikke var sikkert for os at komme ud af bilen. Gik vi ud, ville vi stå midt på motorvejen med bilerne susende tæt på os fra begge sider. Så var det mere sikkert for os at blive inde i bilen, også selvom bilerne susede forbi med ca. en halv meters afstand.
Vi besluttede derfor at Lise og Sebastian skulle blive inde i bilen, mens jeg gik ud med trekanten. Lise sikrede at Sebastian kom så langt væk fra bilerne som muligt ved at flytte al bagagen, så han kunne få plads i venstre side (væk fra bilerne, der jo susede tæt forbi). Jeg gik efterfølgende ud og satte vores advarselstrekant op, men det var alt andet end rart. Det føltes som at gå på overhalingssporet på en stærkt trafikeret motortrafikvej. Bilerne susede lige forbi mig på begge sider og vi kunne se at flere af bilerne i vores bane var ved at køre galt, fordi de blev klemt mellem os og lastbilerne. Meget ubehageligt.
Pga af det smalle nødspor, var det alt for farligt at skifte dæk selv. Vi ringede derfor til Falck, for at få dem til komme ud og hjælpe os. Heldigvis var Falck og det schweiziske autohjælp yderst effektive. Falck estimerede, at det schweiziske autohjælp ville være fremme hos i løbet af ca. 20 minutter. 21 minutter senere, trillede der autohjælp ind foran vores bil! Hvor tit oplever man lige den slags rettidighed?
Autohjælpmanden kom dog ikke ud af sin bil og vi begyndte at undre os efter lidt tid. Efter 10 minutter kom han ud og forklarede, at han først måtte tilkalde politiet. Politiet var nødvendigt og hvorfor det var, fandt vi ud af 5 minutter senere. Automanden gik nemlig ud og forbi vores bil og videre ned mod trekanten bag os – og videre ned af motorvejen. Her stillede han sig op midt på ydersporet og begyndte at værfe bilerne ud i indersporet. Meningen var at få bilerne på behørig afstand fra vores bil, sådan at de ikke kørte galt og vi ikke kom til skade inde i bilen. Det var meget heltemodigt, da bilerne kom susende med høj fart. Vi kan ikke andet end sige stor respekt for den indsats. Heldigvis, gik der ikke lang tiden inden at politiet kom og afspærrede vejen, mens autohjælperen skiftede vores (medbragte) dæk.
Kun 90 min. efter at vi havde kontaktet Falck, var vi allerede kørende igen.
Vores oplevelse mindede mig om vigtigheden i at have styr på sin bil inden rejsen – og ikke mindst – styr på sin autohjælp. Vi havde naturligvis sikret os hjemmefra med et reservehjul og det nødvendige udstyr i tilfælde af et uheld. Vi havde også sikret os at vi havde en autohjælp-ordning, der dækkede i hele Europa. Begge dele, er vi meget taknemmelige over i dag.
Hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude
Nedenfor har jeg opridset de vigtigste huskeregler for hvad du skal gøre, hvis uheldet ude:
- Det vigtigste du kan gøre, hvis uheldet er ude, er først at fremmest at bevare roen.
- Tænd katastrofeblink på bilen.
- Kør bilen væk fra vejen og ud i rabatten eller nødsporet.
- Sørg for at alle i bilen kommer ud på den anden side af autoværnet, så de er i sikkerhed. Flere steder i udlandet, er det ikke tilladt at blive siddende i bilen.
- Ring efter autohjælp som f.eks. Falck.
- Tag en refleksvest på og placer advarselstrekanten 100 meter bag den bilen.
- Gå tilbage i sikkerhed.
Det er vigtigt at få fortalt vejhjælpen hvor du er, så de hurtigst muligt kan finde frem til jer. Det er dog ikke altid er nemt at vide, hvor du helt præcist befinder dig, rent geografisk, når du kommer kørende på en motorvej i bjergene. Faktisk, var vi selv meget i tvivl om, hvor vi var havareret i Schweiz. Måden autohjælpen fandt os på var ved at vi kunne forklare dem at vi befandt os lige ud foran en hellikopter hangar og kunne nævne et bynavn, vi kunne se lå i nærheden af os. Byen fandt vi på vores mobilers Google Map.
Efterfølgende, har vi dog fundet ud af at Falck har en glimrende app der sender besked til Falck om, hvor du holder helt præcist – ud fra GPS koordinater. App’en viser også hvilken bil du har, dit Falck-nummer etc. Havde vi haft denne app, havde det helt sikkert gjort vores situation en hel del nemmere. Vi har derfor selv installeret Falcks app og anbefaler dig, der skal på roadtrip, også at installere den eller en anden autohjælps service app! App’en gør det hele meget lettere, hvis nu uheldet skulle være ude.
Har du styr på udstyret og autohjælp?
Det er meget nemt at overse vigtigheden af at have styr på sin bil, inden du tager på ferie. Hvis bilen kører fint og der ikke umiddelbart er problemer, er det nemt at ryge i fælden med, at det skal nok gå. Men! Der er stor forskel på at køre nogle kilometer dagligt til at køre flere tusinde kilometer på ferie.
Husk derfor, inden dit næste længere roadtrip, at tjekke om:
- der er olie nok på bilen
- at bremserne er tip top – det ville være frygteligt at tage på ferie bremser der svigter.
- er dækkene for slidte?
- har du reservehjul?
- der er kølervæske nok på bilen
- der er sprinklervæske nok på bilen – det er jo ikke nogen katastrofe uden, men bare pisse irriterende, hvis der ikke er styr på det.
Sikr dig, at du har en autohjælp aftale med f.eks. Falck eller Dansk Autohjælp, og sikr dig at du har en aftale der også dækker, når du er i udlandet. Det er også en rigtig god ide at have styr på din rejseforsikring, nogle gange er det ikke nok blot at have en god autohjælp, et uheld kan også involvere andre personer og personskade, derfor er det vigtigt at have styr på din rejseforsikring også.
Med god roadtrip forberedelse kommer der også gode roadtrip eventyr.
God tur!
Uha, godt der ikke skete jer noget!
Kh. Anne Marie
Hej Anne Marie
Ja heldigvis skete der ikke noget 🙂
Kh.
Peter