Vi tog til Rømø en dejlig april dag – det fik vi flere eventyr ud af, som du også kan opleve!

Indeholder reklame

Vi ved det godt, Rømø bør ikke opleves på en dag eller en smuttur! Det er øen alt for lækker og skøn til… Men skulle du en dag få en dag i overskud og tænker “nu skal det være”, så gør det endelig! Rømø er dejlig og selv en smuttur i en af årets kolde måneder kan varmt anbefales.

Vi tog selv en smuttur til Rømø en solrig april dag, velvidende om ,at vi kun havde en dag til at opleve øen i. Vi kørte i 2 timer for at komme til øen og fortrød vi den lange tur? Neeeej, ikke spor! Her fortæller vi dig lidt om hvad vi oplevede den dag og hvorfor vi faldt pladask for øen. Vi håber, at du selv får lyst til at besøge øen, også selvom du kun kan afsætte en dag.

Derfor faldt vi pladask for Rømø

Når vi skal være helt ærlige, var turen til Rømø ikke den smukkeste af slagsen. Turen gennem jyllands indre og ud til Vesterhavet denne april dag, var præget af brune marker, træer uden blade på, brune marker, brune marker og ja… brune marker.

Ja, det var nok lige før vi begyndte at miste håbet for den danske natur, da vi pludselig nærmest brød gennem den monotone række af brune marker og pludselig “ramte” Vesterhavets side af Jylland – marsken. Markerne forsvandt og der dukkede smukke granskove, klitbakker og marsklandskab. Efter kort tids kørsel åbnede himlen sig, horisonten bredte sig ud og vi kørte ud af Jylland og over Rømøs dæmning til stor jubel og glæde. Hold nu fast, ægte spænding og sikke smukt der var!

Midt ude på diget kørte Peter pludselig ind til siden på en lille rasteplads, hvor vi kunne komme ud og opleve vadehavet, digerne og de mange fugle. Duften af hav, mudder og tang slog os i møde, denne solrige april dag. Så startede eventyret!

1. Oplev Rømø dæmningen og slikgårde

Det er ikke kun i udlandet, du oplever spændende ting. Danmark kan også! Prøv bare at kør ud over den 9,2 km. lange dæmning der forbinder Jylland med Rømø. Dæmningen fører dig direkte gennem vadehavet og når du kigger til siderne er der, alt efter tidevandet, hav på begge sider.

Midt på dæmningen er der to rastepladser (i hver sin side af vejen), hvor du kan komme ud og opleve slikgårdene. Slikgårdene er områder på vaderne som oftest består af to rækker pæle, hvis mellemrum er fyldt med knipper af grene og kviste.

Pælene står ude i vadehavet ved Rømøs dige
Pælene står ude i vadehavet ved Rømøs dige

Slikgårdene gør at vandbevægelsen ved tidevandet dæmpes nok til at det meste af det tilførte materiale (slik og klæg), der kommer ind med højvandet, kan nå at bundfældes for at skabe ny landvinding.

Slikgårde har været kendt i århundreder i blandt andet marsk egnene i Sønderjylland.

Udsigt fra diget på vej til Rømø
Udsigt fra diget på vej til Rømø

2. Gå en tur på Havneby dige

Har du prøvet at gå på et 1.6 km. lang dige? Hvis ikke, kan du tage til Havneby på Rømø og en rask gåtur. Diget er netop blevet restaureret fordi det gamle dige ikke længere kunne holde vandet ude. Vandet stiger hvert år, men det nye dige skulle gerne kunne passe på fastlandet de næste 100 år. Turen giver dig en smuk udsigt ud over havet – og for os en unik oplevelse.

Diget ved Havneby, Rømø
Diget ved Havneby, Rømø

3. Se den gamle brandstation “Rømø Brandværn”

Oplev danmarks smukkeste brandstation på Rømø. Brandstationen var tidligere Rømøs oprindelige redningsstation fra den tid, hvor skibsfart endnu var den væsentligste levevej på Rømø.

Rømø Brandværn
Rømø Brandværn Garage

Brandstationen er opført i 1887 og blev placeret så langt mod øst på øen, at den lå i sikkerhed for stormflod, men hvor det stadig ville være muligt at bugsere redningsbådene relativt hurtigt under en storm. I tårnet på taget kunne redderne så holde øje med eventuelle nødstedte skibe rundt om øen.

I 1968 blev redningsstationen overtaget af Rømøs frivillige brandværn og benyttes i dag som brandstation.

4. Oplev Rømøs strande

Du kan opleve flere smukke strande på Rømø. Vi kørte til den strand der hedder Lakolk Strand. Stranden er Europas bredeste strand og du kan køre helt ned til strandkanten med din bil. Her kan du bade, dase, lede efter rav, sætte din drage op, ride en tur på en lejet hest eller måske bare nyde en smuk solnedgang.

Sebastian og Peter på Lakolk Strand, Rømø
Sebastian og Peter på Lakolk Strand, Rømø
Lakolk strand på Rømø
Lakolk strand på Rømø

5. Besøg Kommandørgården

Oplev en ægte rømø’sk slægtsgård fra 1700-tallet! Kommandørgårdens navn hentyder til de kommandører der i 1600-1700 tallet havde kommando på de store hvalfangerbåde, der var på handelsrejser og hvaltogter i Nordatlanten.

Kommandørgården På Rømø, Set Fra Haven
Kommandørgården Har Flotte Døre, Rømø

Kommandørgården giver dig et godt indtryk af de rige kaptajners hverdagsliv og giver dig også et fint indtryk af datidens detaljerede malerhåndværk og snedkerarbejde. Som en ekstra lille bonus, får du også muligheden for at se det store skelet fra en kaskelothval der strandede på Rømø i 1996.

Kommandørgården står stor og flot på Rømø
Kommandørgården står stor og flot på Rømø

6. Se Hvalknogle hegnet

Det er ikke til at se det, hvis du ikke lige ved det, men hegnet her er lavet af hvalknogler.

Hvalknogle hegn på Rømø
Hvalknogle hegn på Rømø

Hegnet er fra 1772, hvor hvalfangst var på sit højeste. Dengang var der ca. 450 søfolk fra Rømø som gik ombord på hollandske- eller tyske skibe for at tage på hval- og sælfangst i Nordatlanten. Det var disse søfolk som kommandører og hvalfangere der i sin tid medførte den store velstand på Rømø og som du i dag kan se sporene af i form af de mange gamle huse – også kaldet kommandørgårde (se punktet om “Kommandørgården”).

7. Se Sct. Clemens Kirken

Sct. Clemens Kirke på Rømø
Sct. Clemens Kirke på Rømø

Den fine kirke Sct. Clemens kirke ligger lige overfor den gamle brandstation og lyser op med dens hvidkalkede mure. Kirken er oprindeligt fra 1200 og er blevet indviet til at være sømændenes skytshelgen, Sankt Clemens. I kirken kan du se 15 hatteknager, der hænger ned fra loftet og hvor du på flere af dem finder ejermændenes initialer. På kirkegården finder du en enestående samling af karakteristiske gravsten fra kommandører, der i flere tilfælde har hjembragt deres egen gravsten fra områderne omkring.

Hvad kan vi ellers se på Rømø?

Vores dag på Rømø var alt for kort, men vi er helt sikre på, at vi en dag vender tilbage for at opleve og nyde naturen over længere tid.

Har du oplevet Rømø – og hvad vil du anbefale os at se næste gang? Skriv gerne i kommentarfeltet herunder, vi glæder os til at høre fra dig.

Hoteller på Rømø (reklame)

Booking.com

 

  Links

  Kommandørgården på Rømø
  Sct. Clemens Kirke
  Seværdigheder på Rømø

 

  Her finder du Rømø