Måske var det det faktum, at vi havde for få dage i Kroatien. Måske var det fordi, vi på vejen ned gennem Tyskland blev udsat for “Vejhjælpen fra helvede” som kun ødelagde vores bil endnu mere. Måske fordi den ødelagte bil tog et giga indhug i vores budget og forkortede vores rejse med adskillige dage. Måske var det pga turismen og de mange plastik vandborge, at vi havde lidt svært ved at finde os selv og glæden i Kroatien.
Måske var det bare mængden af omstændigheder, der gjorde, at vi ikke rigtig kunne mærke os selv – eller Kroatien for den sags skyld.
Men vi fandt lidt af det hele – til allersidst.
Vi havde ellers glædet os. Grundet sygdom og behandlinger i foråret blev det meget sent, før vi kunne vurdere og tage en beslutning om sommerens rejse. Planen blev et roadtrip gennem Tyskland, Østrig og Slovenien med en uges natur- og badeferie i Kroatien som hoved destination. Med de Dalmatiske bjerge i baggrunden og Adriaterhavet indenfor 200 meters afstand, havde vi fundet plads i en god og udsigtsrig lejebolig. Alt var ligesom linet op til den store oplevelses- og badeferie.
Af mange grunde fandt vi bare aldrig dét Kroatien, vi havde drømt om. Vi kunne ikke mærke landet. Vi kunne ikke mærke kroaterne. Vi kunne ikke mærke os selv. Men bedst som vi var ved at give slip på drømmen, kom det til os, selvfølgelig dagen før vi skulle rejse hjem.
Vi kunne skrive side op og side ned, med alt det, der ikke gik som ønsket. Men inderst inde er det vigtigste for os, at holde fast i det til sidst lykkedes med lige netop dette indlæg og disse billeder.
Her er historien om den aften, de Dalmatiske bjerge og Port Magistrala viste os Kroatiens virkelige skønhed.
Port Magistrala – porten til Dalmatiens skønhed
På vores ture rundt i Dalmatien, var vi kommet forbi utallige af kystens smukke bugter. Bugterne – eller slugterne stikker ind i landet, og mange af dem er bebygget med boliger og mange af dem har havne. Mange af dem er ren natur og mange af dem har lystbåde, der ligger for anker.
Særligt en af bugterne fangede min opmærksomhed på vores hjemtur fra Primošten. Og den sidste aften, vi var i landet, kørte vi hen til den for at opleve den i solnedgangen. Vi parkerede bilen og gik lidt rundt. Vi snakkede med en venlig mand, som gav os lov til at gå gennem sit airbnb-område, så vi kunne komme ned til vandet.
Port Magistrala er en samling huse omkring en lille bitte havn, ikke så langt fra hvor vi boede (Žaborić). Når man kører forbi, er skønheden mere end slående. Byen er smuk, havet endnu smukkere, og ude i det Adriatiske Hav ligger de Dalmatiske øer, som perler på en snor, i flotte silhuetter. Alt er smukt her. Landskabet, havet, husene…
Da vi kom ned til vandet, forandrede det blå, blå vand sig til det mest krystalklare vand, og vi kunne se dybt dybt ned til fisk og søpindsvin, der lå som sorte klatter på klipperne.
Rundt om havet, på klipperne, lå folk stadig og solede sig dagens sidste stråler. Børn legede og kastede sig på skift ud i det klare vand. En familie havde samlet nogle stole og et borde og spiste deres aftensmad der. Der lød en sagte snak fra alle husene, og indimellem slog en latter igennem.
Alt var roligt. Vi blev rolige.
Det var som om vi endelig fandt det Kroatien, vi et eller andet sted altid havde drømt om at møde. Kroatien er jo meget mere, end vi nåede at se på de 6 dage, vi var der, men alligevel havde vi håbet på at møde mere af dette. Måske var det vores rejseform og vores stress under rejsen, der gjorde at vi fór forvildet rundt i de Dalmatiske bjerge og byer, måske var det området, vi boede i, der var ramt af turismens kønsløse udtryk. Det er nok svært at sige i virkeligheden.
Men lige dér, på dette tidspunkt, samlede alt godt i Kroatien sig og bød os ind. Vi tog imod. Ydmyge og lettede. Intet var tabt, alt var vundet.
Måske, hvis vi var kommet med andre omstændigheder, havde vi haft flere dage at lære landet at kende på, at vi havde fundet landets skønhed(er) noget før. Måske havde vi opdaget et helt andet Kroatien?
Uanset hvilket udgangspunkt vi var kommet med, blev det som det blev. Vi oplevede det vi oplevede. Og selvom turisthelvede i vores øjne havde tæmmet landet, presset kroaterne og skæmmet naturen, så var det muligt at finde skønhed og ro.
Vi blev klogere, og skulle vi en dag vende tilbage til Kroatien, ved vi nu, hvad vi vil søge efter. Havet. Naturen. Tid.
Alting har en ende, for os har Kroatien måske to. Måske bliver det alligevel ikke sidste gang, vi besøger landet. Man er vel nysgerrig 🙂
