Lise Kryger

Store (og små) eventyr fra 2019 – hvoraf ét af dem næsten tog livet af os

Et nyt år er startet. Og et nyt årti. Nye døre åbnes med ny cyklus, ny energi og nye muligheder. Og dog. Det er som om jeg i år stadig har et par døre, der skal lukkes fra sidste år. Døre, der står og klaprer og kræver min opmærksomhed. Derfor har jeg besluttet mig for at samle sidste års eventyr, både de store og små – men mest af alt dem, der kom til at betyde noget for mig (og os) – ikke mindst for at bearbejde det sidste eventyr, som endte med at gå rigtig galt. Så jeg kan slippe og åbne op for alt det nye, jeg ved kommer.

2019 blev for os et år med flere små rejser ud i verden men nok mest af alt – indre rejser. Det blev igen et år med omdrejningspunkt omkring eventyrene. Hvad eventyrene er for os og hvorfor de bliver fortsat er den akse, vi konstant bevæger os om. Og hvad det er vi søger, når vi søger.

For vi er søgende. Søgende efter at udvikle og skabe os et liv, vi kan leve og ånde i. Ikke bare sådan fortumle os gennem hverdagen med deadlines og must-dos – men også skabe plads til det, der gør os glade og får os til at grine, lege og gøre skøre ting. Det kan godt være en udfordring, når økonomien er stram og, for mit vedkommende, har angst med i bagagen.

Ikke desto mindre føler vi begge, at vi er nået langt. Med hver vores og det, vi skaber sammen. Og når vi har det godt, har vi hinanden at dele det med – og når det går af helvede til, har vi også hinanden. Og dermed er første prioritet i vores livs eventyr opnået. Ikke mindst.

Ikke desto mindre vil jeg gerne fokusere mere på eventyrene. Dem der gør os glade, dem der giver os ro i maven, dem der udfordrer os og dem, vi kommer til at huske. Dem, der vokser indeni hver eneste gang, jeg tænker på dem. Dem havde vi mange af sidste år. De udvalgte kommer i kronologisk rækkefølge...

Store (og små) eventyr fra 2019 – hvoraf ét af dem næsten tog livet af os...

Opleve Szczecin lyse op i januarmørket

Da alle (eller i hvert fald de fleste) tog tilbage på skole og arbejde et par dage efter nytår, tog vi bilen og kørte sydpå – til Polen. For Sebastian og jeg blev det vores første møde med Polen, nærmere betegnet byen Szczecin, som ligger tæt på den tyske grænse. Her oplevede vi byen, der stadig var pakket ind i julepynt, lyse op i den ellers iskolde og mørke vinter.

Det blev til et af de eventyr der overraskede mig mest, med dens lysende julepynt, hyggelige huse, lækre mad og med priser, så selv vi kunne være med i en ellers lidt slunken januar måned. Szczecin kan bare noget!

Vintermorgen ved Kalø Slotsruin

En frostklar, iskold januar morgen, stod jeg op kl. 6 og kørte til Kalø Slotsruin for at fotografere. Her så jeg lyset dukke op på stjernehimlen, så det brede sig og lægge sine varme orange og lyserøde farver ud over landskabet. Frosten sad i græs og buske og glimtede tilbage, indtil solen nåede helt op og smeltede iskrystallerne til dråber. Et af den slags oplevelser som kan være en udfordring for mig at udleve (pga. angst) men som giver mig nogle af de største eventyr, jeg selv kan række ud efter i det daglige.

Sne og hjorte i Dyrehaven

At se dyrehaven og dens hjorte klædt i nyfalden sne er ikke noget, jeg ofte oplever. Men det gjorde vi denne lørdag, hvor sneen netop havde lagt sig i noget der minder om et døgns tid. Sebastian var helt vild med at komme tæt på dyrene, og det lykkedes ham flere gange at komme helt tæt på, så de kom og snusede til hans varme fingre.

Magisk tåge på Mols og rare køer

Mols er altid smuk. På sin helt egen måde, formår naturen at bjergtage mig igen og igen. Så meget at jeg ved, at jeg en dag bliver nødt til at prøve at bo derude. Sådan rigtigt. Og denne tur vi havde, en kold februar eftermiddag, endte med at blive en af de helt magiske. Vi kørte til Trehøje, stillede bilen og begyndte at gå. Vi gik og gik og gik og pludselig, kom tågen væltende ind over os. Den nærmest rullede ind over bakkerne og slikkede sig sultent om enebærbuskene og blev tykkere og tykkere.

Forårstur til Rebild Bakker

Rebild Bakker blev stedet, hvor Sebastian så en hugorm for første gang. Den lå i den endnu ikke udsprungne lyng og solede sig i forårets første solstråler. Da den mærkede Sebastians fodtrin pilede den hen over stien, og væk var den i krattet. Det var også her vi mødte de dejligste får og fik snerten af området, som vi helt sikkert vender tilbage for at udforske nærmere – helst når træerne er sprunget ud og lyngen blomstrer!

Tidlig morgen på Fanø

Det måske største eventyr jeg oplevede i 2019, var den morgen hvor vi stod op kl. 6 (igen) for at opleve solopgangen på Fanø. Det var en noget kold morgen og vi pakkede os godt ind for ikke at fryse (hvilket vi alligevel gjorde).

Sjældent, har jeg oplevet så magisk et morgenlys. Måske, fordi vi befandt os ved vadehavet, måske fordi det altid er magisk kl. 6 – eller også var vi bare heldige lige netop den morgen. Lyset spredte guld ud over havets skyer og fik os til at føle, at vi befandt os i en tunnel af hav, lys og skyer. Billederne taler måske for sig selv, men oplevelsen var nærmest ubeskrivelig magisk.

Aftentur på Fanø

En af vores aftener på Fanø, tog jeg kameraet og stativet med mig ud på en cykeltur. Jeg kørte ud forbi de græssende får, som gik og græssede i solens sidste stråler.

Bagefter kørte jeg forbi Sønderho Mølle, ned til Børsen og ud langs stranden og tilbage gennem klitterne.

Jeg så flere hjorte der gik rundt i skovbrynene og på markerne men også i haverne, jeg kørte forbi. Og jeg så så mange kaniner på min vej, at det føltes som om de sprang som fluer rundt om mig. Det var en af de her stille forårsaftener hvor himlen lyser lyserødt, inden mørkets blå tager over.

Vadehavstur ud til sælerne på Galgerev

Det var koldt. Som i bare tæer i iskoldt forårshavvand. Peter og Sebastians sko holdt ikke til at vade ud over stranden, som indimellem lå i 10 cm's vandhøjde. Deres sko var gennemvædede, men de blev ved med at gå. Og gå. Og gå. Ud over vadehavet for at nå ud til sælerne, som vi kunne se sole sig langt, langt ude i horisonten. Men vi nåede ud til dem. Og kun med en dyb rende af strømmende hav mellem os, lå de yndefulde og runde og dovnede den, mens vi stod våde og forkomne og så på dem. Jeg tror ikke lige vi får Sebastian med den tur igen. Med mindre, vi ifører ham et par forede waders og lover ham en stor is bagefter. Men sælerne, de var dejlige.

Morgenkaffe i haven i sommersol

Når solen varmer fra morgenstunden, tager vi vores morgenkaffe i haven med direkte kig ud over havet. I disse timer, med kaffen i hånden, får vi snakket. Om drømmene – og hvilke af drømmene, vi ønsker at udleve. Og hvordan, vi vil udleve dem. Og hvornår. Det er blandt andet her, sommerens eventyr bliver planlagt. Det er her, vores sommer begynder. Det er disse morgener, jeg længes efter – hele vinteren.

Fiskebuffet på havnen i Skagen

Der er noget særligt over Skagen. Lyset. Stemningen, når solen skinner. De vide horisonter og skyerne langt ud over havet. Det er den salte vind. Og så er det friskfangede fisk på havnen. I sommer gav vi os selv det helt store fiskebuffet som treat til de mange regnvejrsdage, vores Skagenstur ellers bød os.

Studere sneglevandring ved havet

Det er næsten som at mærke barndommen indhenter mig, når jeg bader i et sommervarmt hav. Bølgerne og vores latter, når vi kaster os rundt i dem. I sommer var der en særlig varm dag, hvor vinden stod helt stille og vandets overflade bølgede varmt og rullende. Den dag flød vi alle tre rundt i vandet der var så klart, at vi kunne se sneglene danne sneglespor i sandkornene. Rundt omkring os var der badende børn og familier, der plaskede rundt. Kun vi lå helt stille og betragtede livet under vandet.

Rabarbertærte med mormor

Der var ikke mange dage, der i sommer var sådan rigtig brølende varme. Men det var der den dag, mormor kom til rabarbertærte og kaffe i haven. Vi måtte sætte solsejl op, for at hun ikke skulle smelte. Selv cremefraichen smeltede øjeblikkeligt på den nybagte rabarbertærte, jeg havde bagt. Der var noget særligt over denne dag, for vi stod næsten og skulle afsted til Marokko og vi var lige ved at revne af bare spænding over vores næste eventyr.

Sommerhaven og havet

Det er fantastisk at rejse ud i verden. Men det er også fantastisk at bo i omgivelser der vækker mine sanser og beriger mig med mikro eventyr, så snart jeg træder ud af døren. Jeg føler mig så priviligeret over at bo et sted med den smukkeste udsigt velvidende, at det kun er til låns og at det formentlig en dag er slut.

Jeg suger det til mig og gør mit bedste for at jeg, den dag vi skal flytte herfra, har travet de ture jeg kan, fotograferet det jeg finder inspirerende, set de sol- og måneopgange jeg kan og sat pris på muligheden og tiden, vi giver Sebastian her.

Sommertur til Kalø med drengene

For meget Fortnite og hoveder stukket ned i skærmene vækker trangen til at slæbe drengene med ud i naturen. Og en af deres yndlingssteder er Kalø Slotsruin. Her kan de løbe rundt og gi den gas, mens de snakker om alt det drenge, i deres alder, nu snakker om. Jeg nyder bare at være der, opleve naturen, vores snakke, se drengene være til stede og fotografere...

Morgenmaden i Marrakech, Marokko

Morgenmad i Marokko er en sand oplevelse og et rent eventyr. Dækket op på smukkeste manér, fik vi serveret lækker morgenmad i den morgenvarme skygge. Maden bestod af både frisk frugt, oliven, yogurt, friskbagt brød og marmelader i smuk, marokkansk keramik. Når måltider serveres æstetisk er det næsten som om, maden smager endnu bedre. Kender du det?

Morgenmaden i Marrakech var en oplevelse og et sandt eventyr hver eneste morgen!

1001 nats eventyr i marokko stil

Jeg kan næsten ikke tælle de mange gange, jeg var ved at dåne over den marokkanske stil. Deres farver, mønstre og design er ud over deres huse, indretning, tøj og arkitektur og deres varme glød får den skandinaviske, kølige minimalisme til at fremstå uinteressant og gold. Heldigvis, bestemmer vi jo selv vores indretning og design herhjemme men der nu altså noget over det, når man ser den marokkanske stil i overflod.

Havnen i Essaouira, Marokko

Fiskeskæl, rådden fiskelugt og rådden tang, du nærmest må skrabe af fodsålerne bagefter. Det kan måske være svært at forestille sig, at det blev en af mine største oplevelser på vores tur til Marokko. Men det var så spændende at opleve en ægte marokkansk havn fyldt med fiskere og se deres friskfangede (utroligt spændende) atlanterhavsfisk der lå til udstilling og salg for byens beboere. Vi var dernede flere gange for det var her, det hele foregik, byens hjerte bankede og byens puls tog sin begyndelse.

Morgenbrød hos den gamle mand i Essaouira, Marokko

Mens vi var i Essaouira, fik vi vores morgenbrød fra en gammel mand nede på det lokale marked. Her gik Sebastian og jeg ned hver morgen, mens Peter lavede kaffen hjemme i vores riad. Den gamle mand havde alle brødene på en kærre, som han stod ved det meste af dagen. Når han så os (eller rettere Sebastian) komme, lyste han op i et stort smil og begyndte at pakke brød sammen til os. Han gav respektfuldt Sebastian hånden og klappede ham kærligt på hovedet. Brødene var varme og så friske, at de kunne holde dagen lang.

Med damplokomotiv til Brocken, Harzen

Jeg har aldrig prøvet at køre i et rigtigt damplokomotiv før. Det havde Sebastian heller ikke. Men, det har vi nu. På vores tur til Harzen, fik vi den store oplevelse at tage med det gamle damplokomotiv fra 1897 helt fra Wernigerode og helt op til toppen af Brocken. Det var en smuk tur og det var sjovt at se, hvordan Sebastian nærmest styrede toget i sine tanker på vejen hjem.

På toppen af Brocken, Harzen

Brocken var i Harzens varme september måned kølig og tåget. Det gav de flotte silhuetter mellem bjerge og granskovene. Det blev en dagstur som vi godt kunne tænke os at forlænge med en længere vandretur engang, da området er smukt og fyldt med flotte vandreruter.

Udfordre højdeskræk med Sebastian, Harzen

Hvad gør man, når man skal op på et bjerg og kun kan komme derop med kabelvogne og lider af højdeskræk? Både Sebastian og jeg var ved at dø af skræk alene ved tanken om at sætte os ind i en af de svingende kabelvogne og lade os fragte højt op i luften med udsigt til mange meters fald. Når jeg ser tilbage var det vitterlig ikke noget særligt, men tro mig, indeni var det en kæmpe overvindelse at give slip på frygten og tage beslutningen om at gøre det alligevel. Den glæde og den stolthed, vi begge følte bagefter var seriøst en af de vildeste følelser, jeg oplevede sidste år.

Efterårstur til Tyskertårnet og Sletterhage Fyr

Et lille eftermiddags eventyr med drengene. Turen gik gennem det tidlige efterårs naturstier, som glædede os med sjove og anderledes svampe. Sletterhage Fyr er altid en oplevelse værd for her ligger sejlrenden så tæt på stranden at det føles som om, de store tankskibe sejler lige forbi os. Og så er der mange (og også store) flotte sten.

Efterårstur ved Mossø

Nogle gange er de våde eventyr dem, man husker bedst. Hvorfor ved jeg ikke men måske det hænger sammen med at jord, blade og planter dufter mere, når de ligger badet i regnvand. I hvert fald fik vi masser af regn på vores lille vandretur ved Mossø. Efteråret havde virkelig sat ind og selvom det startede med solskin, kom bygerne i flæng og gjorde vores tur både våd, kold og sumpet. Men hvad, vi fik oplevelsen af at gå gennem skoven og se en lille spejderhytte, som nærmest lå oversvømmet nede ved søen.

"The snowman", teaterforestillingen i London

Jeg tuder altid, når snemanden og den lille dreng flyver ud over havet i Raymond Briggs tegnefilm "The snowman". Uden undtagelse! Og jeg er ligeglad. Jeg elsker den film. Og da jeg fik teaterbilletter til teaterforestillingen i London, kunne jeg ikke blive mere glad. Det har længe været en stor drøm at få lov til at opleve dette eventyr sammen med Peter og Sebastian, inden Sebastian bliver for stor. Det var en stor oplevelse, vi alle kan se tilbage på og snakke om fremover.

Sove på hotel ved landingsbanen i Stansted, London

Vi har sovet ved Stansted's landingsbane! Fra vores hotelværelse kunne vi ligge og kigge på flyene, der landede i Stansted. Det var spændende. Vi slukkede lysene, så vi rigtig kunne følge med. Det blev et af de eventyr på vores tur til London som virkelig overraskede os, og vi kan på det varmeste anbefale dig, der også skal flyve fra Stansted kl. 6, at vælge denne mulighed (Radisson Blu Hotel).

Juletur til Flensborg (eventyret, der næsten tog livet af os)

Det er så hyggeligt med julemarkeder. Derfor tog vi på en lille juletur med min bror og hans familie og min mor. Vi kørte til Christiansfeld hvor vi mødtes og drak lidt kaffe sammen, inden vi tog videre til Flensborg. Efter at have juleshoppet lidt tog vi til julemarkedet for at indsnuse julestemningen og få lidt gløgg. Stemningen var fin og det var en rigtig dejlig og hyggelig tur i familiens skød. Bagefter kørte vi hjem, men turen gik ikke som forventet.

Hvis du spørger mig om det værste og det bedste tidspunkt i løbet af året vil mit svar blive at de to ting skete på denne hjemtur – med få sekunder imellem.

Min mor kørte med min bror hjem og Peter, Sebastian og jeg, var alene i vores bil. Det blæste en pelikan, styrtede ned, og juletrafikken var overraskende voldsom. Bilerne flettede ind og ud imellem hinanden, og det hele gik rasende stærkt.

Jeg sad med hovedet nede i telefonen, da Peter pludselig bremsede kraftigt op. Han kunne se foran, at bilerne foran bremsede hårdt op og satte katastrofeblink på. Jeg bemærkede den hårde opbremsning og da Peter sagde "Den når jeg sgu ikke" nåede jeg lige at løfte hovedet for at se, at vi tørnede direkte op i bilen foran, der blokerede i panik, mens jeg hørte Sebastian skrige bagved.

Det blev årets værste oplevelse. Det bedste kom lige bagefter.

Jeg åbnede øjnene og det gik op for mig, at jeg stadig var i live og jeg råbte bagud til Sebastian, om han var ok. Han råbte hurtigt tilbage "JA". Peter og jeg var ok. Og ud kom vi, af vores totalt smadrede bil og stod på motorvejen i mørket, i blæst og regn. Vi var i alt 4 biler, der var forulykket. Ingen af os var kommet noget til. Heller ikke i de andre biler. Nogen, har holdt hånden over os.

Vi kom hjem, forskrækkede og i dyb chok over at have været så nær en fatal katastrofe og kun ende op med ømme nakke og en bil, der var lige til at skrotte.

Ugen efter blev det jul og alting gik i rasende fart, ny bil, banklån, forsikringer, lægetjek (alle ok), julegaveindkøb og efterreaktioner, der haglede ned over mig gennem ugen, julefrokoster, et skur der skulle rives ned og et drivhus der skulle ha glas i og en nytårsaften der skulle holdes.

Og pludselig blev det januar... og alting gik så hurtigt og jeg nåede ikke at falde til ro eller bearbejde det skete. Så nu har jeg også skrevet om det her. Jeg tror det var nødvendigt for at kunne komme videre i det nye år og lukke nye ting ind.

Og sikke en rejse det blev at kigge tilbage på alle de fantastiske eventyr vi oplevede sidste år.

Af alle har det vigtigste været min familie. At vide at alt er som det skal være, at jeg kunne læne mig trygt tilbage i den og vide, at vi nok skulle klare den. Og det gjorde vi jo, kun lidt skrammer på sjælen og lidt ny køre angst, jeg skal have bearbejdet. All in all – we are good, livet er vitterligt fantastisk og vi har så meget nyt, vi gerne vil søsætte.

Jeg gik ud med en lidt tung oplevelse fra sidste år, men nu, med dette indlæg med alt det skønne, vi har oplevet sammen – ser jeg pludselig, hvor lidt det fylder i det hele og hvor mange gode oplevelser 2019 gav os.

Et lidt forsinket, men ikke desto mindre ment, godt nytår fra mig til dig.

Tak, fordi du læste med.

  Her fandt vores eventyr sted i 2019

af Lise Kryger