Elsker du himmelske horisonter, hav du kan se lige igennem, og vild, vild natur lige rundt om byens hjørner? Så tænker jeg at Bonifacio bør stå på din liste af steder du bør opleve, næste gang du rejser til Korsika.
Vi har været på Korsika 4 gange nu. Og på de 4 gange, har vi i alt besøgt Bonifacio 6 gange. Vi burde kende byen helt ind til dens inderste kerne, men vi må sande at i år blev året hvor Bonifacio for alvor slog benene væk under os med oplevelser, vi fuldstændig har overset på vores andre besøg.
Bonifacio ligger aller sydligst på den korsikanske halvø og er også byen hvortil du sejler, når du kommer fra Sardinien. Byen er ikke særlig stor, indbyggertallet ligger på knap-og-nap 3.000 fordelt ud over tangen, som er med til at skabe naturhavnen, skibe og færger lægger til i.
Byen er som ingen andre byer. Af en eller anden grund har jeg det som om jeg opdager den på ny, hver eneste gang jeg besøger den. Som om, hver eneste ny vinkel væver endnu et eventyr og oplevelse med sig.
Bonifacio befinder sig på en limstens klippe, 70 meter over vandet og har derfor ligget godt beskyttet i mange århundreder. Byen har som så mange andre andre korsikanske byer små, smalle gader og gamle bygninger, der fra havnen af kringler sig op af klippesiderne og op til Bonifacio citadellet.
De første gange vi besøgte byen, var da vi skulle sejle med færge til og fra Sardinien. Vi så ikke rigtig byen, men kørte hurtigt igennem den. Men sikke eventyr vi gik glip af.
Hvilke eventyr det er og hvorfor vi synes du ikke bør misse dem, beskriver jeg herunder:
1. eventyr: Bonifacios hvide klipper
Kender du det at du besøger en destination med udgangspunktet at opleve noget bestemt men glemmer det, når du ankommer, fordi du lader dig rive med af alle mulige andre eventyr? Sådan har vi det med Bonifacios hvide klipper.
Vi har længe gerne ville se Bonifacios hvide klipper. Måske, fordi vi allerede på vores færgeture til og fra Sardinien så dem stikke op af det azurblå hav og reflektere solens stærke stråler. Måske, fordi de er helt exceptionelt rå og på samme tid så virker så sarte med deres hvide, porøse kanter. Måske bare fordi de ikke minder os om noget, vi har set ret mange andre steder – hvis overhovedet om nogen.
Men vi glemte de hvide klipper i andre eventyr og varme middags timer og tænkte altid ‘pokkers også’, når vi vendte hjem til Danmark. Men denne gang slog vi smut om byen og drejede af og op af bjerget og fulgte kysten mod sydøst, hvor vi parkerede bilen og trådte ud.
Så stejlt der var. Så ufattelig smukt, der var. Sikke et eventyr at stå og kigge ud over det blå, blå hav, med færger og skibe, der gled forbi under os på kryds og tværs. Bonifacio lå som hvid marengs og hyben glasur på toppen på tangen og så så indbydende ud, lige til at blive besøgt og gå på opdagelse i. Se bare her:
2. eventyr: King Aragon Alfonso V’s 187 trin
Bonifacio kan være ekstrem varm at gå rundt i men alligevel er det som om vi, hver gang vi er der, drages op af byens mange trapper. Det er som om vi vil opad og op mod himlen – i en eller anden trang til at se det hele ovenfra. Hver gang vi når toppen slår det os, hvor varmt det dog kan blive i den lille by. Havnen lufter en anelse men det er først når du når toppen af trapperne, at du mærker vinden igen.
Og så er det at det går ned af igen. Ad 187 trin hugget ind i klipperne, kan du nu nå havet på den anden side. Og hvis du tøver med at gå ned, fordi det ser varmt ud, så kan jeg fortælle dig, at de hvide limstensklipper sender lysets stråler lige imod dig og giver dobbelt sol og varme. Der er varmt.
Men der er også vanvittigt smukt. Havets farver changerer mellem de lyseste turkise nuancer og over i det mest tætte mørkeblå, du kan forestille dig.
Det er ikke bare os turister, der holder af området. De lokale unge mennesker var der også. De svømmede ud til klipperne, hvor de kravlede lodret op af de stejle klipper og tog hovedspring. Det så risikabelt ud og jeg tænker ikke at det er noget du skal forsøge, med mindre du er sammen med de lokale eller stedkendte.
Et ungt par har fundet vej ind i en af klippernes få skygger. Jeg stod selv i en af skyggerne, da jeg kiggede op og opdagede Bonifacios nok mest kendte udsigt til citadellet. Smukt og imponerende i frøperspektiv.
3. eventyr: kold bajer på en af havnens caféer
Er det særlig korsikansk at sidde på en (turistet) havn i Bonifacio og drikke en kold bajer? Jeg ved godt, det ikke er det første du lige tænker på, når du tænker Korsika, men…
At sætte mig her med en kold, perlende øl og indsnuse duften af hav mens lyden af duvende både klukker blidt i ørene, er noget af det bedste jeg ved. Så sidder jeg her med min mand og min dreng, mens sveden pibler ned af os alle og tænker på, hvor heldig jeg er.
Rundt om mig er den dejligste, korsikanske by, det smukkeste, turkise hav, duften af salt, havn og både… og så er det, at jeg i et øjeblik ser hele min rejse for mig. Vores mange, mange snakke om hvad vi ville på Korsika, planlægningen, pakningen, den første morgen da vi kørte afsted på motorvejen, vores stop ned gennem Europa, vores eksploderede dæk i Schweiz, morgenen i Genovas havn, sejlturen… og den svimlende glæde jeg følte, da jeg igen så Korsika titte frem ude i det blå, blå hav.
Det er når jeg bliver stille på mine rejser, at jeg får de største rejse stunder. Og nej, det behøver ikke at være på en havnecafe med en kold bajer… det er for sagen ligegyldigt… men nogen gange er det de små pauser midt i alle eventyrene, som når jeg sidder på en havn, at jeg vækkes.
Korsika gør noget ved mennesker. Det gør det.
Andre korsikanske eventyr i Bonifacio, vi stadig har til gode
- La citadelle (Bonifacios fort)
- Pertusato lighthouse
Vidste du forresten, at?
- Korsika og Sardinien har engang hængt sammen som en stor ø, lige indtil et vulkanudbrud kom i udbrud og skilte øen i to.
- Strædet mellem Sardinien og Korsika er fyldt med forliste skibe, der gør det til et sandt eventyr for mange dykkere?
Links
-> Tourist Office of Bonifacio
-> Pertusato lighthouse
Bonifacio, Korsika
