Når solens sidste stråler skaber magi på Korsika

Det sker for mig igen og igen. Jeg stopper op og lægger mærke til det. Noget er forandret. Det er, som om vinden har taget af. Lydene forstummer og alting summer af ro og intethed. En slags magi, der indhyller sommernætterne og forandrer den livlige dag fyldt med oplevelser til stille aftener, hvor ro og fred finder sted.

Det er i disse magiske stunder at jeg mærker mig selv og kommer i tanker om, hvor jeg er – og overraskes, ikke af omgivelserne eller nogen speciel særlig hændelse, men mere dét at det er sket, uden at jeg har lagt mærke til det. Et lille blinks opmærksomhed på, at endnu en solrig dag er ved at slutte.

Aftenen nærmer sig, solen danser sine sidste stråler gennem trækronerne og luften bliver tættere, mere fugtig og makien mere duftende. Farverne træder frem, de små insekter bliver synlige og jo, det er rigtig nok… det er nu, den korsikanske magi opstår.

Det er disse øjeblikke på Korsika, jeg husker bedst. Det er disse stunder jeg føler stærkest for og savner mest, når jeg ikke er der. De minder mig om min barndom, tiden før internettet, de sociale medier og alle disse konstante afbrydelser af sms’er og ting og sager, jeg skal opdatere mig selv med.

Stunderne er let genkendelige på deres fuldendte nærvær hvor selv den mindste rislen i træernes blade bliver noteret og selv kriblende myrer hen over foden bliver studeret. Det er disse stunder der udgør mit komplette jeg af at være til i en verden, hvor alt er godt.

For det føles vitterligt sådan.

Men det er ikke bare i min egen lille verden, jeg mærker en forandring. Det er, som om solens lange stråler rammer de vilde blomster og buske og giver dem nye farver. Der finder vitterlig en forandring sted.

Øst Korsika har den fordel at solen altid går ned bag bjergene. Det giver de smukkeste silhuetter og lys. Alle blomster og buske står pludselig frem i en ny sammenhæng. Især, når du lægger dig helt ned i det – eller går helt tæt på.

Jeg kan godt lide disse sene stunder. Med kameraet i hånden, findes der ikke noget bedre end at indsnuse duften af den korsikanske maki ud på aftenens sidste timer. Det giver mig den boblende fornemmelse af at være hjemme, skønt hjemme normalt er hos den nordisk kulde med kølige nuancer.

Men måske er det bare en af de mange ting, Korsika kan? Få én til at føle sig hjemme? Som om dens natur vidner om en natur, jeg kun alt for godt selv kender til?

Korsika vidner om en lang og dramatisk historie. Og det er især når jeg står og spejder op mod øens enorme bjerge, at jeg fornemmer øens stolte kultur og trang til selvstændighed. Det er når jeg ser bjergene, at jeg mindes om tidligere tiders banditter, vendettaer, storhed og fald. Om familiefejder der har udraderet hele byer, Napoleon og en mangeårig længsel efter at frigøre sig fra Frankrig.

Det er også de til tider voldsomt rå bjerge blandet med solens sarte toner af lysegul, orange og rosa, der minder mig om vigtigheden ved at spænde over flere kontraster i livet. Ikke bare for skønheden og spændingens skyld men for balancen om det at være til. En balance, der til tider kan være svær at skabe, men som disse sene aftenstunder på Korsika er med til.

Jeg tror jeg forstår det.

De sidste stråler gik ned over Korsikas bjerge. Endnu en magisk sommerdag på det østlige Korsika er gået.

Et nyt eventyr starter snart.

  Korsikas østside