Det er ikke bare en kliché, Nice er virkelig nice! Byen sprudler af liv, sol, strand, smukke bygninger og sydfransk charme! Og uden at have sagt for meget, har den betaget os hver gang, vi har taget et stopover i byen. Her kommer lidt om hvorfor…
Hvis der er noget, der kan gøre en by levende, så er det, ifølge os, strand og hav. Hvorfor? Fordi det bringer glæden op i alle, ikke bare dem, der kommer trætte hjem fra arbejdet og som trænger til en dukkert, det er også bare opløftende, at se andre bade eller se dem sidde og snakke sammen på promenaden. Byer, der har strande er lig med sol, sommer og ferie. Bastabum. Også, selvom det er vinter, januar og mandag morgen.
Men Nice er også meget andet
Selvfølgelig! Nice er også historie, kunst, gastronomi, kultur, og har jeg sagt det før – sydfransk charme. Nice er havneliv og dyttende trafik på smeltende gader, Nice er sporvogne der haster forbi, restaurantliv, caféliv og nice shopping. Og guess what Nice udgør sig smukt i? – sommermode, bademode og sydfransk stil, når den er bedst. Aldrig har jeg set så udfordrende hverdagstøj blandet med stilren fransk mode.
Nice er masser af indtryk!
Og hvad er det så, vi anbefaler dig, der skal til Nice? Læs med her, hvor vi har listet vores 5 anbefalinger op. Skal du være i Nice i flere dage, har vi nederst i artiklen sneget lidt flere spændende aktiviteter ind…
1. Oplev det gamle kvarter i Nice
Hvis du er til gamle smukke bygninger blandet med cafeer/restauranter tæt på en strandpromenade, kan vi varmt anbefale dig at bo i den gamle bydel i Nice – eller tæt på. Her er hyggeligt og masser af spændende aktiviteter, du kan foretage dig på et stopover.

Noget af det første, vi vil anbefale dig, er at gå rundt i byens gamle kvarter og bare snuse stemningen ind, shoppe lidt og vælge en hyggelig café og sidde og nyde synet af de mange mennesker, der går forbi.
Begge gange vi har været i Nice, er noget af det første, der har mødt os, den store flotte plads, Place Massena, som er overvældende og smuk med dens flotte mosaik (se coverbilledet) og store mondæne, røde bygninger, der omkranser pladsen. Bygningerne er bygget i 1843-44 i italiensk stil og indeholder bla. shopping arkader med små butikker, du kan lade dig friste af.
Pladsen fører ned forbi springvandet “Fontaine du Soleil” (Solens kilde) og “Promenade des Anglais” – den livlige promenade ved stranden og videre helt ned til stranden, men inden da, får du det gamle kvarter til venstre og parken “Jardin Albert ler” til højre.
Pladsen har altid været brugt til offentlige begivenheder, som f.eks. koncerter, festivaler og parader, så måske er du heldig, at der bliver afholdt noget, mens du er der.

I det gamle kvarter har du rig mulighed for at nyde en kop kaffe ved en af de mange caféer, eller spise ved en af byens mange restauranter. Som alle restauranter ved populære strandområder og bydele er restauranterne ikke billige, men kan være et udmærket valg, hvis du er på et stopover og ikke har tid eller mulighed for at gå på restaurant-jagt.
Du finder også et lille marked, hvor du kan snuse efter franske antik-fund og andre sjove franske vintage-ting.
2. Spis ude i Nice
Hvorfor overhovedet tænke på at spise inde, når Nice er beriget med et mildt middelhavsklima med masser af solskinstimer, et mildt forår og efterår – og selvfølgelig en lang, varm sommer. De fleste caféer og restauranter er dækket op med udeservering og er rigtig hyggelige at sidde ved.

Hvad kan du så få at spise i Nice? Nice ligger ud til havet og du vil derfor se rigtig mange restauranter skilte med “Moule-frites” (muslinger serveret med pommes frites), paella, skaldyr og andre fiskeretter. Maden i Nice er stærkt inspireret af Italien, og du vil derfor også finde mange retter med pasta og andre italienske specialiteter i menukortet.
Men Nice har også sine egne specialiteter. En af retterne, som særligt hører sig til Nice, er “socca”, som er en pandekage lavet af kikærtemel, olivenolie og salt og i nogle tilfælde serveret med oliven og ansjoser. Derudover, er der jo også “Salade Nicoise”, som efterhånden er blevet til lidt af en kending herhjemme.
3. Oplev byens hav og strande
Det er ikke uden grund at Nice hvert år får besøg af flere millioner turister årligt (faktisk hele 4 millioner – uden for corona tid). Helt tilbage i det tidlige 1700 århundrede begyndte turisterne allerede at trække til Nice bl.a. på grund af kystens skønhed. Havet ved Nice har en næsten helt unaturlig turkis farve og er rigtig flot.

Selvom stranden i Nice er dækket af pebble sten er havet noget af det smukkeste, du kan forestille dig. Havet har så flot en turkis farve, at det har lagt navn til regionen “Cote d’Azur”. Jeg har ofte tænkt på den særligt turkise farve og undret mig over, hvordan den kan blive så azurblå/turkis.
Havet ved Nice har havet ofte 2 farver – en turkis farve (tæt på stranden) og en mørkere dyb azurblå farve. Den turkise farve opstår, når der er turbulens i havet og der frigives kalk fra pebble stenene. Når sollyset oplyser vandet, spredes kalk partiklerne og skaber fænomenet “Tyndall effekten”, og som er dét, der skaber den smukke, opaliserende farve i havet. Det synes jeg er interessant.

4. Gå en tur ved Promenade des Anglais
Hvis du elsker strand og hav, men ikke lige er til at hoppe i baljen eller ligge og slikke sol, kan en gåtur langs den palme beklædte “Promenade des Anglais” måske være lige dig.
Promenaden blev skabt helt tilbage i 1820 og var allerede dengang et populært foretagende for aristokratiet og overklassen, der besøgte området. I dag er promenaden stadig voldsom populært blandt de lokale, cyklister og skatere – og ikke mindst turisterne. Langs promenaden har de sat blå stole op, så du kan sætte dig og se ud over havet.
Promenaden ligger pladask inde midt i det hele, men heldigvis har man valgt at lede trafikken uden om og gennem tunneller, så du kan opleve stedet uden larm fra biler og tung trafik.

5. Oplev det sydfranske shopping paradis
I Nice finder du ikke mindre end 7.000 indkøbsmuligheder og byen skulle efter sigende være et sandt shoppe eventyr. Her kan du foretage dig alt lige fra trendy shopping til gamle antikviteter og vintage indkøb. Byen er kendt for sine mange små butikker og markeder med autentiske og lokale produkter.

Efter et par stopovers i Nice står det os tydeligt, at byen har en lang historie bag sig af velhavende turister, som kommer for at nyde solen og shoppe. Folk i byen går ulasteligt klædt og vi fornemmede en særlig fransk elegance i deres tøjstil, som vi sjældent har oplevet andre steder. Det er tydeligt for os, at byen tiltrækker mange med gode penge på lommen, som tager til byen alene for at shoppe.
Der er mange dyre butikker, men vi oplevede dog også, at vi kunne være lidt med, også selvom vi kom med vores ferie udtjente pung…

Et stopover for os, har begge gange, vi har været i byen, varet et døgns tid. Det har begge gange været på vej hjem, med færge fra Korsika, og vi har haft en lang vej hjem foran os. Det har derfor været lidt begrænset, hvad vi kunne nå at opleve. Men byen har så meget mere at byde på.
Så hvad nu, hvis du skal være i byen i flere dage, hvad kan du så opleve?
Prøv lige at se listen herunder, vi har sneget lidt attraktioner ind, du kan fornøje dig med.
Oplev Nice over flere dage
- Giv dig selv og børnene en pause i Promenade du Paillon – Springvandspark ved Place Massena
- Gå tur i Parc de la Colline du Château
- Se Musée Matisse
- Se klosteret Monastère Notre-Dame-de-Cimiez
- Oplev Musée d’Art Moderne et d’Art Contemporain
- Tag en pause i parken Nature at Jardin Albert Ier
- Se Musée National Marc Chagall
- Oplev den smukke Cathédrale Orthodoxe Russe Saint-Nicolas
Mangler vi noget?
Vi hører så gerne fra dig. Skriv endelig en kommentar til os og andre, som læser med.
Oplev Nice her