Her er byen, der både overrasker dig og giver dig masser af oplevelser, også selvom du kun har en enkelt aften at opleve den i.

Indeholder reklame

Dijon har rigeligt med eventyr, du kan opleve over flere dage. Der er så meget at se og ikke mindst bare nyde. Men har du kun en enkelt aften, som vi havde på vores road trip gennem Frankrig, kan du bestemt også nå at opleve en hel masse.

Men hvad kan du så bruge din aften i Dijon på? Det kommer vi nærmere ind på i denne artikel.

Det var egentlig slet ikke meningen, at vi skulle gennem Dijon, på vores road trip op gennem Europa. Men vi rejste netop de dage og på den rute, hvor de vældige regnmasser skyllede ned gennem de tyske/franske områder og splittede hele samfund ad med dens stormfloder. Besøget i Dijon var derfor et lidt forhastet valg fra vores side. Vi havde ikke så meget tid i byen, som vi egentlig ønskede at tilbringe der. Men den tid, vi havde i byen blev brugt godt.

Så selvom vi kun havde en aften i byen, var vi meget overraskede over byen og kan helt sikkert anbefale dig at besøge byen.

Kort om Dijon

Når du går rundt i Dijon, får du hurtigt fornemmelsen af, at Dijon har været en vigtig by. Det har det også været. I det 14-15. århundrede var Dijon hovedstad for hertugdømmet Bourgogne, som regerede over bl.a. det østlige Frankrig, Holland, Flandern og Luxemborg.

Overalt, hvor du kommer i den historiske bydel, er der bygninger, katedraler, og paladser, der minder dig om Dijons storhedstid. Men hvordan når du så rundt og ser det hele, hvis du kun har en eftermiddag og en aften? Det hjælper guiden “The owls trail” dig med.

“The owls trail” er en rute, der er blevet lavet, så du bliver ført rundt til 22 historiske steder i Dijon. Du kan vælge mellem flere ruter, som hver tager ca. 30-40 min. at gå. Ruten er mærket overalt i byen med en lille ugle, placeret på en pil, som viser dig, hvilken vej, du skal gå. Du kan naturligvis også vælge at gå hele ruten.

Vi valgte ikke at tage “The owls trail”, fordi vi var for trætte og bare ønskede at indtage byen på må og få. Men nu ved du det, hvis du er klar på en prædefineret rute.

Oplev Dijons middelalder bygninger

Byens historiske kvarter er imponerende! Med sine beige/brune middelalder huse og bygninger, bliver du virkelig bragt på en historisk rejse tilbage i tiden. Der er hele tiden en spændende bygning at se på. Jeg er meget fascineret af det franske look med små gotisk lignende huse, beige pudsede og med skorstene, der rager flot op i vejret.

Husene i Dijon emmer af fransk varme
Husene i Dijon emmer af fransk varme

I Dijons historiske bydel vil du også opleve masser af bindingsværksbygninger. Nogle af dem kommer med flotte farvede oppudsninger, men de fleste er sandfarvede og kan måske virke lidt dystre i det. Vinduerne er forskellige alt efter, hvornår i historien huset er bygget. Bygningerne findes med både små gotiske vinduer, men du finder også de slanke sprossede franske vinduer (franske altaner) overalt.

Smukt gammel hus fra Dijons gader
Smukt gammel hus fra Dijons gader

Hvert gadehjørne åbenbare nye overraskelser

Dijons historiske kvarter har så meget at byde på, at selv en enkelt aften i byen fyldte os med eventyr. Noget af det bedste, vi oplevede i Dijon var at dreje ned af en ny vej for at se, hvilken overraskelse, der åbnede sig for os. Overraskelsen kunne enten være i form af et smukt hus, en helt utrolig gammel bygning, en majestætisk bygning, en katedral, et palads, et strøg, eller bare et usædvanligt syn.

Hvert gadehjørne åbenbarede nye overraskelser
Hvert gadehjørne åbenbarede nye overraskelser

Spis dig glad i Dijon

Vi ledte længe efter en god plads at at sætte os ned og få et godt måltids aftensmad. Vi kunne have sat os på en af de mange gode restauranter og cafeer, der var rundt om ethvert gadehjørne, men vi endte faktisk med at sætte os på en lille, men yderst stille, grillbar for at spise en slags rullekebab. Ikke særlig fransk. Men nogle gange har man bare brug for at vælge et sted, hvor der ingen mennesker er og hvor der bare var fred, solskin – og bare os tre.

Men, lad dig endelig ikke begrænse af vores valg. Dijon har lækre franske retter, tænk bare på egnsretterne som f.eks. boeuf bourguignon, coq au vin og løgsuppe – alle sammen retter, som har inspireret hele verdens køkkener gennem århundreder. Ja, jeg vil i hvert fald ikke holde mig tilbage, næste gang jeg besøger byen.

Cafeer og spisesteder er overalt i Dijon
Cafeer og spisesteder er overalt i Dijon

Les Halles Market

Jeg har altid elsket de lokale markeder, om det så var et ildelugtende fiskemarked i Malaysia, et træskærer marked i Kathmandu eller et bagagerumsmarked i udkanten af Lyon. For er der noget mere spændende, end at bevæge sig ind på en ny lokalitets lokale marked, hvor de handler med de produkter, de lever af?

De lokale markeder rundt om i verden fortæller så meget om landet og dens befolkning. Markederne fortæller dig om landet med deres dufte og deres produkter. Mest mest af alt fascinerede de lokale indbyggere og deres gøren på markedet mig. Derfor var vi også lidt ærgerlige at opdage, at markedet her i Dijon (selvfølgelig) var lukket. Men smukt var det at se på. Måske det er åbent, når du besøger byen?

Les Halles Market - stedet, hvor du får friske råvarer
Les Halles Market – stedet, hvor du får friske råvarer

Oplev det UNESCO-listede hertug palads, Palais des Ducs

Dette pragtfulde palads dukkede pludselig op, da vi drejede om hjørnet på, for os, en tilfældig gade og åbenbarede det flotteste plads og et pragteksemplar af en bygning. Paladset viste sig at være Palais des Ducs og var tidligere hertugpaladset for hertugerne af Bourgogne.

Foran paladset var der en plads med caféer, hvor vi satte os for at få lidt is og en kold øl. Omkring os var der en stille summen af andre, som havde fået den samme ide og børn, der legede på pladsen. Solen var ved at gå ned og de sidste stråler ramte paladset og tændte stemningen, så vi stadig mindes den.

Museum of fine arts, Dijon
Museum of fine arts, Dijon

I dag bruges paladset som rådhus og som Musée des Beaux-Arts, og hvis du går de 316 trin op i tårnet midt i bygningen, skulle du få den smukkeste udsigt ud over Dijon.

Oplev kirken Eglise Saint-Michel

Lige, da vi troede, at vi var færdige med at opleve mere i byen, dukkede denne gotiske kirke, Eglise St-Michel, op foran os. Den så spændende ud, men vi var nu så trætte af køreturen og mætte på synsindtryk fra de mange flotte bygninger i byen, at vi blot gik forbi den.

Men eventyrlig så den ud, og mon ikke også kirken har oplevet mange spændende eventyr, som den vil fortælle dig, hvis du besøgte den?

Den gotiske kirke Eglise St-Michel
Den gotiske kirke Eglise St-Michel

Vi kommer ikke udenom de franske souvenirs

Der er klart en forskel på de lokale markeder og indkøbssteder og så til de opstillede souvenirbutikker, man finder rundt om i verden. Men vi kommer alligevel ikke udenom, at de på en eller anden måde bestræber sig efter at samle essensen af landets bedste varer, som har vakt turisterne gennem flere årtier.

Da Sebastian var lille, kom vi tit i de små souvenirbutikker, fordi han ofte fandt en bestemt ting, han var faldet for, og som vi købte til ham (for alt for mange penge). Nogle gange købte vi også små souvenirs, han kunne tage med hjem som gaver til hans bedste venner.

Dijons souvenirbutikker tiltrak vores nysgerrighed, fordi de var fyldt med farvestrålende sennepsglas, honninger og duftende sæber. De var meget sjove at gå rundt i, men da Sebastian ikke lige var til honning, sæbe eller sennep, købte vi ikke noget i butikkerne. Køber du souvenirs med hjem fra dine rejser?

Souvinirs Dijon2
Souvinirs Dijon1

Vælg et hotel der oser af Frankrig

På grund af den usikre situation med de lukkede motorveje, bookede vi først vores hotel i Dijon, dagen før vi skulle ankomme. Det gjorde ikke vores valg af overnatning til skamme, tværtimod – vi ramte plet.

Hotellet vi skulle bo på, var et af de billigste, men det var også et af de mest autentiske hoteller, vi kunne håbe på at få. Det var lidt et sats, for billederne på Hotels.com var ikke gode og meget mørke.

Men lige fra vi trådte ind af byhusets gamle knirkende dør, kunne vi mærke den franske stemning komme os i møde. Vi blev budt velkommen af en lille fransk dame, som viste os vej op af en knirkende trappe, som førte os op på 2. sal af huset. Her lukkede hun os ind i stort mørkt værelse, med gamle franske møbler.

Da den lille franske dame gik igen, gik vi straks hen til vinduet og åbnede skodderne, så lys og luft strømmede ind i rummet. Værelset havde udsigt ud til gaden, og fordi vi boede i det gamle kvarter i Dijon, blev vi ikke skuffede.

Smukt vindue ud mod Dijon
Smukt vindue ud mod Dijon

Måske var det i virkeligheden denne overnatning, der blev vores største eventyr i Dijon. Hotellet havde så meget charme og autenticitet.

Hotellet, hvor vi boede i Dijon havde de smukkeste vinduer ud mod gaden
Hotellet, hvor vi boede i Dijon havde de smukkeste vinduer ud mod gaden

Hoteller i Dijon (reklame)

Booking.com

Det blev et kort, men virkelig dejligt besøg i Dijon. Morgenen efter, stod vi tidligt op og kørte videre mod Danmark. Vi havde en meget lang dag foran os. Men i os havde vi Dijons eventyr at køre på. Det hjalp en hel del.

Og selvom vores visit i byen blev kort, bliver det helt sikkert ikke vores sidste. Dijon skal helt sikkert ses igen.

Har du været i Dijon? Og hvad var du mest vild med?

  Links over de ting vi nævner i artiklen

  Skal du være længere tid i Dijon?

Hvis du skal blive længere i Dijon end en enkelt aften, er der masser af andre spændende steder at se og opleve. Her nævner vi, med link, nogle af de attraktioner, du kan se:

  Her ligger Dijon, Frankrig

 

Privacy Preference Center