Hvis ikke lige du ved det, så er Korsika så meget mere end lækre badestrande og turkise bølger, du kan bade i dagen lang. Korsika har nogle af de vildeste bjerge, og faktisk også et af de hårdeste langdistance trek, du kan tage i Europa. Men selvom du ikke er hardcore trekker, det er vi i hvert fald ikke, er bjergene en fantastisk kontrast til kysternes varme skønhed og muligt for de fleste at opleve.
Her får du historien om den dag, vi troede, vi skulle på en lille hyggelig vandretur, men i stedet kom på et lidt hårdt trek i Restonica Valley.
Jeg dør mindst én gang om dagen på Korsika
Denne dag, døde jeg mindst 100 gange. Det er ikke løgn, jeg tror jeg skal dø mindst én gang om dagen, når jeg rejser rundt på Korsika.
Jeg er nok lidt af en pivskid, men jeg har noget med bjergkørsel som gør, at jeg ser vores bil ryge ud over skrænter, hver eneste gang, vi nærmer os en. At køre rundt i bil og opleve Korsika er derfor lidt en udfordring for mig, da bjergkørsel ofte er en nødvendighed, hvis du som jeg (og vi) er drevet af en uendelig trang til at opleve hver eneste afkrog af Korsika.
Ikke desto mindre er det netop disse udfordringer, der giver mig de store oplevelser, som ikke bare beriger min familie og jeg, men også får mig til at føle, at jeg er i live og vækker min livslyst til uanede højder. Så højdeskræk eller ej, Korsikas bjerge er et must, hver eneste gang, vi besøger øen.
Vores trek i Restonica Valley udfordrede som sådan ikke min højdeskræk, det var var turen herop i bil, der fik mig til at se enden på livet mindst 100 gange, men mere om det sidst i artiklen, først lidt om Restonica Valley og hvorfor, vi ser så glade ud.
Hvad er Restonica Valley?
Restonica Valley er et af de mest populære områder i det centrale Korsika, fordi det efter sigende skulle være relativt nemt at komme ud i de smukke og dramatiske bjerge fra byen Corte. Ordet “relativt” skal holdes op imod (fandt vi senere ud af) hvor øvet du er i at køre på bitte små, snoede veje med frit fald og temmelig mange modkørende – og hvor, der kun er plads til én bil på vejen.
Restonica Valley er på grund af dens naturlige skønhed og behov for beskyttelse af miljøet blevet beskyttet med titlen “Site Classé”, som en del af den regionale naturpark på Korsika.
Vejen op til området går langs bjergene og floden, Restonica River, ud mod en parkeringsplads, hvor du starter trekket fra. Her vandrer du ud i bjergene og når til sidst ud til den flotte pool, Lake Melo.
Trekket starter
Det var egentlig meningen, at vores oplevelse denne dag, skulle være nem og let tilgængelig. Vi havde netop haft nogle dage med udfordrende bjergkørsel og jeg havde meldt ud, at jeg ønskede, at vores dag gerne måtte blive spændende, men mere easy-going.
Vi havde læst om Restonica Valley og fik indtrykket af, at det var et spændende og nemt tilkommelig destination og vandretur, ikke så langt fra Corte (der ligger midt inde på øen). Vi har været i Corte mange gange og jeg ved, med hele min krop, at turen til Corte ikke udfordrer min højdeskræk. Vi kunne også se på Google Maps, at turen til Restonica Valley ikke gik gennem høje bjergpas eller lignende.
Vi indtog en let morgenmad og tænkte, at vi nok nåede hjem igen inden frokost. Endnu en af mange fejlantagelser, vi foretog om trekket den morgen! Men vi tog afsted, og en time efter drejede vi af fra Corte og kørte langs bjergene ud mod Restonica Valley, hvor vi parkerede bilen og begyndte trekket.
Trekket startede på en overraskende smuk parkeringsplads, hvor vi (mod betaling) parkerede bilen i granernes skygge. Herfra gik turen stille og roligt opad, over broen (billedet herunder), som gav os den flotte udsigt til, hvor vores trek skulle gå hen imod.
Efter at have gået godt stykke tid på asfalteret vej, nåede vi op til vejens endestation, hvor der lå et par hytter, hvor man kan købe lidt mad og drikke.
Turen gik herefter over stok og sten, langs klippevæggen og med de smukke bjerge forude. Rundt omkring os, kunne vi høre gedernes klokker, når de kravlede rundt i bjergene. Klipperne på hver side af kløften var stejle og dækket af træer, mest fyrretræ og birk, men også blomster.
Under klipperne løber floden, Restonica River, over klipper og kampesten og danner smukke, turkise bassiner. Deres vand, som kommer direkte fra bjergene er iskoldt og friskt for både krop og sjæl.
Luften var lettere kølig (i forhold til kysterne), men vi fik nu hurtigt varmen… og tørsten. I pauserne, vi tog indimellem, var bjergenes stilhed tydelig og kun vindens lyd i granerne kunne høres.
Trekket var meget længere og hårdere, end vi havde regnet med, og sulten var allerede begyndt at melde sig, da vi havde gået i et par timer. Vores ide om at nå til Lake Melo begyndte at svinde ind.
Da vi nåede til omkring midtvejs, måtte vi undersøge muligheden for at nå Lake Melo, eller om vi måtte erkende, at den smukke, turkise pool, vi var nået til, skulle blive vores mål for denne gang. Jeg gik i forvejen og spurgte nogle vandrere, der kom i modsat retning, om forholdene for at nå til Lake Melo var realistiske.
Deres svar var, at der var et stykke vandring endnu, og pegede op på det stejle bjerg forude og fortalte, at vi havde en meget stærk stigning foran os, som indebar klatring på stiger. Denne besked afgjorde vores tvivl, det kunne ikke blive denne gang.
Vi drejede nu i stedet ned mod den smukke pool, hvor vi smed sandalerne og dyppede tæerne i det iskolde vand. Nogle børn og voksne legede i poolen og en mand gled med alt hans tøj på, og alt hans fotogear blev sjaskvådt.
Vi kravlede rundt på klipperne og fandt nogle små bassiner for os selv, hvor vi nød den varme sol, det kolde vand og bare at være til.
Livsglæden var svær at holde væk her. Vi prøvede heller ikke på det…
Der er mange store glæder ved at vandre, de smukke bjerge og udsigterne, udfordringerne ved at gå i bjerge og alligevel gøre det, den friske luft, roen og det at føle sig bitte lille i en verden, der også er her om 1000 år.
En anden glæde ved at vandre er faktisk også stoltheden og tilfredsheden ved at færdiggøre trekket og bagefter vende sig om for at se tilbage på den tilbagelagte rute.
Sikke et syn!
Dette var historien om, hvorfor vi blev så glade af at være på trek i Restonica Valley, men inden jeg slutter helt, vil jeg også lige fortælle historien om, hvorfor jeg “døde” mindst 100 gange den dag. Historien kommer her.
Vejen, der vækkede min dødsangst mindst 100 gange
Vejen til Restonica Valley er ikke nem, når du kommer med bil. Vejen går langs klipperne og floden, men er så smal, at der ofte kun lige netop er plads til én bil af gangen. Dér, hvor der er træer på den ene side af vejen kan modkørende biler godt passere, men andre steder er der frit fald ud til den ene side, hvilket gør det umuligt at skabe plads nok til, at 2 biler kan være på vejen på samme tid.
Vejen snor sig, og du har ikke altid mulighed for at se, hvad der kommer rundt om næste hjørne. Flere gange, måtte vi standse op og bakke tilbage af den snoede vej (med frit fald ud til siden), for at vi kunne passere andre biler. Andre gange var det de andre biler, der måtte bakke for os. Nogle gange, var det en helt række af biler, der måtte bakke på samme tid. Det var et mareridt, ikke mindst, da en af situationerne også indebar en ko, der pludselig skulle have plads på vejen.
Vejen har flere små sidepladser, hvor du kan køre ind, hvis der kommer en modkørende bil. Det er også dem, du evt. bakker tilbage til, hvis du er kørt forbi. De hedder “Zone de croisement” og er forbudt at parkere bilen i.
Peter kørte heldigvis, og da jeg havde truet med at stå ud af bilen for at gå resten af vejen, blev vi enige om, at jeg i stedet skulle kravle om bag i bilen til Sebastian, hvor jeg kunne krybe ind på midten af bagsædet og koncentrere mig om, hvad der foregik på iPad’en i stedet. Det hjalp en smule. På hjemvejen tog jeg bagsædet hele vejen ned, hvilket var en endnu værre strækning, da jeg nu sad i den side af bilen, som vendte direkte ud til vejens kanter, og fordi trafikken af modkørende bilister var taget til.
Ja, jeg døde mindst 100 gange på denne tur, men jeg er også rigtig glad og taknemmelig for at have oplevet Restonica Valley og det vilde sus, det gav os som familie at vandre rundt i bjergene.
Er du også vild med at vandre i bjerge – og hvordan har du det med bjergkørsel?
Vi vil rigtig gerne høre dine input og kommentarer – skriv til os i kommentarfeltet under indlægget.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Links
- Europe’s toughest trek: Corsicas GR20
- Valley of Restonica Valley – photos + driving tips
- The Restonica Gorges
Tips
- Husk kontanter til parkeringspladsen ved Restonica Valley
- Husk gode vandresko eller sandaler, du kan gå i vanskeligt terræn med
- Husk at medbringe masser af vand
- Spis et godt måltid mad hjemmefra
- Medbring gerne lidt snacks til trekket
- Kør tidligt, så du undgår for mange modkørende biler på vejen ud til Restonica Valley
