Indeholder reklamelink
Vi har rejst mange steder i verden, og vi har overnattet på mange forskellige steder som også indbefatter naturist camping og naturist b&b. Vi har dog kun én gang boet på et luksus naturist resort. Det er netop dette resort, Vritomartis på Kreta, vi anmelder her.
Vi ankom med fly til Chania lufthavn, hvor vi havde lejet en bil for at køre over på den modsatte side af øen, til byen Chora Sfakion. Byen ligger væk fra masseturismen, og vi glædede os til at opleve, hvad den side af øen kunne tilbyde os. Turen gik over bjerge og ned blandt kringlede veje med får og geder, der gik langs vejkanten. Alene turen var et lille eventyr i sig selv. Vores destination viste sig at ligge lige før Chora Sfakion by, hvor vi drejede ned af en lille vej ned mod resortet.

Første indtryk
Da vi ankom til stedet slog det os, at det virkede meget pænt hotel agtigt. Vi har boet på utrolig mange forskellige måder og mange forskellige steder på vores rejser, så vi var nok sådan lidt – tjaah, det har vi set før og var ikke vildt imponeret. Vi parkerede bilen og gik ind til receptionen.

I receptionen blev vi mødt af et sødt personale, hvor vi fik nøglerne til vores bungalow og fik lidt info omkring stedet. Her skal det lige bemærkes, at personalet var fuldt påklædt, hvilket ikke altid har været tilfældet, når vi har boet på naturist overnatningssteder..
Da vi gik igennem receptionen og udenfor til det område, hvor vores bungalow lå, blev vi mødt af et stort poolområde og loungeområde, hvor man kunne spise og drikke. Faktisk var det mere indbydende, end vores første antagelser.
Værelserne
Vores bungalow var ret standard. Der var gode senge, tv og alt, hvad man kan forvente af et godt hotel. Ud over, at der var pænt og rent overalt, var der ingen tvivl om at tingene var i orden. Men for os er et hotel værelse nok “bare” et hotelværelse, for det meste bruger vi det jo primært til at sove i.
Der var en lille terrasse til vores værelse, hvor vi kunne sidde og nyde tilværelsen om aftenen. Terrassen havde udsigt til oliventræer og smuk kreolsk natur, hvilket helt sikkert gjorde oplevelsen så meget bedre. Vi oplevede heller ikke, at der var støj på hotellet fra andre, der larmede om natten, hvilket vi værdsatte højt.
Maden
En af de ting, der virkelig er værd at fremhæve på Vritomartis er deres mad.
Vi havde overnatning med ½ board – hvilket betyder at vi fik morgenmad og aftensmad. Det passede os rigtig godt, da vores søn på daværende tidspunkt var 4 år gammel og det gjorde det hele meget nemmere. Nu er det jo bare meget forskelligt, hvordan maden er på et hotel, og vi var lidt bekymrede for, at maden skulle blive for ensformig. Bekymringerne gik også på, at det ligesom så mange andre steder, bestod af buffetmad. Vores bekymringer blev sat fuldkommen til skamme – maden var virkelig god og varieret.
Om morgenen var der morgenmadsbuffet, hvor du kunne få frisk frugt, diverse morgenmadsprodukter, croissanter, brød etc. Selve udbuddet på morgenmadsbuffeten var ikke så meget ud over det sædvanlige, men kvaliteten af maden var virkelig god. Det bar tydeligt præg af at kokkene gjorde noget ud af maden, og at der blev brugt friske råvarer.
Om aftenen blev der budt på forskellige kreolske retter. Der blev serveret fiskeretter med friskfanget fisk, der var oliven, pasta, lækre hjemmedyrkede grøntsager og lækre desserter. Selve maden var rigtig godt tilberedt og smagte virkelig godt, og de formåede at variere maden fra dag til dag, så vi ikke nåede at køre træt i de forskellige retter.
Faciliteter / Aktiviteter
Selvom der var en strand blot 700 meter fra hotellet, betød det meget for os, at der var pool på hotellet. Vores søn elskede at bade og det var bare rart, at vi nemt lige kunne springe i poolen. Der var både en børnepool og en almindelig swimmingpool, hvilket var rigtig godt. Jeg nød at tage en svømmetur om morgenen, og så var det rigtig dejligt, at jeg kunne sidde ved børnepoolen og snakke og hygge, mens Sebastian svømmede rundt.
Vi oplevede dog en lille sjov ting ved børnepoolen den næstsidste dag. En lille dreng på et par år stillede sig op ved børnepoolen og begyndte at tisse direkte ned i den. Nu var det jo ikke rigtig nogens skyld, og vi kunne ikke lade være med at grine lidt af det, men det gjorde da, at vi ikke lige besøgte børnepoolen mere på ferien 🙂
På området var der også mange andre aktiviteter som bueskydning, legeplads til børnene, poolbord, tennis, bordtennis, kæmpe skakspil og mange andre ting. Vi brugte ikke så mange af tingene, men det var der mange andre der gjorde. Havde vores søn været ældre, eller havde vi været der som par, havde vi måske benyttet os af flere af aktiviteterne.
Der var også et område, hvor man kunne få en drink om aftenen, hvilket vi benyttede os af flere gange. Her kunne man få alverdens drinks og de smagte godt (vi prøvede adskillige af dem 😉 )
Naturisme
Da det ikke var første gang, vi boede på et naturiststed, var nøgenheden ikke nogen stor omvæltning for os. Det er dog forskelligt fra sted til sted, hvor på resortet at nøgenhed er accepteret. På Vritomartis er alle udendørs arealer naturist eller “clothing optional”, med undtagelse af pool området og stranden, hvor nøgenhed er påkrævet. På alle indendørs områder (med undtagelse af dit værelse naturligvis) var beklædning påkrævet.
Vi fandt det faktisk meget rart, at det var påkrævet beklædning på de indendørs områder. Specielt i restauranten var det rart, at folk skulle have tøj på. Det kan føles lidt uhygiejnisk de steder, hvor man rent faktisk må spise nøgen på restaurant, hvilket vi kun har oplevet ét sted. Så alt i alt syntes vi, at deres nøgenpolitik på resortet var ret god. Dog var det lidt underligt, at vi altid så personale med tøj på, hvilket nemt kan give en lidt uligevægtig følelse.
For dig, der er på naturist overnatning for første gang, er det et rigtig godt sted at starte – bpde for singler, par og familier. Vritomartis har rigtig gode ordnede forhold, og man føler sig helt tryg ved at være der.
Stranden
Vritomartis har deres egen naturiststrand. Stranden er godt nok også offentlig tilgængelig, men jeg vil tro, at de fleste var gæster fra Vritomartis. Stranden hedder Filaki Strand og ligger 700 meter fra resortet. Turen til stranden tager ca. 15 minutter i gågang fra hotelkomplekset og går langs en lille vej gennem kretensisk landskab, med får og geder til selskab. Der går også en gratis minibus service fra resortets hovedbygning og til nudiststranden adskillige gange om dagen. Vi valgte faktisk at køre til stranden, mest fordi, at det var en lang tur for en lille dreng at gå i en bagende sol.

Selve stranden er ganske god, stranden består af småsten, og det blå klare vand er tillokkende og lækkert. Der er liggestole og parasoller til rådighed på stranden, hvilket er skønt, hvis du har tænkt dig at bruge flere timer under den bagende sol. Hvis du skulle blive tørstig eller sulten, er der også en lille snackbar, hvor du kan få noget koldt at drikke og snacks. Sidst, men ikke mindst, er der også toilet og bad på stranden.
Vores vurdering
Hvis du er til “standard” hotel luksus med alt, hvad der følger med, er Vritomartis helt sikkert et sted for dig. Resortet er af god kvalitet og maden er virkelig et kapitel for sig selv. Vi nød også at være væk fra masseturismen, da Vritomartis ligger væk fra de store hotelområder.

Det vi savnede var noget mere “karakter”, noget, der skilte sig lidt ud. Vi havde boet andre steder, hvor der var en lidt mere “hippie vibe”, hvilket vi faktisk godt kan lide – uden at det skal blive for meget. Den del manglede vi lidt.
Ud over det, kunne vi på daværende tidspunkt godt have brugt, at der var lidt flere med børn, Sebastian kunne have leget med. I bund og grund handlede det nok mere om, at vi var der lidt uden for sæsonen.
Hej. Må jeg spørge hvilket fly i brugte og priser? Synes virkelig det dyrt med kun fly.
Mvh. Anita
Hejsa,
Nu er det ved at være nogle år siden vi var på Vritomartis og flypriserne har ændret sig temmelig meget i den forkerte retning siden. Men vi plejer at tjekke https://travelmarket.dk https://momondo.com inden vi finder billetter og prøv evt. at være lidt åben med hvilken lufthavn i flyver fra. Vi bor ved Aarhus og tjekker både billetter fra Aalborg, Billund, Aarhus og Hamborg – hvilket ofte giver pote.