Det fandt vi ud af på den hårde måde i 2009 – læs vores erfaringer og ikke mindst vores fejl, så du undgår at begå de samme fejl.
Min kæreste og jeg har begge rejst som backpacker utallige gange gennem årene, både hver for sig og sammen. Man kan vel godt kalde os erfarne backpackers.
I 2008 år blev Lise gravid og vi fik et fantastisk livstykke af en dreng. Han skulle naturligvis indvies i vores de rejselystne forældres liv med en rejse. Så da Sebastian, som vores dreng hedder, var 6 uger gammel skulle vi på eventyr sammen.
Vi tænkte at det kunne jo ikke være så slemt, vi var jo erfarne backpackers og havde den tilgang til vores rejser, at vi nok fandt ud af tingene undervejs. Easy – eller det skulle det så vise sig at det ikke var.
Planlægningen
Da vi var nybagte forældre ville vi ikke stikke af til Asien, som det første rejsemål med et spædbarn, så vi havde besluttet det skulle være i Europa. Valget faldt på Alghero, som ligger på øen Sardinien, i Italien. Det var lige dengang Ryanair startede med at have temmelig billige flyrejser til Alghero.
Ud over flybilletterne havde vi også reserveret et hotelværelse for de første par nætter. Vi havde en lille bærbar med, så vi nemt ville kunne finde et nyt sted at bo, mens vi boede på det prebookede hotel. Inden vi tog afsted, havde vi kontrolleret hvad tilgængeligheden var af hoteller og det så helt fint ud, og vi forventede derfor ikke, at vi ville få problemer med at finde et sted at overnatte på vores rejse.
Ud over at bestille hotel og flybilletter, havde vi besluttes os for at leje en bil. Bilen ville give os frihed til at opleve mere, end vi ville med offentlig transport. Vi havde jo en masse udstyr, der skulle med til den lille.
Jeg må indrømme, at vi var begge en smule bekymret for, hvordan det ville være at rejse med en baby. Men eftersom vi begge har rejst meget som backpackers, var det ikke en stor bekymring (for mig var det ikke). Tre ord dækker situationen – “Jeg tog fejl!”.
Turen til Alghero
Flyveturen til Alghero gik fint, vores dreng var super god til at flyve – og så var turen jo relativ kort (3 timer).
Den bookede bil var klar da vi ankom, og vi kørte til hotellet, vi havde reserveret i forvejen, uden store problemer. Det umiddelbare indtryk af hotellet var fint. Vi fandt dog hurtigt, at et hotelværelse uden mulighed for opvarmning af mælk eller køleskab ikke ligefrem et godt match til vores lille familie. Vores dreng skreg meget, på grund af varmen og kolik.
Efter de første 24 timer uden meget søvn og en ulykkelig dreng, begyndte vi at lede efter et andet sted at bo. På anden dagen havde vi stadig ikke fundet et sted at bo. Det viste sig nemlig at italienske hoteller og udlejningsboliger var fuldt bookede. Deres hjemmesider var bare ikke blevet ikke opdateret, og hver gang vi ringede til et hotel var det fuldt booket.
På vejen igen
Da der overhovedet ikke viste sig det mindste tegn på mulig overnatning de steder vi søgte på nettet, besluttede vi os for at køre en lang tur ( 4-5 timer ) og tog færgen til Korsika (som er fransk).
Turen på færgen var faktisk god, endelig noget frisk luft og en søn, der ikke skreg mere end hvad man kan forvente af en dreng på 6 uger.
Vi ankom til Korsika og håbede, at det hele ville blive nemmere. Det var blevet eftermiddag og vi fortsatte vores lange køretur for at finde campingpladser med ledige bungalows eller lejligheder med køkken. Så snart vi begyndte at køre begyndte vores søn at skrige igen. Enhver form for indkvartering, vi passerede var fuldt bookede!
Da vores lange køretur ramte de 10 timer, fandt vi et endeligt et hotel for natten. Dette blev dog kun en midlertidig løsning – og selvom vi var lettede over at få ro til natten var vores humør i bund, og både min kæreste og jeg var mildest talt, temmelig pirrelige.
Endelig et sted at bo
Næste morgen surfede vi igen efter mulig overnatning. Vi skrev et par stykker af dem vi fandt ned og besluttede os for at køre igen. Vi kørte ind til adskillige campingpladser, men de var alle fyldte. Men lykken skal komme til dem der er tålmodige, og et af de sidste campingpladser på vores liste gav pote. “Bagheera” hed stedet. Det bedste af det hele var, at de også havde et ledigt sted vi kunne bo, desværre uden aircon. Men vi var glade, for nu havde vi fundet os et sted at bo 🙂
Desværre varede lykken ikke så længe. Den første nat var ikke specielt god, der var meget meget varmt og Sebastian, vores søn, kunne ikke håndtere varmen, hvilket betød meget lidt søvn. Som om det ikke var slemt nok, opdagede vi at vi havde glemt noget vigtigt til Sebastian på det hotel, vi havde sovet på natten før.
Jeg blev nu nødt til at køre i 5 timer for at hente det glemte. Ikke ligefrem en særlig god ferie endnu, da jeg kom “hjem” til min kæreste var hun ikke ligefrem glad. Sebastian havde grædt hele dagen. Vi havde ikke engang haft overskud og tid til at se campingpladsen og området endnu. Udkørte, som vi var, besluttede vi os for at forhøre os om der skulle være blevet en bungalow eller et værelse med aircon ledig.
Heldet vender
Endelig vendte heldet! De havde en virkelig rar bungalow, som netop var blevet ledig samme dag. Bungalowen havde aircon, 3 værelser, køleskab og alt, hvad vi havde brug for. Ren luksus for en backpacker :-). Vi ændrede værelse og den aften sad vi på terrassen og nød aftenen for første gang på vores ferie med dejlig, kold rødvin.
Næste morgen fik jeg, som sædvane, den periodes “naturlige vækning” fra vores søn som vågnede og skreg kl. 6. Jeg tog ham op og lod Lise sove videre. Jeg lavede en god en kop kaffe og tog Sebastian med udenfor på den overdækkede terrasse. Jeg tror, det var første gang på den ferie at jeg tænkte “Det skal nok gå”.
Siddende, på terrassen med min 6 uger gamle baby, fuglene der sang, solen der skinnede, omgivet af fantastisk natur, og folk der langsomt vågnede op, følte jeg for alvor at jeg var i live og lykkelig. Jeg har altid elsket naturen, og med kaffen i de skønne omgivelser, og folk der stille og roligt kom til live var jeg lige midt i det hele. Det var alt på én gang, med den bonus, at vores dejlige søn også så ud til at synes det var fantastisk. Disse morgener blev til øjeblikke i mit liv, som jeg aldrig glemmer. En time eller to senere kom Lise udenfor til os, dagen kunne ikke blive meget bedre.
Intet varer evigt
Jeg er sikker på at vi alle nød vores ophold i vores bungalow på Korsika. Desværre måtte vi forlade Bastia regionen på Korsika efter blot en uge, da vi kun havde mulighed for at leje bungalowen en uge. Vi blev derfor nød til at rejse tilbage til Alghero (Sardinien, Italien). Dette var ikke noget, vi så frem til – nu havde vi endelig fundet vores daglige rytme og var ikke klar til at bryde den. Vi pakkede bilen og begyndte den lange tur til Alghero. Og det var ikke uden sorg i hjertet, jeg forlod stedet.
Turen til Alghero gik faktisk ok, alt taget i betragtning. Vores søn var ikke ligefrem glad for den lange tur, men han klarede det nu meget godt. Vi ankom til Alghero, hvor vi havde prebooked et hotel. Hotellet var kedeligt, og værelset var heller ikke noget at skrive hjem om. Erfaringerne med at være “i ét med naturen” og så pludselig at befinde os i et kedeligt hotelværelse var en stor omvæltning af den ubehagelige slags. Faktisk endte vi med at flyve hjem et par dage tidligere end forventet.
Lektion lært
Hvad har jeg så lært af denne oplevelse? Først og fremmest har jeg lært at rejse med et spædbarn er markant anderledes end at rejse som backpacker uden barn.
Når man rejser med et spædbarn er det vigtigt at sætte tempoet ned, der skal ikke være en masse ting der skal nås i løbet af ferien. Det er vigtigt at tage sig tid og bare nyde det at man er afsted – for mig var det en stor omvæltning.
Vi har efterfølgende rejst mange gange med vores dreng og hver gang bliver det både nemmere og sjovere. Det er en ny måde at rejse på, men det er stadig som individuel rejsende. Jeg kommer aldrig til at finde glæden ved et charterhotel med fuld pension – det er ganske enkelt slet ikke min stil. At rejse med barn, som “backpacker” kan sagtens lade sig gøre, man skal bare huske at kårene man rejser har forandret sig. Jeg vil nok nærmere kalde os individuel rejsende – for måden vi rejser på er stadig født ud af backpacking, men vi planlægger mere hjemme fra og foretrækker mere komfort end da jeg rejste som backpacker tilbage i 90’erne.
