Hvor skal du hen, når du har været en uges tid i Chiang Mai? Skal du sige farvel og tak til det nordlige Thailand – been there, done that, eller skal du grave et spadestik dybere og rejse længere nordpå og ud i bjergene? Vi valgte det sidste. Her er hvorfor – og hvad vi oplevede.
Efter at have tilbragt en uges tid i Chiang Mai skulle vi vælge hvad vi ville bruge de næste 3-4 dage på, inden vi skulle tilbage til Bangkok og flyve hjem. Vi var i vildrede. Hvad kunne vi nå, hvad havde vi lyst til og hvad havde vi brug for?
Vi kunne backtracke stille og roligt (med tog) tilbage mod Bangkok, eller vi kunne flyve til en lækker strand og få flere bade eventyr. Men vi kunne også rejse længere nordpå, længere ind i landet og op i bjergene.
Det sidste tiltalte os, men udfordrede os også. Hvordan ville vi trives som familie i flere dage i den rene natur? Ville vi kede os? Ville Sebastian blive urolig af kedsomhed? Ville vi gå hinanden på nerverne?
Det måtte vi simpelthen finde ud af. Alle vores erfaringer har vist os at det er når vi trækker ud i naturen, at magien opstår. Det er når vi tør slippe underholdningen og lette muligheder, at vi finder fred og balance.
Vi måtte give det en chance. Så vi tog ud i bjergene, nærmere betegnet Mae Sa Valley.
Mae Sa Valley
Området slog helt og aldeles benene væk under os. Vi havde med vilje valgt at bo et sted, hvor der ikke var noget omkring os – andet end bjerge og jungle.
Vi var omgivet af jungle beklædte bjerge, hvor store tunge skyer rullede hen over og gav os de smukkeste udsigter. Her var fyldt med dyrelyde, blomster og palmer med bananer, jackfruittræer og alverdens eksotiske planter.
Det var regntid mens vi befandt os på Koh Chang og der var regntid i Chiang Mai. Men det blev her, i Mae Sa Valley, at vi for alvor oplevede hvor meget regn, der kan falde i Thailand. Her regnede ikke bare lidt. Det regnede næsten hele tiden. Og vi havde altid en paraply eller vores regnslag med os, når bare vi skulle det mindste.
Men regnen gjorde bare bjergene endnu mere smukke og dragende. Regnen gav os også en form for begrænsning vi havde brug for.
Hvad fik vi tiden til at gå med i Mae Sa Valley?
Fordi det regnede så meget, brugte vi en hel del tid med lydbøger og tordenlynshow om aftenen på vores overdækkede veranda.
Om dagen gik vi ture rundt om i nabolaget. Vi gik, og gik og gik. Vi gik ned til landsbyen, som lå bag et bjerg vi skulle over først. Og vi gik ned til restauranterne, som lå langs vejen, der førte gennem bjergene.
Her sidder vi på en restaurant og har bestilt lokale retter. Maden var så stærk, at vi på trods af ellers ret stærke chilimaver, gik i chili-chok på tur. Selv Sebastian gik modig ombord i en ret stærk, lokal chilipølse, som han klarede det meste af.
Det meste af tiden fik til at gå med at gøre som de andre gjorde i området. Slappede af. Tog os tid. Spiste god, lokal mad. Spillede yatzy. Tog billeder. Snakkede med de lokale, som vi mødte i området.
Thai kvinden, som holder om Sebastian, på billedet herunder, ejede en lille gade butik, hvor vi kunne købe vand og Chang (øl). Hver gang vi kom, rejste hun sig fra hendes tv-diva og klappede og knusede Sebastian. Han kom altid ud derfra med en banan, mango eller anden frugt, hun gav ham som gave.
Den sidste dag ville hun, at vi skulle tage et billede af dem sammen. Det var altid sjovt og hyggeligt at komme på besøg hos hende.
Vi kunne godt have brugt en formue på at tage i Botanisk Have, krokodille- abe- eller slangeshow, deltaget på en tur til en elefant camp, set orkidé famene, taget på ATV-ture. Men det var ikke det vi var kommet for.
Omkring os var den mest fantastiske natur og vi så små vandfald på vores ture, vi havde allerede været ude på en elefant camp… og ja… vi havde det fint. Vi behøvede ikke nogen underholdning. Al vores bekymring faldt til jorden, mens vi var der.
Vi hverken kedede os, bed af hinanden eller var urolige.
Vi blev faktisk helt rolige. Fandt os selv. Hinanden.
Mae Sa Valley… havde lige dét, vi havde brug for, inden vi vendte snuden mod hektiske Bangkok.
