Hvert år kan du opleve de smukkeste ramsløg i Risskov ved Aarhus. Her blomstrer de og de er ikke bare smukke, du kan også bruge dem i din mad...

Der findes ikke noget bedre end at gå i skoven en forårsdag, hvor alle bladene er nyudsprungne, lysegrønne og knasende sprøde. Og dog, så skulle det da lige være at tage i Risskoven, når ramsløgene blomstrer!

Jeg har det meste af mit liv boet tæt på eller befundet mig i området, hvor Risskov ligger. Nogle år har jeg endda haft den glæde at bo så tæt på, at jeg hver morgen, ved forårstid, vågnede op ikke bare med lyden af skovens fugle, men også ved duften af den tunge dis af ramsløg duft, som vokser i Risskovs skovbund.

Risskov er et skønt helle i Århus, og hvert år tænker jeg, at jeg som minimum skal opleve skoven, når ramsløgene blomstrer. De fleste år lykkes det også.

Men hvad er ramsløg egentlig, hvor gror de og hvornår, kan du opleve dem?

Ramsløgene blomstrer i hele Risskovs skovbund
Ramsløgene blomstrer i hele Risskovs skovbund
Ramsløgene vokser tæt i Risskov
Ramsløgene vokser tæt i Risskov

Hvad er ramsløg?

Ramsløg er en lav løgplante, som dufter og smager af hvidløg. Duften fra planterne er ret intens, og du kan ikke undgå at bemærke den, når du er i nærheden af den. Blomsterne er hvide og ligner små stjerner, holdt oppe på forårsgrønne stilke. Ramsløgene i Risskov dækker hele skovens bund, og om foråret er der så mange, at de flere steder ligger som et hvidt tæppe hen over skovbunden. At gå blandt så mange ramsløg er et sandt eventyr, du ikke må gå glip af.

Ramsløg har det med at brede sig over flere år, og derfor oplever du også så ekstremt mange ramsløg i Risskov.

Ramsløgene giver den smukkeste forårsblomst buket
Ramsløgene giver den smukkeste forårsblomst buket

Hvor finder du ramsløg?

Ramsløg vokser mange steder i Danmark, men du finder dem nemmest ved kystnære løvskove, krat og lunde. Der går rygter om, at ramsløgene blev bragt til Risskov af spanske soldater i 1808 og tyske soldater i 1848, men det er vist mest en skrøne, da ramsløg har vokset vildt i Danmark siden bondestenalderen.

Al vinter forsvinder som dug for solen, når ramsløgene blomstrer i Risskov
Al vinter forsvinder som dug for solen, når ramsløgene blomstrer i Risskov

Hvornår blomster ramsløgene?

Ramsløgene blomstrer fra maj-juni, men bladenes sæson (dem, du mest bruger i din madlavning) starter allerede i februar/marts.

Sørg for at plukke bladene, mens det er tørt vejr, så de ikke ligger og mugner og bliver dårlige, inden du når hjem  – og gerne i en kurv, så de ikke mases. Der er nogle regler omkring, hvor meget du må samle ind af gangen, de kommer her:

I offentlige skove, må du samle overalt, og her må du samle ind til eget forbrug, som svarer ca. til, hvad der kan være i en lille bærepose. Befinder du dig derimod i en privat skov, må du kun samle det ind, du kan nå fra skovens stier.

Ramsløgene vokser tæt i Risskov
Ramsløgene vokser tæt i Risskov
Træerne er ualmindelig smukke, særligt når det er forår og alle bladene lige er spruget ud
Træerne er ualmindelig smukke, særligt når det er forår og alle bladene lige er spruget ud
Ramsløg i Risskov
Ramsløg i Risskov

Hvordan bruge du ramsløg i din mad?

Det er de spæde, grønne ramsløgsblade, der smager bedst i din mad. Ramsløgene har sæson fra februar til juni, så vær tidligt ude, hvis du skal nå at plukke det bedste fra planten.

Ramsløgene kan bruges i stedet for hvidløg eller purløg. De er sprængfyldt med C-vitaminer (ca. 10 gange så meget som i citroner) og er derfor styrkende for immunforsvaret.

Det er mest bladene, der er anvendelige i madlavningen. Du kan godt spise bladene rå, men smagen kan godt være lidt kras. Bladene kan snittes fint og bruges over en tomatsalat eller i æggeretter som f.eks. scrambled eggs eller æggekage.

Du kan også lave pesto, urtesmør eller aioli ud af bladene, som du kan bruge som tilbehør til en lækker forårsbrunch – eller du kan bruge ramsløg bladene sammen med bagte kartofler – eller som et krydderi (f.eks. ramsløgsalt).

Du kan plukke blomsterne i maj-juni måned, hvis du vil krydre din mad med blomsterne. Smagen er knap så intens som bladene.

Løgene kan høstes fra september-februar.

Vigtig info om ramsløg

  • Ramsløg kan forveksles med liljekonvaller eller høsttidløs, som er meget giftige, så vær varsom (og er du i tvivl, så lad planten stå)
  • Du må ikke grave planterne op i skovene, så ønsker du at bruge løgene, skal du så dem i egen have
  • Spis kun ramsløg i mindre mængder

Mangler jeg noget?

Jeg er ikke ramsløg ekspert, men jeg elsker ramsløg og har udover at nyde synet af en smuk buket af ramsløg også lidt erfaring med planten i maden. Men måske mangler jeg noget? Eller måske, har du en god ide, et godt tip eller andet om ramsløg, du vil dele med mig og vores læsere? Vi vil elske at høre fra dig, så kommentér gerne herunder artiklen.

Indtil da, vil jeg glæde mig over at foråret er på vej, og glæde mig over min næste tur i det lysegrønne forårs inferno med hvide stjerner på jorden.

Rigtig glædelig forår.

 

  Her finder du ramsløg i Risskov