Oplev tjekkiets smukke perle: Mikulov, der med sine smukke huse og eventyrlige slot er mere end et stopover værd!

Det var lidt en tilfældighed, at vores stopover på hjemrejsen fra Kroatien skulle gå gennem Mikulov. Situationen var den, at vi skulle udvælge to overnatninger på ruten hjem til Danmark og vi stod med et vanvittigt vejrsystem, som var på vej over lige præcis de byer og ruter, vi ellers havde udset os.

Vi havde aldrig hørt om byen Mikulov, men det passede rigtig godt med distancerne på Google Maps, og da vi slog byen op, viste det sig, at det så ud til at være en rigtig eventyrby med smukke huse, flotte pladser og et rigtig eventyr slot. Men selvom vi forsøgte at undgå det dårlige vejr, blev vi hårdt ramt på vejen dertil.

Lige fra vi kørte over grænsen fra Kroatien og Slovenien slog uvejret ned over os – det lynede og tordnede og regnede, så trafikken flere gange stod stille pga. manglende sigtbarhed. Det dårlige vejr fulgte os hele vejen gennem Slovenien og op gennem Østrig, lige indtil vi landede i Tjekkiet…

Hvor ligger Mikulov?

Mikulov ligger i det aller sydligste af Tjekkiet og næsten lige over grænsen, når du kommer sydfra gennem Østrig. Byen ligger placeret lige midt i et tjekkisk vinområde

Vejen fra grænsen var nem, og vi kørte ikke mange minutter før slottet og det lille bjerg med det karakteristiske kapel dukkede op i horisonten. Vi jublede, en lang og anstrengende køretur var overstået – vi kunne næsten ikke vente med at opleve byen.

Vi kørte op til vores hotel, som viste sig at være en vaskeægte tjekkisk vingård. At bo på denne vingård viste sig at blive halvdelen af det eventyr, som vi oplevede i byen Mikulov.

Overnatning på den tjekkiske vingård, Ryzlink

Hotel Ryzlink viste sig at være en familieejet vingård, som også fungerede som et hotel for dem, der rejser til området for at opleve og smage de tjekkiske vine.

Hotel Ryzlink, Mikulov
Hotel Ryzlink, Mikulov

Og hotellet viste sig at blive et helt lille eventyr i sig selv. Så snart vi havde smidt vores tasker og taget et velfortjent bad, gik vi på opdagelse i haven udenfor, som var fyldt med vinstokke, vi kunne gå hen og kigge på. I restauranten, som lå åbent ud til haven, fik vi serveret en velkomstdrink, en hvidvin, som de selv havde produceret. Det var ikke mindre end fantastisk at sidde der og nyde stilheden i den friske luft.

Peter fandt straks ud til vinrankerne på Hotel Ryzlink, Mikulov
Peter fandt straks ud til vinrankerne på Hotel Ryzlink, Mikulov

Tilbage på værelset, som i virkeligheden var en lille lejlighed, havde de stillet en flaske Vinařství Fučík hvidvin, som de selv havde produceret, frem til os. Lejligheden var hyggelig, rummelig og ikke mindst stille – helt stille. Hvilket var noget vi virkelig satte pris på, efter en lang og anstrengende køredag på motorvejen.

Aftensmaden, som var dejlig tjekkisk, tog vi også i udendørs restauranten. Selvom det var lidt køligt (i forhold til Kroatiens voldsomme hede) var der tæpper, vi kunne smyge omkring os. Vi sov tidligt og godt, så vi kunne være klar til næste dags eventyr, som jo også bød på endnu en lang køretur – mod Polen.

En eventyrlig morgen i Mikulov

Det var som om heldet fulgte os i Mikulov. Regnen væltede ned, inden vi ankom til byen og den væltede også ned, den morgen vi vågnede i Mikulov, men stoppede igen helt belejligt, da vi tog ned i byen.

Vi pakkede bilen og kørte ned i byen, hvor vi parkerede i en stille sidegade. Byen var knap nok vågnet endnu; skraldebilerne var i gang med at tømme spande, nogen fejede gaderne, og lyden af fodtrin mod brostenene afslørede de få mennesker, der allerede var på vej på arbejde. Fuglene var de eneste, der ellers gav lyd. Alt herskede fred og ro.

Den gamle del af Mikulov
Den gamle del af Mikulov

Vores plan var først og fremmest at opleve den gamle bymidte og se slottet. Allerede dér, hvor vi havde parkeret bilen, mødte vi de karakteristiske tjekkiske byhuse. De var malet i et væld af farver, og mange havde fine, blomstrende ornamenter omkring vinduer og døre – eller direkte på murene.

Husene Er Flotte I Mikulov
Tjekkisk Dekoration På Et Hus I Mikulov

Den gamle bydel i Mikulov

Den gamle bydel er lille, overskuelig og fuld af små pladser, butikker og caféer. Det var nemt at se, at her havde den lokale vin en betydningsfuld plads i bybilledet. Vi så mange vinbutikker og vinbarer.

Der er mange hyggelige butikker i Mikulov, Tjekkiet
Der er mange hyggelige butikker i Mikulov, Tjekkiet

Byens store plads, Mikulovské náměstí, er virkelig smuk. Pladsen er omkranset af pastelfarvede renæssance- og barok bygninger, som bl.a. også består af Rådhuset. Lige bag pladsen går den brostensbelagte vej op mod Mikulov Slot. I baggrunden på billedet herunder, ses Det hellige bjerg med kapellet, Svatý kopeček.

Det gamle torv i Mikulov
Det gamle torv i Mikulov
Mikulov by er kun lige vågnet en juli morgen
Mikulov by er kun lige vågnet en juli morgen

Byen er utrolig smuk og meget eventyrlig, på en lidt stille og nærmest lidt “voksen” måde. Jeg forestiller mig nemt at tage hertil igen, senere i livet, og bare sidde og nyde et glas vin, mens jeg oplever livet omkring mig i byen, på en næsten tidløs, langsom måde.

Oplev Mikulov Slots smukke have og udsigt

Selvfølgelig skulle vi op til det middelalderlige gamle Mikulov Slot. Byens midtpunkt og formentlig også stolthed. Og forståeligt nok, Mikulov Slot er virkelig fint, tronende der midt på byens store klippe.

Vejen fra Mikulovs store torv tager et sving og drejer opad, gennem en port, direkte mod slottet.

Mikulov slot
Mikulov slot

Den korte tur op til slottet er smuk, frodig og går gennem slottets have. På vej derop kommer du forbi en udsigtspost med den flotteste udsigt ud over hele byen og vinmarkerne i baggrunden.

Udsigten over Mikulov og vinmarkerne i baggrunden
Udsigten over Mikulov og vinmarkerne i baggrunden
Gåturen op til Mikulov Slot var smuk og stille denne morgen
Gåturen op til Mikulov Slot var smuk og stille denne morgen

Vejen endte oppe i selve slotsbyen, hvor vi kunne gå helt ind i selve slotsgården. Det var helt specielt at opleve slottet så tidligt på morgenen, og vi følte, vi havde det hele for os selv. Om os hvislede vinden og tørre blade på jorden rislede sagte hen over brostenene. Det var endnu en smule køligt, men morgensolen fortalte os, at der ville blive virkelig varmt i løbet af formiddagen, som det kun kan gøre sydpå – eller på de varmeste sommerdage.

Udsigten fra Mikulov slot er flot - i baggrunden ses Svatý kopeček (Holy Hill)
Udsigten fra Mikulov slot er flot – i baggrunden ses Svatý kopeček (Holy Hill)

Hvad er “Den hellige bakke”, Svatý kopeček?

Den hellige bakke, Svatý kopeček, er umulig at overse i Mikulov. Den lille kalkstensbakke med sine barokke kapeller kan ses fra det meste af byen og ligger som et stille, næsten vågende, element i landskabet. Bakken og kapellet var noget af det første vi så af Mikulov, vi kunne se den fra vores hotel og vi kunne se den fra Mikulovs plads og oppe fra slottet. Det er meget spektakulært og smukt.

Svatý kopeček (Holy Hill)
Svatý kopeček (Holy Hill)

Selvom vi ikke selv gik derop, blev bakken en fast del af vores ophold. Den dannede baggrund for udsigter over vinmarker og gav Mikulov en særlig ro og tyngde – som et pejlemærke, vi hele tiden kunne orientere os efter.

Svatý kopeček (Holy Hill)
Svatý kopeček (Holy Hill)

Den gamle brandstation i Mikulov

På vej tilbage til bilen, kom vi forbi den flotteste bygning, som viste sig at være den gamle brandstation i Mikulov. Brandstationen har status som kulturarvs monument og er ikke længere i brug. Men den betog os med dens flotte tårn og rustikke (og alligevel poetiske) udtryk.

Den Gamle Brandstation, Mikulov
Den Gamle Brandstation, Mikulov

Det blev kun til et par timers sightseeing i Mikulov. Men hvor var der fint.

I vores sind tog vi det hele ind, velvidende om, at vi havde været heldige og at eventyret kun var kort berørt, men eventyret gav os lige præcis det kick og den glæde vi havde savnet.

Med Mikulov, frisk morgenvind i vores hår og varme i vores sind, satte vi os ind i bilen og kørte ud af byen. Energifyldte og forhåbningsfulde for nye eventyr forude.

Tunge dråber landede på bilens forrude. Jo, vi havde virkelig været heldige i Mikulov.

  Nyttige links

  Her finder du Mikulov, Tjekkiet

Privacy Preference Center