Vidste du, at vi i Danmark har et lille Finland? Det har vi – og det er noget af det smukkeste! Vi var der, da der var masser af vand i søerne! Se bare her...

Der er ingen tvivl om, at vi savner naturen, hvor vi bor. Sådan ægte natur. Natur, som ikke er endeløse marker eller anden endeløs opdyrket areal. Vi savner det – og når vi søger ud i Danmark for at opleve noget smukt, opsøger vi ofte områder, hvor vi ved, naturen har fået lov at stå. Og denne lørdag, var det lige netop dét vi søgte, da vi tog bilen og kørte ned mod Billund – ikke for at tage flyveren, men for at opleve en lille naturperle med smukke bakker og de herligste søer. En lille plet på danmarkskortet, der minder om Finland.

Hvad er Syvårssøerne egentlig?

Kort fortalt er Syvårssøerne et område, beliggende ved Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage. Det er et lille kuperet område med et helt unikt naturfænomen af søer, der kommer og går. Søerne opstår og forsvinder afhængigt af grundvandets niveau. I gamle dage kaldte man området “Syvårssøerne”, da man mente, at de dukkede op hvert 7. år. Det er nu ikke helt tilfældet, i virkeligheden varierer deres tilstedeværelse med grundvandsspejlets udsving.

Da vi besøgte Syvårssøerne, var der store og rigtig mange søer – og vandet stod højt. Området er fyldt med gode vandreruter, så selvom der ikke lige skulle være så meget vand i søerne, er jeg sikker på, at der er rigtig meget at komme efter alligevel.

Hvor ligger Syvårssøerne?

Syvårssøerne ligger ca. 10 km sydøst for Billund, ved Randbøl Hede. Hvis du som os kommer med bil, kan du køre til Randbøl Hede rasteplads og sætte bilen.

Vi ankom med bilen, parkerede den og spiste vores medbragte madpakke, inden vi begav os af sted. Solen skinnede flot denne dag i oktober, og vi var bestemt ikke de eneste, der havde fundet vej til området, som bestod af flere vandreruter. Det var tydeligvis et sted, hvor folk plejer at samle svampe, for rigtig mange kom med kurve under armen.

For at komme til Syvårssøerne, gik vi først igennem et meget bakket område og derefter et område med meget høje grantræer.

Smukke skove ved Syvårssøerne
Smukke skove ved Syvårssøerne

Hvad kan du opleve ved Syvårssøerne?

Hvis du som os trænger til at komme ud og opleve naturen, gå en tur, lede efter svampe eller bare mærke ro og indånde frisk luft – vil Syvårssøerne allerede indfri det meste. Hvis du også drømmer om at opleve noget anderledes natur i Danmark, så er der en chance for at der er vand nok i søerne til, at du kan få en lille snert af at være i et lille Mini-Finland.

En af de mange udsigter ved Syvårssøerne
En af de mange udsigter ved Syvårssøerne

Der er mange vandreruter, og du bliver ført gennem granplantager, lysninger, grusveje, grusstier og mange bakker og dale. Du vil opleve smukke udsigter ud over søerne, og kølige, skyggefulde dale med fugt og rim på græsserne. Du vil sågar opleve et område med indlandsklitter med sand!

Der er også strand - eller en lille ørken ved Syvårssøerne
Der er også strand – eller en lille ørken ved Syvårssøerne
Træerne spejler sig i en af de større søer ved Syvårssøerne
Træerne spejler sig i en af de større søer ved Syvårssøerne

Eftersom vi bor tæt på havet, er det at komme ud til en sø noget helt specielt for os. Vandet ligger så stille og spejler træer og buske så flot. Det er svært ikke at standse op for at tage billeder og selvom vores rute ikke var mere end 4-5 km lang, tog det os alligevel nogle timer at nyde det smukke område.

Et Lille Træ I En Af Søerne Ved Syvårssøerne
Smukke Grene I Flotte Efterårsfarver Ved Syvårssøerne
Der er så mange motiver - ved Syvårssøerne
Der er så mange motiver – ved Syvårssøerne

Hvad kan du ellers opleve ved Syvårssøerne?

På vores tur gennem plantagen mod Syvårssøerne stødte vi undervejs på skilte, der fortalte, at vi befandt os i et område, hvor tyskerne under 2. verdenskrig skjulte deres bombefly. Andre steder i plantagen kan man også finde spor fra dengang – mandskabsbunkere, rester af brændstofledninger og en bunker til en brændstofpumpe – men disse områder passerede vi ikke på vores rute.

Havde det ikke været for skiltene, ville vi aldrig have opdaget historiens aftryk. Naturen var overalt og havde for længst taget stedet tilbage.

Naturen er gudesmuk ved Syvårssøerne
Naturen er gudesmuk ved Syvårssøerne

I området kan du også opleve Danmarks største område med rydningsrøser – stendynger fra oldtiden, der vidner om tidligere tiders agerdyrkning og menneskets tidlige arbejde med jorden. Havde jeg vidst dette, inden vi tog afsted, ville jeg helt sikkert have kigget efter dem. Men så har jeg den til gode næste gang vi besøger Syvårssøerne.

Et andet sted i området, vi heller ikke oplevede på vores tur er Kighøj Madpakkehus, et tidligere skovriderhus, der i dag fungerer som et hyggeligt opholdssted for besøgende. Her er der borde, bænke og mulighed for at lave bål, hvilket gør det til et perfekt sted at holde pause og nyde naturen. Måske er det noget for dig?

Udsigterne er smukke ved Syvårssøerne
Udsigterne er smukke ved Syvårssøerne
Hvad mon han tænker på? Sebastian ved Syvårssøerne
Hvad mon han tænker på? Sebastian ved Syvårssøerne

Efter en lang dag i det smukke område, vendte vi næserne hjemad. Endnu et eventyr var oplevet. Endnu en dejlig dag var gået. Turen hen mod bilen var lige så smuk, som turen ud. Det var virkelig en dejlig dag.

På vej hjem fra Syvårssøerne
På vej hjem fra Syvårssøerne

  Korte facts om Syvårssøerne

Længde: 4.2 km
Naturtyper: Skov og søer
Faciliteter: Toilet
Parkering: Ja

  Links

  Her finder du Syvårssøerne