Du kender det sikkert godt, følelsen af overvældende usikkerhed, fordi du befinder dig i en ny sammenhæng og endnu ikke kender til etikette og hvordan det forventes, at du opfører dig. Sådan er der mange der har det de første gange, de besøger en naturiststrand. Sådan var det også også os de første mange gange.
I starten var vi lidt i tvivl om vi gjorde noget forkert, når vi besøgte en naturiststrand, men efter flere års besøg på naturiststrande har vi efterhånden erfaret, hvad der er “go” og hvad der er “no go”! Både fra egne erfaringer men også fra at have snakket med andre naturister.
Her deler vi nogle af de vigtigste erfaringer om opførsel på naturiststrande, så du kan tage afsted og nyde en god dag på naturiststranden.
1. Husk håndklæde eller sarong
Det kan godt være, at du er taget til naturiststranden for at kunne smide tøjet og føle dig fri. Men de fleste steder er det god kutyme at tage håndklæde eller sarong rundt om dig, hvis du bevæger dig ind i mere officielle sammenhænge som isbar, strandbar, toiletter og lignende. Sørg derfor altid for at have et håndklæde eller sarong med dig, uanset hvor du går, så du kan sætte det på restaurantstole og lignende og dermed vise god pli overfor andre som også benytter stedet.
2. Stir ikke på andre strandgæster
Stir ikke på andres private dele, det ville du heller ikke gøre på en strand, hvor folk har tøj på. Det er klart at man som ny i naturisme måske bliver lidt chokeret over alle de nøgne kroppe med alle deres former og faconer, men husk at vis pli og diskretion ved ikke at stirre.
3. Tag ikke billeder
Som udgangspunkt er det “no go” at tage billeder på en naturiststrand. I disse dage, hvor billeder nemt deles på internettet, er det meget meget få mennesker, der ønsker at få deres kroppe foreviget på andres billeder. Hvis du ønsker et billede af strandens flotte natur, er det bedst at vente til strand gæsterne er taget hjem. Hvis du absolut skal bruge et billede, så spørg altid om tilladelse til at tage foto eller film på en nøgenstrand. De fleste på stranden er der sikkert bare for at slappe af og nyde tilværelsen, og er ikke nødvendigvis særlig begejstret for at få taget billeder, som kan risikerer at ende på Instagram eller andre sociale medier.
4. Brug ikke kikkert
Ligesom med foto og film, er det en rigtig dårlig ide at bruge kikkert på en nøgenstrand. Det sender de forkerte signaler. Det er meget tænkeligt, at din intention er at kigge på fugle, men det signalere hurtigt det forkerte. Vent derfir med fuglekikkeriet til stranden er tom – eller find et andet sted at tage kikkerten frem.
5. Opfør dig ordentligt
Det er vigtigt at alle føler sig tilpas på stranden. Uanset om en person blot er der for at ligge topløs eller for at være nøgen. Det er ikke ok at lave kommentarer som “flotte bryster” eller andre kommentarer om folks kroppe. Opfør dig ordentligt og gem de kvikke kommentarer til du befinder dig i en sammenhæng, hvor du ved, at dem, du kommenterer er ok med det.
6. Begræns nøgenheden
Begræns nøgenhed til stranden. Gå f.eks. ikke nøgen til og fra parkeringspladsen, medmindre det er en naturist parkeringsplads.
7. Ingen åbenlys seksualitet
At være naturist og nøgen på en strand er ikke det samme som at lade sin seksualitet flyde i al offentlighed. Husk, at naturisme også er for børn! Der kan dog opstå situationer (lige såvel som på en tekstil strand), hvor synet af andre kroppe kan vække lyst og stemning, men husk lige dette:
a) Hvis du ser en flot krop, kan det for nogens vedkommende være svært at kontrollere sin krop. Tag en dukkert i havet for at køle lidt af eller vend dig om på maven. Dette råd henvender sig primært til mændene – og specielt til unge mænd, som er på naturiststrand for første gang.
b) Hvis du er sammen med din partner på stranden og bliver opstemt, så lad være med at lave seksuelle handlinger på stranden. Bare fordi folk er nøgne, betyder det ikke, at de er interesseret i at se jer have gang i den. Det er en offentlig strand, så gem det sjove til soveværelset eller find et andet privat sted.
Vi håber, at disse tips og råd kan gøre det lidt nemmere at tage afsted til næste naturiststrand og at de kan være med til at give dig nogle skønne dage på stranden. At føle friheden ved at smide tøjet er en skøn følelse og behøver ikke at være noget problem, så længe du bare husker respekt og god skik.
Enjoy.
Har jeg glemt nogle råd, har du spørgsmål eller andet på hjertet, så skriv en kommentar 🙂