De 9 vigtigste erkendelser fra mine rejser i 2016

Hvad er rejser værd, hvis ikke vi lærer og erkender undervejs?

Det er fedt at rejse, og det er spændende, sjovt, udfordrende og ikke mindst lærerigt. At rejse som forældre med et barn, er i sandhed en anden oplevelse og rejse, end når vi har rejst alene eller som par uden barn.

Det er lige netop dét, at rejse som par med barn, der præger vores rejser i disse år, og derfor også giver helt nye erfaringer og erkendelser, som er gode for mig at tygge på. For hvad er det vi som familie ønsker at opleve? Hvad er det vi trives bedst med? Hvilke udfordringer rykkede os positivt? Hvordan sørger vi for, at alle har en stemme i, hvad vi ønsker at bruge vores ferie til?

En ting er sikkert, vi finder kun ud af det ved at prøve os frem. Intet er som det var sidste år, og vores beslutninger tages på mavefornemmelse, fakta og erfaringer.

Så hvad har rejserne i 2016 lært mig? Og hvad vil jeg tage med mig – her i 2017, når vi rejser ud i verden igen?

Rejserne i 2016 var:

1. Flyrejse til Porto, Portugal
   2. 4 ugers rejse til Singapore og Bali (Havde booket flyet til Singapore + Bali og hotel de første 4 dage. Resten af rejsen tog vi efter lyst, behov og mavefornemmelsen)
2. Spontan biltur til Prag, Tjekkiet

De 9 vigtigste erkendelser fra mine rejser i 2016

Erkendelse#1
Sorgløs rejseglæde har stor værdi for mig og os

Der er rejser, hvor sorgløsheden indhenter dig og fjerner tid og bekymringer. Visker dem rene, og får dig til at synke ned i en pude af nydelse, oplevelse og ægte lykke.

Og så er der rejser, hvor det er fantastisk spændende men også benhårdt og udfordrende. Rejser, der kræver samarbejde og kompromis og mange gange tællen til 10 (eller 100000).

De sorgløse rejser manglede sidste år. Og det kunne vi mærke, især da vi vendte hjem fra 4 uger i Asien, med tinnitus, feber og et væld af oplevelser og indtryk, som vi skulle bearbejde. Og lige netop dét nåede vi ikke. Det kan mærkes på familien, og vi har kunne mærke det længe efter vi kom hjem.

Sorgløse rejser er ikke utopiske, de er et valg om rejsemåde og destinationer og et hav af valg, som vi tog inden og mens vi var afsted.

Det er et faktum at vi vil vælge noget fra i vores næste rejser og noget andet til, for at få mere sorgløs rejseglæde ind, som en del af vores rejser.

Erkendelse #2
Singapore er stadig den fedeste storby

Som jeg også skrev i dette indlæg var det et sats at vende tilbage til Singapore, som jeg har befundet mig så meget i, i 90’erne, og håbe at det stadig ville tænde mig.

Og selvom Singapore er blevet langt mere turistet, især ved Clarke Quay og China Town (for slet ikke at tale om Sentosa, som dengang kun var en ø, der var ved at blive lavet om til en forlystelsesø), så er der stadig så meget dagligdag og hverdagsliv over byen, at mit indre by-barometer pinger ud.

Glæden over at se alt det nye der var dukket op i Singapore var stor. Især da vi fik fornøjelsen af at opleve Marina Sands og Gardens by the Bay.

Erkendelse #3
Det er muligt at ændre en diskurs undervejs 

Vi oplevede at gå i stå mens vi var afsted. I Candidasa ramte vi panden mod muren og endte et sted, vi ikke ønskede at være. Muren bestod i befinde os i en by der gjorde og triste uden at vi ikke vidste hvad det egentlig var vi ville på Bali, om vi skulle rejse videre og væk fra øen – eller blive og søge nyt (– og hvad det så skulle være).

Det er svært at erkende, når jeg er undervejs, at jeg ikke føler at jeg trives. Men det er vigtigt at erkende det, så det bliver muligt at rette kursen tilbage i den rigtige retning. Og jo hurtigere, jo bedre så rejse glæden og lysten til at være afsted kommer igen. Det lykkedes os heldigvis. Det var en længerevarende process, hvilket jeg er glad for at vi tog. Den proces vil jeg beskrive senere, i et andet indlæg. Pointen er, at det er vigtigt og muligt at rette op på en kurs, du ikke længere ønsker.

Erkendelse #4
Jeg er en større chicken end jeg troede

Jep. Jeg turde ikke tage båden til Gili øerne. Jeg, den ellers så seje backpacker turde ikke! Og jeg som har taget masser af bådture til tropiske øer i Asien! Lonely Planet og alle de lokale, som vi spurgte, advarede os mod at tage særlige bådafgange til Gili. Og så gik mine tanker i selvspind om bådkæntringer og en 7 årig dreng, der endnu ikke havde lært at svømme. Om natten blev jeg hjemsøgt af forfærdelige katastrofetanker om hvor galt det kunne gå. Og vi valgte i sidste ende at vælge oplevelsen fra og tage den et andet sted i verden.

Jeg følte mig som en chicken, og jeg syntes faktisk det var svært at erkende. Men nu jeg tænker tilbage på episoden, er jeg glad for at jeg lyttede til mig selv. Også selvom jeg i dag, når jeg tænker tilbage, godt kan se, at risikoen var ultra, ultra lille.

Men det var min første oversøiske rejse som mor og jeg havde brug for at tage udfordringerne i de bidder, som jeg kunne håndtere.

Har jeg fortrudt at jeg ikke tog derud?

Viser du mig billeder af børnefamilier der nyder de mest fantastiske øer (Gili), så ville jeg ønske jeg havde haft modet. Men, lige netop fordi jeg ikke pressede mig selv er min selvtillid som rejsende vendt tilbage, og jeg føler mit gamle backpackerstyrke igen.

Vi skal nok få oplevet, det vi skal opleve!

Erkendelse #5
Jeg er langt modigere end jeg troede

Jeg havde ikke rejst oversøisk med min søn før. I de mange år der var gået havde jeg skabt et billede af at jeg burde være “den frygtløse rejsende mor”. Jeg havde mistet selvtilliden og glemt hvor stærk jeg føler mig, når jeg rejser.

Derfor valgte jeg Bali som første oversøiske rejse. Og jeg valgte rejsemålene ud fra, hvor jeg ville føle mig tryg, som den jeg er, og med det ansvar jeg har overfor min søn. Jeg stod ved min usikkerhed og netop dét gjorde at jeg genvandt trygheden og selvtilliden igen. Og jeg opdagede, at jeg var nået så meget længere end jeg havde forestillet mig.

Hvilket blot bekræfter, endnu engang,at det at rejse udvider horisonten, ikke bare for verden – men også indadtil.

Erkendelse #6
Min søn er den sejeste rejsende

Min søn kan langt mere end jeg går og tror. Han beviste igen og igen mod og vilje til de sejeste og største udfordringer. Han peb ikke en eneste gang over længden af flyveturen, og han klarede høj feber i Ubud og han dykkede mellem fisk og koraller i Amed.

Han voksede ved hver udfordring og han kom hjem som en langt stærkere og modigere dreng, end da han tog afsted.

Og så var hans begejstring for de mange nye dyr, landskaber, befolkninger, og måder at se ud på og tale på, fantastisk at observere.

Erkendelse #7
Bali er ikke min drømme-ø

Bali er ikke min drømme ø. Nu har jeg været der. Jeg har set Ubud og deres ilddans i det hellige tempel, de sorte strande mod nord, og Agung, rismarkerne … og de fantastiske smil, ofringer og kling-klong-klang lyde, der rumler blødt hen over Bali.

Men Bali er så meget andet, som jeg gerne vil undvære på mine rejser fremover. Støj, larm, uro, slidte områder og turisme. Larm … – sagde jeg forresten larm?

Bali er et fantastisk udgangspunkt at rejse med børn. Men Bali er ikke min drømme-ø. Den har jeg stadig til gode at vise min søn.

Erkendelse #8
Internet er fedt, men også noget lort

Jeg kan lige så godt være helt ærlig.

Internet er en stor del af mit liv. Jeg er blogger, mediegrafiker og online nørd på alle mulige planer. Og jeg elsker at sluse mig ind i kanalen af internettets strømme og forlade mig selv og verden omkring mig for en stund. Også når jeg rejser. Også selvom jeg sidder på verdens lækreste bounty-ø eller det flotteste bjerg i Nepal.

Jeg er bare sådan. Undskyld, smukke verden. Jeg må erkende det.

Men, fuck jeg hader det også på samme tid. Det sluger mig, mit nærvær og min oplevelse af at være til stede i det lokale, naturen, familien, øjeblikket …

Jeg drømmer stadig tilbage til de rejser hvor internettet ikke har været en mulighed … og jeg tror også jeg vil vælge dem til, fremover.

Internettet er fantastisk, men selv jeg får brug for at logge mere af, når jeg er afsted.

Erkendelse #9
Jeg har slet slet ikke fået nok af at rejse

Behøver vist ikke nogen forklaring … jo mindre jeg rejser, jo mere længes jeg efter at komme afsted. Jo mere jeg rejser, jo mere afhængig bliver jeg af at opleve verden …

Yup – Im hooked … og jeg elsker det.