Vi er slet ikke i tvivl, havde vi pengene til det, ville vi holde ferie på Korsika hvert eneste år – og gerne 4 uger af gangen. Men vi må dog sande, at Frankrig ikke er et helt billigt land at holde ferie i, og slet ikke øen Korsika, som vi jo elsker at besøge igen og igen.Vores ferie på Korsika i 2024 blev den dyreste, vi har haft der. Priserne var markant højere end ved vores sidste besøg. Efterfølgende har vi overvejet, hvordan vi kan få råd til at komme tilbage – eller måske endda besøge øen oftere.
Vi har derfor sat os for at finde ud af hvad vi kan gøre. Af de ting vi indtil videre er kommet frem til, har vi allerede benyttet os af disse muligheder, men vi har også fundet nye genveje, så vi nemmere kan få råd til at holde ferie på Korsika. Så hvis du tænker og oplever lidt det samme som os, eller bare generelt er nysgerrig på at holde budgettet til din egen ferie, så læs med her, hvor vi tipper dig til en billigere ferie på Korsika. Men først…
Hvorfor er det så dyrt på Korsika?
Der er flere grunde til, at det er dyrere på Korsika end på Frankrigs fastland.
Korsika er jo en ø, hvilket betyder, at de fleste varer skal importeres fra fastlandet. Dette gælder fødevarer, brændstof og byggematerialer, hvilket gør priserne højere end i det øvrige Frankrig. Og det er der jo egentlig ikke noget nyt i – sådan er det for de fleste øer i verden – også i Danmark.
Derudover er Korsika også en populær sommerdestination for især for franskmænd, italienere og tyskere. Særligt i højsæsonen (juli-august) stiger priserne voldsomt på hoteller, feriehuse og restauranter, fordi der er stor efterspørgsel. Det kan vi tydeligt se, når vi booker i skoleferiens periode, juli og august måned er virkelig dyre. Korsika har strenge regler for bevaring af naturen, hvilket betyder, at der ikke er overdrevet mange hoteller og resorts. Dette er et fantastisk initiativ for at bevare øens autenticitet, men gør selvfølgelig også at overnatninger er forholdsvis høje.
Maden er heller ikke i den billige ende, f.eks. er lokale specialiteter som charcuterie (pølser og skinke), ost og vin er dyre, fordi de ofte produceres i små mængder. Derudover har vi også en fornemmelse af, at restauranterne i turistområder sætter priserne op i højsæsonen.
Av av av… det er lidt op af bakke at nævne alt dette, men det er jo sådan det er. Her får du vores tips og tricks til at holde ferie på Korsika, selvom du rejser på budget.
Overvej hvordan du transporterer dig til Korsika
(Læs også: Sådan kommer du til øen Korsika)
- Billige flybilletter – Brug prissammenligningssider som Travelmarket, Momondo, Skyscanner eller Google Flights og book billetterne i god tid. Overvej også at flyve til en nærliggende lufthavn som Nice eller Pisa og tage en færge derfra. Det kan være, at du kan finde en alternativ og billigere rute (husk at tillægge færgepriserne, evt. kost og logi i byen + leje af bil).
- Kør til Korsika i egen bil med færge fra Frankrig eller Italien – Hvis du har bil, kan det være billigere at tage færgen fra f.eks. Nice, Marseille eller Livorno (Italien) frem for at leje en bil på Korsika.
Vores erfaringer og udregninger har været at det billigste for os har været enten at flyve til Korsika og leje bil dernede, eller selv køre derned i egen bil og tage færgen over (vi har sejlet fra Genova, Savona, Pisa og Nice). Vi har de sidste mange gange valgt selv at køre derned, fordi vi godt kan lide oplevelserne ned gennem Europa og føler en frihed i at komme i egen bil.
De første gange vi besøgte Korsika, fløj vi til Alghero på Sardinien og lejede en bil der og kørte til øen (husk at tjekke om regler og forsikringer, når du lejer bil i et land og kører ind i et andet).

Overvej hvor du overnatter
Det er muligt at skrue ned for rejsebudgettet, hvis du overvejer din overnatning.
- Camping – Korsika har mange gode campingpladser, ofte med små bungalows eller mobile homes, der er billigere end hoteller. Særligt teltpladserne kan skære en god lunsj af dit budget.
- Airbnb – Der er mange muligheder for overnatning gennem Airbnb, priserne spænder meget vidt og du kan være heldig at finde overnatningspriser, som du kan være med på.
- Hytter i bjergene – Hvis du vandrer i bjergene, kan du finde overkommelige guesthouses, hytter og campingpladser.
- Bo i mindre byer – Særligt de turistede kystbyer som f.eks. Porto-Vecchio og Bonifacio er dyre at bo i. Overvej at overnatte i en af de mere afsides og mindre landsbyer.
- Workaway eller house sitting – Hvis du er åben for alternative løsninger, kan du finde gratis ophold mod lidt arbejde gennem Workaway eller house sitting.
Vores valg har indtil videre stået på hytter på den samme campingplads. Priserne var dog steget så meget, sidst vi var der, at vi overvejer andre muligheder næste gang, vi besøger øen.
Gå ikke glip af den korsikanske mad – nyd den
Du må ikke gå glip af den korsikanske mad. Den er fantastisk. Den er heller ikke helt billig. Men vi har heldigvis nogle tips til, hvordan du skærer ned på madbudgettet på din Korsika rejse.

- Find din mad i supermarkederne – Spar penge ved at købe mad i supermarkeder som f.eks. E’Leclerc. Bor du på Airbnb, hytte, campingplads eller andet sted, hvor du kan lave maden selv, så køb maden her og tilbered maden hjemme.
- Spis lokalt og simpelt – Mange små bagerier og deli-butikker sælger lækre sandwiches og lokale specialiteter som “charcuterie” og oste. Sørg for at købe dem uden for turistområderne. Med en baguette, lidt korsikansk ost og vindruer har du den herligste frokost.
- Tag et rejse kogeblus med – Hvis du camperer, kan du lave enkle måltider selv og spare mange penge.
- Spis ude til frokost i stedet for om aftenen – Mange restauranter tilbyder en “Menu du Midi”, som er en frokostmenu med billigere retter end dem, der serveres til aftensmad.
- Find overnatning, hvor morgenmaden er inkluderet – Nogle Airbnb og Bed & Breakfasts tilbyder lidt morgenmad med i prisen, det kan muligvis spare lidt på madbudgettet.
- Undgå at spise ude i turistområderne – Restauranter og cafeer på turistede steder er som regel en del dyrere.
Vi køber det meste af vores mad i supermarkederne og tilbereder det hjemme på campingpladsen. Dog vælger vi, hver gang vi besøger øen, at udvælge nogle bestemte situationer, hvor vi gør det til noget særligt at spise ude, som f.eks. da vi besøgte den lækre restaurant L’Ortu Di Rotani.
Det varme vejr og klima har derudover også den indflydelse på os, at vi ikke er så sultne, som når vi er hjemme i Danmark. Det gør, at vi ofte kan nøjes med en god salat og evt. nogle lokale, korsikanske pølser til aftensmad samt lettere morgen- og frokostanretninger.
Vi har også nydt meget at komme i deres bagerier for at købe korsikanske kager med hjem.
Korsika er sprængfyldt med gratis naturoplevelser og aktiviteter

- Nyd korsikas gratis natur – Korsika har den mest fantastiske natur. Faktisk er omkring 66% af øen dækket af natur i form af bjerge, skove og vilde landskaber. Vandreture, strandture og udforskning af bjerglandsbyer koster ingenting og der er rigtig mange oplevelser at hente her. Der er vandfald, floder, vinmarker, kastanjeskove og pinjeskove.
- Snorkling og badning – I stedet for at melde dig til dyre vandsportsaktiviteter, kan du tage dit eget snorkeludstyr med og udforske de smukke bugter. Korsika er sprængfyldt med de smukkeste strande og det klareste vand.
- Gratis kulturelle oplevelser – Udover de mange fine historiske landsbyer er der også året rundt festivaler, markeder og kirker, der er værd at opleve.
- Oplev de smukke kystruter – og stop op ved de smukkeste af stederne og oplev dem
Når vi rejser, benytter vi os som regel af de gratis oplevelser. Korsika har budt os på et hav af dem og er en af årsagerne til, at vi finder øen så fantastisk. Vi bader og snorkler dagen lang, vi står på SUP, vi tager på vandreture, vi oplever vandfald og floder, besøger bjerglandsbyer, oplever de store byer, tager på markeder og nyder roen og den stille brise fra en bjergtop et eller andet sted på øen, vi ikke har navn på.

Ekstra tips til en billigere ferie på Korsika
- Rejs uden for højsæsonen – Juni og september er billigere og mindre turistede end juli-august. Korsika er så varm en ø, at du kan bade fra april/maj og helt hen i september/oktober, selvfølgelig alt efter, hvor meget viking der er over dig, så hvis ikke du er fastlåst til højsæsonerne, er der mulighed for at spare på feriebudgettet der.
- Brug et lokalt SIM-kort eller offline kort – Undgå dyre roaming-afgifter ved at bruge gratis offline kort eller købe et fransk SIM-kort. Tjek din mobiludbyder for om de tilbyder gratis roaming, mens du rejser.
- Undgå turistfælder – Restauranter og butikker i de mest turistede områder har ofte oppustede priser. Gå lidt væk fra de travleste steder for bedre priser (som regel væk fra havnepromenader, strandpromenader, udsigter og seværdigheder).
Vi rejser desværre altid selv i højsæsonen, da det passer med Sebastians skole. Vi har dog en enkelt gang rejst i juni måned og det kunne tydeligt mærkes på priserne.
Mht. til mobil og internet, har vi et abonnement som gør, at vi både kan ringe og bruge internettet uden de store prisoverraskelser, når vi rejser.

Verden er i forandring, priser går op og ned, men eventyrene er værd at kæmpe for, uanset hvad vi står med. Vi håber, at vores input inspirerer dig til at komme af sted – om det så bliver Korsika eller et andet sted, er knap så vigtigt, bare du føler du får mulighed for at opleve verden og nogle af dens mange eventyr.
Det var nogle af vores tips… men hvad mener du – er der noget vi har overset?
Vi hører gerne fra dig! Skriv til os – eller kommentér under indlægget.
Have fun!
Vi har besluttet at besøge Korsika først i septemper kører derned i ejen bil men har ikke bestilt overnatning endnu vil helst bo på camping hytte / bungalows /telt så er det nødvendig at bestille plads langt tid i forvejen, planen er vi starter ca 3 dage i L`lle Rousse området dernæst østkysten med slut i Bastia, er der pladser som kan anbefales
Mvh Bente & Erling
Hej Bente og Erling,
Eiii det lyder skønt med en tur til Korsika – er det jeres første besøg på øen?
L`lle Rousse er en virkelig fin by at starte ud med – og fedt at høre, at i drager mod Østkysten og slutter i Bastia – det skal nok blive godt!
Når vi har været på Korsika har vi altid boet på naturistcampingpladsen Bagheera, som ligger på Østkysten (Se vores anmeldelse af Bagheera her) men der er også andre rigtig fine campingpladser spredt ud over Østkysten, hvad enten i er til naturist eller alminelig camping. Nogle ligger helt ned til havet, andre ligger midt i bjergene, langs floderne, ja ud over det hele. Kendetegnet er nok mest at i skal vurdere om i er til naturist/almindelig camping – eller begge dele – og hvor i ønsker placering – strand eller bjerge – eller begge dele 🙂
Vi har selv haft øje på Chiappa, som ligger lidt sydligere end Bagheera (La Chiappa her) – også et naturist sted.
Grunden til at vi alligevel altid vælger Bagheera er, at ud over roen og stemningen på campingpladsen, er den placeret fint i forhold til de ting vi gerne vil opleve, havet først og fremmest, men også god tilgang til bjergene og de mange fine bjergbyer.
Hvor længe skal i være afsted?
De bedste rejsehilsener,
Peter og Lise