Bukarest har masser at byde på – men hvad kan man nå at opleve på to dage? Vi tog på en jule-getaway til byen og oplevede dette!

December måned bød på flere særlige begivenheder: vores søn skulle på skoletur til Berlin, og vi havde både 20-års kærestedag og 15-års bryllupsdag at fejre. Hvad kunne være mere oplagt end at tage på en lille jule-getaway? Det synes vi i hvert fald, og valget faldt på Bukarest som stedet, hvor vi ville fejre kærligheden.

Men kan man overhovedet nå at opleve byen på kun to dage? Her er, hvad vi nåede at se på vores tur.

Rumænien kan virke langt væk, men fra Billund tog det faktisk kun 2½ time at flyve til Bukarest. Vi var spændte på at opleve byen: Hvordan var stemningen? Ville der være sne? Og hvordan fejrede de egentlig julemåneden i en storby som Bukarest?

Vi første der slog os var at vejen ind mod Bukarest er virkelig smuk og dragende, fyldt med store kontraster, flotte gamle bygninger blandet med noget mere slidte og forfaldne områder. På vores korte besøg, nåede vi kun at se få dele af Bukarest, men det vi så, var meget anderledes end hvad jeg på forhånd havde forventet.

Det slog os hurtigt, at hvor Danmarks træer og skove for længst havde smidt deres blade, var Rumæniens træer stadig klædt i efterårets smukke farver. Hvor vi i Danmark har en lidt mørk og trist overgang fra efteråret, før vinteren slår til, har Rumænerne fornøjelsen af at gå direkte fra efteråret over i vinterens kulde og sne. Vi nåede derfor også at opleve et heftigt snefald, den morgen vi rejste hjem.

Bukarest – eller Lille Paris

Vi boede i gåafstand fra den gamle bydel, og turen til vores hotel og ned til den gamle bydel var virkelig smuk. Den største overraskelse for mig var lighederne med den franske arkitektur, som mødte os. Faktisk er det sådan, at Bukarest ofte kaldes for “Lille Paris” (på rumænsk Micul Paris). Det gør den på grund af sin historiske arkitektur, kulturelle udvikling og livsstil, som i det 19. og tidlige 20. århundrede mindede meget om Paris.

Arch of Triumph på vej ind mod Bukarest
Arch of Triumph på vej ind mod Bukarest

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, gennemgik Bukaresten omfattende modernisering, hvor mange bygninger blev opført i en fransk stil som bl.a. kan ses ved byens brede boulevarder og monumentale bygninger, som f.eks. Triumfbuen (Arcul de Triumf), som er direkte inspireret af Paris (se billedet herover).

I det 19. århundrede var Frankrig en stor inspirationskilde for Rumæniens elite. Fransk blev det foretrukne sprog blandt aristokratiet og blev brugt i både diplomati og uddannelse. Mange rumænske arkitekter og kunstnere studerede i Paris og bragte franske stilarter og idéer med hjem til Rumænien.

I begyndelsen af det 20. århundrede opnåede Bukarest et ry som en af Østeuropas mest moderne og sofistikerede byer, hvilket gav den tilnavnet “Lille Paris.” Byen blev betragtet som et kulturelt og intellektuelt centrum, inspireret af Paris’ elegance og storhed.

Selvom Bukarest har ændret sig meget siden da, lever tilnavnet videre som en del af byens historiske identitet. Men Bukarest er mere end blot et “Lille Paris.” Byen er dybt forankret i rumænske traditioner, formet af sin unikke placering mellem øst og vest samt årene under kommunismen. Dens identitet er uløseligt knyttet til Rumæniens historie og værdier, hvilket gør Bukarest til noget helt særligt.

Parlamentspaladset, Palatul Parlamentului

En af de helt store ting, vi ville se i Bukarest, var selvfølgelig den gigantiske bygning: Palatul Parlamentului (Parlamentspaladset). Parlamentspaladset er ikke mindre verdens næststørste administrative bygning (den største er Pentagon) og blev bygget under Nicolae Ceaușescus regime i 1980’erne. I dag huser det blandt andet det rumænske parlament og flere museer.

Palatul Parlamentului, Rumænien
Palatul Parlamentului, Rumænien

Det er lidt vildt at stå foran denne gigantiske bygning. Paladset ligger for enden af den store flotte boulevard: Bulevardul Unirii. Bulevardul Unirii blev oprindeligt planlagt som en del af Ceaușescus vision for byen og skulle efter sigende være en af de mest imponerende gader i Bukarest. Boulevardens storslåethed skulle netop være skabt med sin brede struktur og symmetriske layout, for at matche paladsets storslåethed.

Den dag vi kom forbi, skinnede solen og boulevardens træer stod lysende og skinnende med deres gyldenrøde blade. Vi manglede bare sneen, der lige skulle falde – havde vi været blot en dag mere, havde vi oplevet det.

Peter På Boulevardul Irinii, Bucharest
House Of The Republic, Bucharest, Rumænien

Den gamle bydel, Lipscani, i Bukarest

Der er ingen tvivl om, at har du få dage til at se Bukarest i, er den gamle bydel, Lipscani, ikke til at komme udenom. Det er her byens hjerte banker med dens middelalderlige charme, brostensbelagte gader og gamle historiske bygninger.

Det er også i Lipscani, du finder et leben af små butikker, caféer og restauranter, og hvis du er til det, barer og natteliv.

Området er hjemsted for små teatre, gallerier og museer, herunder Nationalmuseet for Rumænsk Historie (Muzeul Național de Istorie a României).

Bucharest Bygning
Bucharest

For vores vedkommende blev Lipscani området, hvor vi gik rundt og fornemmede byens puls og rytme. Her er det mere roligt og ikke så meget larmende trafik, som udenfor området.

Der er mange fine pladser i Bukarest, hvor man kan nyde byen
Der er mange fine pladser i Bukarest, hvor man kan nyde byen
Rumænsk foodtruck, Bukarest, Rumænien
Rumænsk foodtruck, Bukarest, Rumænien

På turen rundt i den gamle bydel, kom vi forbi den fineste lille kirke, Stavropoleos Monastery. Inde i gårdhaven kunne vi se, der var en lille forsamling og en lille ceremoni af en art, og det var tydeligvis en kirke, der blev brugt flittigt.

Stavropoleos Monastery
Stavropoleos Monastery I Bucharest, Rumænien

Lipscani havde et område, hvor vi kunne fornemme, at der var rigtig meget gang i den. Gaden var fyldt med cafeer og her lugtede, som om der havde været fest natten lang – i mange dage. Vi havde godt læst om området, og eftersom vi altid tjekker hotel anmeldelserne, inden vi booker, undgik vi at bo netop her – pga. støj fra nattelivet.

Men uanset festliv, har Lipscani også mange små fine butikker med alt muligt. Bla. var vi inde i denne fine boghandel, Cărturești Carusel Bookstore, som var pyntet så fint op til jul.

Cărturești Carusel Bookstore – Bukarest, Rumænien
Cărturești Carusel Bookstore – Bukarest, Rumænien

På vores rundtur i Lipscani trak en rumænsk kvinde os pludselig i ærmet. Først tænkte jeg, at det var en som ville scamme os, men hun ville såmænd bare fortælle os lidt om stedet og om et helt specielt sted, vi burde opleve. Stedet, hun ville fortælle om, viste sig at være en historisk bygning, som vi slet ikke havde bemærket, hvis ikke hun havde gjort os opmærksom på den. Bygningen hedder Hanu’ lui Manuc som huser en restaurant og cafeer. Dens butikker tilbyder rumænske retter og så har den rigtig fin gårdhave. Hanu’ lui Manuc skulle være et kulturelt og gastronomisk højdepunkt i Bukarest.

Hanu Lui Manuc, Juletræ, Bucharest
Hanu Lui Manuc, Julepynt, Bucharest

Vi var på vej ud for at se Ceaușescus hus, så vi syntes ikke vi havde tiden til det denne gang. Men næste gang, vil vi helt sikkert besøge stedet igen og se, hvad det har at tilbyde.

Oplev Ceaușescus hus

En af de oplevelser, vi særligt så frem til at opleve, på vores tur til Bukarest, var at se Ceaușescus hus. Vi kan stadig begge to huske, da Ceaușescu og hans kone blev henrettet og den historie, som nåede op til os i Danmark.

I dag står deres hus, som da de forlod denne verden, et museum der indkapsler en tid og en svunden æra. Deres møbler, tøj og selv nattøjet ligger stadig fremme. Det er meget intenst at opleve.

Vores korte version af historien om Ceaușescu

Vores forståelse for, hvem Nicolai Ceaușescu var, lyder kort fortalt, at han var Rumæniens kommunistiske leder fra 1965 til 1989. Han styrede landet med en brutal og undertrykkende politik, der inkluderede omfattende overvågning, censur og en personlighedskult omkring ham selv og hans kone, Elena.

Ceaușescus hus, set fra haven. Bukarest, Rumænien
Ceaușescus hus, set fra haven. Bukarest, Rumænien

Ceaușescus valg og prioriteringer medførte alvorlig fattigdom, rationering af mad og energi samt dårlig levestandard for befolkningen. Hans storslåede byggeprojekter, som Parlamentspaladset, drænede yderligere økonomien.

I december 1989 kulminerede utilfredsheden i en revolution. Efter et voldeligt oprør blev Ceaușescu og Elena fanget, stillet for en hurtig militærdomstol og dømt for folkedrab, undertrykkelse og økonomisk ødelæggelse. De blev henrettet ved skydning den 25. december 1989. Deres fald markerede slutningen på kommunismen i Rumænien.

Men da vi kørte ud til deres efterladte hus i en Uber for at få en rundvisning i huset, var det en lidt anden og overraskende historie, vi blev fortalt.

Deres egen historie om Ceaușescu

Her blev det tydeligt, at Ceaușescu ikke nødvendigvis blev betragtet som selve problemet. Mange så faktisk tiden under hans styre som bedre, med mindre fattigdom og flere muligheder. Der var også en opfattelse af, at hans henrettelse ikke var folkets vilje.

Ceaușescus kontor, Ceaușescu Mansion
Ceaușescus kontor, Ceaușescu Mansion

Under rundvisningen kom der et par spørgsmål op om Ceaușescus rigdom og hans rolle for folket. Det stod dog klart, at dette var et emne, man ikke ønskede at tale om. Der var ingen villighed til at anerkende ham som en skurk i landets historie.

Der blev nævnt, at især ældre borgere forbinder Ceaușescus tid med stabilitet og tryghed i forhold til arbejdsløshed og kriminalitet. Dette gælder særligt for dem, der har haft det svært under overgangen til kapitalisme efter 1989, hvor mange oplevede økonomisk usikkerhed. Samtidig blev det tydeligt, at også mange af de unge i Rumænien er splittet i deres syn på fortiden. For nogle er kommunismen måske ikke så slem, når man sammenligner med de udfordringer, som overgangen til demokrati og markedskapitalisme har medført.

Det var virkelig en spændende oplevelse at se, hvordan Ceaușescu og Elena havde boet og få perspektiv på de historiske begivenheder. Men på flere måder endnu mere spændende at opdage, hvor forskellige perspektiver der findes på de historiske begivenheder.

Oplev Bukarest mange caféer og restauranter

Efter en lang gåtur i den gamle bydel og besøget i Ceaușescus hus, trængte vi til lidt at spise og drikke. Der var nok at vælge af. Bukarest bugner af restauranter, caféer og spisesteder. Og så er priserne så fordelagtige, at du kan besøge dem uden den svimlende fornemmelse af at pengene fosser ud af lommen for hver bid du tager. Vi besøgte også rigtig mange, og jeg elsker, når vi pitstopper for at sippe kaffe, smage en lokal bid mad eller gå ud og spise om aftenen.

Arkade Fyldt Med Cafeer I Den Gamle Bydel I Bucharest, Rumænien
Cafe I Bucharest, Rumænien

Vi blev noget overraskede over, at det er helt normalt at ryge indendørs. Det gælder også på spisesteder. Jeg har selv røget, men stoppede for næsten 20 år siden. Siden da har jeg fået voldsomt ubehag og kvalme i røgfyldte lokaler. Derfor valgte vi flere caféer og restauranter fra, hvor røgen var for tæt.

Er 2 dage nok i Bukarest?

Bukarest blev et lille, fortryllende juleeventyr, hvor vi oplevede en af Europas smukkeste hovedstæder. Byen gav os et indblik i sin fascinerende historie, alt sammen pakket ind i efterårets charme og julens magiske stemning.

Julen er jo hjerternes fest, så vi fik selvfølgelig også fejret kærligheden! Men det var ikke det eneste. Vi kunne nemt have brugt flere dage på at udforske byen.

Peter og jeg i den gamle boghandel, Cărturești Carusel, Bukarest
Peter og jeg i den gamle boghandel, Cărturești Carusel, Bukarest

Andre julede eventyr du kan opleve på dit jule-getaway til Bukarest

  • Julemarkeder: Det største marked finder sted på Forfatningspladsen (Piața Constituției) foran Parlamentspaladset.
  • Skøjtebaner: Der er flere skøjtebaner rundt om i byen, bl.a. på Forfatningspladsen
  • Koncerter og kulturelle juleoplevelser
  • Julelys og juleoppyntninger: Bukarests gader og pladser er smukt oplyst med julelys og julepynt.

  Her finder du Bukarest