Næste gang, du siger januar er en trist og grå måned så tænk lige tilbage på dette indlæg og disse billeder. Der er eventyr i selv den fattigste januar måned. Det er hermed bevist. Se selv…
Der er helt stille. Solen er endnu ikke stået op. Januars kulde slår kindheste, idet jeg kravler ud i bilen. Med mig har jeg kamera og stativ. Bilen hoster lidt, da jeg starter, jeg håber ikke jeg vækker Sebastian og Peter. Nu skal jeg bare nå ud til Kalø Slotsruin, inden det bliver lyst. Kan godt mærke angsten over at køre i mørke nive lidt i maven. Jeg lader angsten være, tænder lygterne, træder på speederen og vender næsen mod mit hjemland. Mols.
Jeg længes efter Mols. Hele tiden. Hvis ikke hvert sekund så er det fordi, jeg fortrænger længslen. Mit barndomsland. Mit fristed. Mit helle.
Der er noget særligt over Mols. Enebærduften. Den saltede vind. De varme, knasende grene og gule gyvel. Duften af får og endnu fedtet, ukartet uld. Men også meget mere end det. Uindfanget svæver det ind i mig efterhånden, som jeg nærmer mig.
Denne gang når jeg kun til dens ankel, begyndelsen på Mols, Kalø Slotsruin. Solen er endnu kun en lys mælkehvid bræmme hen over halvøen. Jeg træder ud i kulden og begynder at indfange momenter af denne januar morgen. Momenter af det, jeg længes sådan efter. Så jeg kan tage det med mig hjem. Kigge på det og huske.
Her er lidt af det, jeg indfangede denne smukke, januar morgen.
Som minutterne går og solen begynder at brænde igennem disen, begynder farverne at ændre sig. Fra at være sarte pastelfarver, stiger kontrasten og skyggerne bliver mørkere og farverne mere gyldne. Her ser jeg ind mod land ude fra halvøen.
Jeg var ikke den eneste, der havde fundet vej ud i den kolde januar morgen. I starten var det svært at se hinanden. Efterhånden, som lyset vandt frem, dukkede der et par stykker morgensolselskere op.
Efter at have oplevet naturen lyse op i guld og gyldne farver, skiftede lyset sig til de mere kolde toner. Som om, vi var vendt mod nord og de nordiske toner greb fat i hav og små vandløb. Isen blev blødere, men farven koldere. Som at se ud over en grønlandsk fjord i miniput størrelse.
Hvor mange farver har Kalø Slotsruin ikke haft? Hvor mange har ikke stået og set beundrende på de mange hundrede år gamle sten, mens de antog den ene farveskala efter den anden?
Det vildeste og største af det hele er, at hvor mange vil ikke også i fremtiden stå her, samme sted, samme januar morgen?
