Reklame, i samarbejde med Dethleffs
Indeholder reklamelink
Findes der noget bedre end at tage væk fra det hele i en forlænget weekend? Men hvor skal du og familien tage hen – og hvad skal i lave? I pinsen tog vi på en lille campingferie i Skagen – her får du vores tips til, hvad i kan foretage jer i Skagen + vores bud på fordelene ved at bo på camping
Vi har ofte boet på camping! Og vi har ligget på mange forskellige campingpladser rundt om i Europa. De fleste gange i telt, men efter at vi fik Sebastian, har vi også nydt at bo i hytter. Da vi i foråret blev kontaktet af Dethleffs med et tilbud om at låne deres Detheleffs C’go 495 campingvogn på Råbjerg Mile Camping i Skagen, sagde vi med det samme ja tak, det skulle da prøves!
I pinsen drog vi derfor mod nord for at få et dansk sommereventyr og selvom det regnede det meste af pinsen, fik vi alligevel oplevet en hel del. Det er altid dejligt at vise Sebastian nye steder og snakke om de ting, vi ser og oplever.
Her er nogle af de aktiviteter vi oplevede på vores campingtur i Skagen og sidst indlægget, får du også vores tips til aktiviteter på campingferie (også, når det regner).
1. Oplev Skagen til fods
Noget af det vi holder rigtig meget af, er at opleve verden til fods. Der er noget ved de skridt du tager og bevægelserne, som indynder til samtale og refleksion på en helt særlig måde. Det er som om alting indtages og fordøjes løbende, fordi der er tid til det. Sådan er det også i Skagen. Byen er forholdsvis lille og der er utrolig mange små, fine detaljer at opdage, når du er til fods.
Det er altid godt at ha en lille rygsæk med, så du kan skifte tøj efter vejret. I Skagen oplevede vi at gå fra den dejligste sol til den mest hidsige vind. Her skifter Peter om til den vindtætte da vinden ved havet, lige ud for Skagen, pludselig tog til.

Skagen har de mest charmerende huse! Især, når solen den skinner! Husenes gule og orange farver lyser op som en mild sommerdag uanset hvilken årstid, du besøger byen i.
Det er altid sjovt at gøre Sebastian opmærksom på de særpræg vi oplever når vi er på tur. F.eks. blev han opmærksom på Skagens gule huse og de pyntede tegltage med hvide fuger. Det er sjovt at opleve at han bliver opmærksom på de små anderledes detaljer end dem, han selv vokser op med.

Dørene i Skagen er ofte pyntede og dekorerede. Det må være dejligt at gå ind og ud af disse hver eneste dag…
2. Spis lækker sommermad sammen
Det er som om at alting smager lidt bedre, når man er på ferie. Især, når det foregår udenfor i naturen – eller i solskin. Denne gang flottede vi os med en fiskebuffet på havnen i Skagen. Så sad vi der på havnen med frisk vind på næsen, solskin i øjet og guffede fisk og skaldyr i os og skålede med en kold øl.
Sebastian er ikke den store fiskespiser, men han fik godt med fiskefrikadeller og fiskefileter. Og så var det heller ikke helt uden hans interesse, hvad der kom over på vores tallerkener af krebs, rejer og muslinger. Han fik lov at dissekere dem med hans kyndige hænder – hvilket bragte mange dybe samtaler op lige fra hjerneceller og hvad der ellers er ude i verden og universet…

Nu var det så bare en engangsforestilling med fiskebuffet, og resten af vores madeventyr foregik hjemme på campingpladsen. Her bragte vi tapas, jordbær og andre lækkerier som f.eks. citronmåne (camping kagen, fik vi at vide) og andre herligheder med hjem.
Og fordi vi ikke boede i telt – men i Detleffs C’go 495 Campingvogn, kunne vi fylde køleskab og fryser op med isterninger, sodavand, oste og alt det, du bare ellers ikke orker at håndtere på en telttur. Så vi gav den gas! Faktisk så meget gas at vi lavede risengrød til Sebastian om fredagen (Sebastian elsker risengrød), da vi ankom. Så det blev de sande fristelsers campingtur, vi var på.

3. Se kirken stikke op af sandet (Den tilsandede kirke)
Vi nåede det lige. At se kirken stikke op af sandet, inden den druknede i regn. Vi nærmest småløb fra informationscenteret (5 minutters gang derfra) for at opleve og vise Sebastian “Den tilsandede kirke”. Og vi nåede lige at hoppe ind i bilen igen, inden regnen styrtede ned.
Sandflugt har lagt sig hen over kirkevej og kirkegård, så den i dag kun står med tårnet tilbage. Det synes vi er et fint eventyr at bringe videre. Vi kunne gå ind i den og hvis du orker strømmen af mennesker der skal op og ned af den meget trange trappe, kan du også komme op i tårnet. Vi ville hellere ud.
Naturen rundt om kirken er virkelig smuk. Især en regnvåd juni, hvor alt endnu er så grønt og fyldt med hvide juni blomster overalt.


4. Tag børnene med på museum
Som 16-årig, blev jeg af mine forældre introduceret til flere af Skagens museer. Jeg blev taget med ind for at se Skagens Museum, hvor alle de flotte skagensmaleres malerier hænger. Jeg oplevede også Drachmanns Hus og Anchers hus og de gjorde et dybt indtryk på mig. Så hvorfor ikke også vise Sebastian museerne?
Denne gang, tog vi ham med ind i Drachmanns Hus. Jeg tror ikke helt han forstod, hvorfor vi fik gåsehud af at se de hvide havemøbler stå i haven – eller hvorfor den store, gamle hat på væggen fik os til at standse op. Men måske han en dag, når han synger Midsommervisen, pludselig husker at han har set mandens hjem, ham, som har skrevet den smukke tekst og vi synger hver eneste sommer? Måske det en dag, også vil give ham kuldegysninger?
Skagen har mange spændende museer og vi vil helt sikkert besøge flere af dem på vores næste ture til Skagen. Her er vores bud på de mest interessante:

5. Gå til Grenen
Det føles nærmest som en trang om at nå helt til toppen, når først man er så tæt på. Kender du det? Som at stå tæt på et mål man næsten kan række ud efter, men bare liiiige skal gå lidt for at opnå. Sådan har jeg det ofte, når jeg besøger Skagen. Skal liige op og se toppen, for at få det hele med fra oven.
Og jeg (og måske også dig) er bestemt ikke alene med ønsket om at nå toppen af Skagen. Der er en folkevandring derop uden lige. Ja der var nærmest sort af mennesker, der travede ud til Grenen for at se vandene mødes. Og jeg kan kun følge trop. Trods menneskemængder, er der bare noget særligt ved at se vandene mødes. Som om det koger. Bobler. Og vinden, der pisker løs mod kinderne. Så, vi gik til Grenen.
Sebastian har været med 2 gange før, den ene mens han sad i klapvogn og den anden gang måtte vi opgive pga. voldsomt tordenvejr. Men denne gang lykkedes det. Vi nåede toppen!


6. Få sand mellem tæerne i Råbjerg Mile
Er der noget bedre end at lade fint, varmt sand smyge sig op mellem tæerne? Findes der noget bedre end at skue ud over en verden af sand, kun afbrudt af klitter, små søer… lyng… – eller at løbe ned over sandet og danne fine, klare sands por efter sig?
Hvis du synes det lyder forrygende og dit indre barn allerede jubler (bare en lille smule) ved tanken, så skynd dig at tage til Råbjerg Mile! Her finder du en ægte ørken, midt inde i det nordjyske. Milen bevæger sig 15 meter om året og indeholder 3,5 millioner kubikmeter sand… så det er bare af med skoene og lege!



Området mellem Skagen og Råbjerg Mile er et råt og forrevet klitlandskab, men med de yndigste blomster som her, Engelsk Græs. Og det var lige her, ved Råbjerg Mile, vi boede på campingplads. Pladask midt i naturen og med en enorm sandkasse som nabo.
Men hvorfor lige bo på camping?
5 fordele ved at bo på camping
Camping er ikke for alle. Lad os bare slå det fast først. Men. Campingliv kan overraske selv den mest hotel-elskende person. Her er nogle af grundene til, hvorfor vi indimellem vælger en campingplads frem for et hotel eller anden overnatning.
- Naturen. Nogle campingpladser ligger helt ubeskriveligt smukt placeret lige midt i naturen. Og indimellem er campingpladsen også en del af den vilde natur. Det er noget vi prioriterer, både som par – men især også som familie.
- Back to basic. Nu er der jo forskel på, hvordan vi lever vores hverdag. Men mange oplever en befrielse ved at slippe komformiteternes glæder og nyder at vaske op i hånden, sidde med et tæppe om sig i ude teltet med lys på bordene som eneste belysning.
- Samvær. Der er ofte en del samvær og social aktivieter på en campingplads. Det kan være lige fra at snakke med de andre oppe i fælleskøkkenerne, fælles morgenyoga og børn, der finder nye legekammerater på legepladserne eller ved svømmepølen.
- Ro. Campinglivet byder ofte en ro, som en overnatning i byen ikke kan give. F.eks. kan der være regler om at du ikke må køre i bil på pladsen efter kl. 10 – eller der skal være ro efter kl. 11… Det er forskelligt fra sted til sted. Men roen er der især mange børnefamilier, der nyder godt af.
- Hygge. Der kan være utrolig hyggeligt på en campingplads. Stearinlys, tæpper omkring sig, stille snak fra naboen og børn der leger ved skumringstid. Eller det kan være lyden af teltenes lynlåse, når morgenen nærmer sig…
Hvad kan du og familien lave på en campingplads (også når det regner)?
Vi har det som familie rigtig godt med at have en base at befinde os i og så tage på udflugt herfra. Som du kan læse er der rigtig mange ting, i som familie kan opleve, hvis i bor på en campingplads ved Skagen. Men hvad så, når det bliver aften – eller når regnen bare siler ned?
Nu var vi jo så priviligeret, at vi boede i en meget velassorteret campingvogn med fuldt udstyret fortelt, varmeovn i forteltet, indendørs varme, køleskab, fryser, komfur, håndvask, kemisk toilet, 2 køjesenge til børn og en dobbeltseng til de voksne. Med lækre madrasser og dyner… puder, service – ja, vi manglede intet! Men komfort alene gør jo ikke en hel campingferie. Og da vores pinseferie bestod af rigtig meget regn, måtte der også andet til.
Her kommer nogle tips til, hvad du og familien kan lave på en campingplads, selvom du bor virkelig komfi – og når det regner!
- Spille spil: Tag jeres bedste spil med og lav varm kakao dertil (og spis en ægte citronmåne imens)
- Læse Anders And’er (eller andet, der ikke lige er på iPad eller tablet)
- Leg musik legen: Afspil starten af en sang: De andre gætter så, hvem der har lavet sangen
- Benyt jer af campingpladsens aktiviteter, som f.eks. minigolf, badeland, events m.m. og prøv gerne noget, i ikke har prøvet før. Vi startede f.eks. vores regnfulde morgener op med at hoppe i badeland og nyde glæderne med spa og sauna.
- Brug campingpladsens udearealer til at gå aften- morgenture
Der er noget særligt over aftenerne… når stearinlysene tændes, rødvinen kommer på bordet og alle lyde dæmpes…

Kunne du tænke dig at leje den campingvogn, vi boede i på Råbjerg Mile Camping? Kontakt da Råbjerg Mile her (Reklamelink). Du kan også selv tage på eventyr med en lejet campingvogn fra Dethleffs – tjek dem alle ud her. Du kan også følge Dethleff’s på Instagram, hvis camping lyder fristende
Links
-> Skawiki: Skagenshuse
-> Skagen-turist.dk: Museer i Skagen
-> Campingpladser i Danmark: Campingpladser.dk
-> Dethleffs C’go 495 Campingvogn
-> Råbjerg Mile Camping (Reklamelink)